Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
Veto gjorde ikke umiddelbart noget stort nummer ud af det, da de anonymt trådte på scenen bag et lettere slørende filter, der hang ned foran scenen i form af et stort, gennemsigtigt tæppe. Faktisk var scenariet afholdende, køligt og distancerende. Blå farver fyldte meget passende Den Grå Hal, der var udsmykket med otte artistiske kæmpegobler, hængende fra loftet som udsmykning, og summen af alle disse ting var, at hallen fik et akvarielignende udseende. Koncertens begyndelse var i virkeligheden noget vag, da bandet lagde ud med et nyt, ukendt nummer for derefter at tage fat på en stille version af “Duck, Hush and Be Still”. Halvandet nummer inde i koncerten nåede jeg et kort øjeblik at frygte, at tæppet ikke ville ryge, og at bandet i en eksperimenterende tankegang havde planlagt at lade distancen være en del af deres optræden. Denne frygt skulle dog et kort øjeblik efter vise sig at være tilovers.
Midt i “Duck, Hush and Be Still” røg tæppet og dermed nogle af hæmningerne, da der blev smurt mere instrumental dynamik på nummeret, der øjeblikkeligt krævede publikums opmærksomhed. Det var på samme måde dragende mod scenen, da “Built to Fail” lige efter blev smidt ud med en god og skinger vokal i forgrunden, som én gang for alle fik stadfæstet, at koncerten var i gang. Det var dog sigende for størstedelen af koncerten, at Veto ikke fik fat i hele publikum, og de bevægelser, der startede oppe foran scenen, fik aldrig lov at bølge ned gennem hele mængden.
Den største energiudladning fandt man absolut i området lige foran scenen, hvor der til gengæld også var fuld smæk på festen. Man skulle imidlertid ikke rykke mere end 10-15 meter ned i hallen, før publikum blev en lettere passiv, observerende størrelse, der først under ekstranumrene begyndte at hoppe med. Trods dette virkede det ikke som om mængden ikke var underholdt, hvilket kom til udtryk gennem kollektive jubeludbrud, da numre som “You Are a Knife”, “Shake” og “Blackout” blev præsenteret. Nu fandt koncerten jo sted på Staden, og jeg ved selvfølgelig ikke, om næste udsagn var gældende for hele salen, men jeg stod personligt i et område med lystig joint-optænding, hvilket muligvis har bevirket, at dele af hallen ikke var specielt fysisk aktive. Det betyder dog ikke, at de ikke var med rent mentalt, og det var også som om, tågen efterhånden lettede og lod der være mere plads til luft og smittende danse-adfærd publikum imellem.
Der var denne aften lagt vægt på bandets dynamiske numre, men for mange af Vetos numre er det karakteristisk, at de har en sær underliggende energi. Numre, der lægger blidt ud, munder altid ud i en mere tempofyldt version, men selv under den rolige start aner man en latent energi, der blot venter på at slippe ud. Generelt skal Veto have ros for at blande forskellige (og hvad nogen vil betegne som modsatrettede) elementer i deres lydlige univers. Aftenens koncert var en blanding af rå, mekanisk minimalisme og blød, frodig, organisk lyd, der blev kastet ud nogenlunde lige fordelt mellem bandets tre fuldlængde album. Det rå udtryk blev primært leveret gennem tyngende trommer og rå, maskinelle riffs, som man kunne høre på bl.a. “Spun”, “Already Ready” og “You’re Hard to Get”. Det lidt rundere udtryk kom primært ud gennem stille sange som “Duck, Hush and Be Still” og “We Are Not Your Friends”, hvor Troels Abrahamsens klare, lyse vokal smukt og præcist ramte de høje toner, der stod frem som et næsten glorificeret øjeblik. Der var til tider noget støj i lydbilledet, men de øjeblikke var i undertal, og aftenens samlede optræden gjorde det let at se hen over dét samt små vokalfejl, fordi aftenen overordnet set var en overskudspræstation.
