Puppetshow er et produceralbum af den erfarne, danske producer Søren Pris – undet aliasset Sir Gade. På albummet har Sir Gade forsøgt at puste nyt liv i amerikanske undergrundsnumre af branchens ypperste. Udvalget er enormt smagfuldt og tæller blandt andre Rhymesayers-duoen Felt, Sleep fra Oldiminion/Chicharones, Strange Famous’ andenfyrste B. Dolan, JMT’s onde Vinnie Paz og Definitive Jux-lejrens fineste i form af både El-P, Mr. Lif og Aesop Rock. Kort sagt: Næsten alle de store hiphoplejre er repræsenteret.
Et blik på tracklisten får ganske enkelt hjertet til at slå et par takter hurtigere, så selvfølgelig har Sir Gade noget at leve op til. Man kan simpelthen ikke lade være med at sammenligne med originalerne, hvilket bestemt ikke altid er til Sir Gades fordel. Havde han valgt nogle mere beskedne kunstnere at lægge lyd under, havde fejlskudene måske virket så ærgerlige, som de reelt set gør, når Sir Gade bytter plads med Atmospheres Ant og leverer syntetiske rodebunker på Felts ”Life Vegas”. Man kan drage masser af paralleller mellem Sir Gades remix og Felt 3-albummets produktioner, hvor Aesop Rock sad bag instrumentbrættet. Den sammenligning burde give et tydeligt billede af lyden: Alt for mange unødvendige computereffekter og alt, alt for mange krigsspilsassociationer. Det kan i sig selv være fint nok, men for Murs & Slug, der tilsammen danner Felt, er den stil en slem forbier. Ligeledes er Sleep & Masta Ace-nummeret ganske overflødigt. Det vælter rundt, og sangen er faktisk fuldstændig ødelagt. Selv Sleeps sædvanlige fængende levering usynliggøres af de tamme trommer og de dominerende effekter, der lyder komplet tilfældige.
Heldigvis viser Sir Gade, at han er en utrolig alsidig producer, hvis lyd ændrer karakter hele tiden. På Sole & Jared Paul-nummeret ”My President (Is Black)” skyder Sir Gade virkelig med skarpt. Nummeret er forvandlet til en helstøbt, melodiøs hiphopbanger, men det betyder selvfølgelig også, at det samme loop gentages konstant – ingen forandringer, hvilket remixet egentlig godt kunne have tålt. Det er også et meget atypisk træk fra Sir Gade, der ellers virkelig nyder at give de tre-fire minutter godt med variation.
Allerbedst bliver det på Noah23’s ”Sea of the Infinite Wave”, hvor Gade har hevet trompeter, fløjter og stemning ind over det hele. Der skiftes hele tiden ud i instrumenter og tempo, så det passer perfekt til rappens sommetider sygelige hastighed. Sir Gades jazzede version af nummeret er længder bedre end originalen, hvis produktion slet ikke har samme dynamik. Ren triumf. ‘Triumf’ synes også at være det mest passende ord at forbinde med B. Dolan’s ”Economy of Words (Bail Me Out)”. Her har Sir Gade sandelig fanget essensen af en fyr som Dolans potientiale. Den højtravende stemning og de rå altoverskyggende trommeprogrammeringer er som skræddersyet til B. Dolan. Det fungerer rigtig fint, og jeg ville uden tøven kunne se produktionen sidde lige i skabet på B. Dolan-albummet Fallen House, Sunken City, hvor nummeret stammer fra. Dét album er produceret af Alias, hvis produktioner på pladen er meget lig Sir Gades. På den måde tænker Gade ikke ligefrem uden for boksen, men ikke desto mindre er remixet lige i øjet.
Samlet set har albummet både sine opture og nedture. Der er en del halvligegyldige skæringer, hvor Sir Gades lydbilleder er helt anonyme. Dog leverer Sir Gade en god sjat kvalitetsproduktioner, men så igen; man kan ikke lade være med sammenligne med rappernes originale produktioner. Og i sammenligningsprocessen går det op for én, at der i de fleste tilfælde egentlig ikke er nogen legitim grund til, at man skulle sætte Sir Gades remix på i stedet.
