Allerede under opvarmningen til Michael Møllers koncert lægger jeg mærke til adskillige tudende publikummer. Fra Lille Vegas første sals altan til min fuldvoksne skovmandsskjorte-nabo, så lader de saltvandet glide ubesværet og uden at skjule det synderligt. Grunden er naturligvis, at 1) Michael Møller varmer op for Michael Møller og 2) Michael Møller er en jævnt fantastisk sangskriver og (især) sanger.
De uforløste kærlighedsfortællinger fra især majprojektet A Month of Unrequited Love glider fra scenen og ned til de både mange og modtagelige fremmødte som et hjerteligt kram mellem venner. Og naturligvis er rumklangen på især vokalen så stor, at det til tider næsten synes patosfyldt og dramatisk. Det fine ved Michael Møllers musik er dog netop, at hvor den tenderer det overgjorde så mange steder, så bliver den hverken klichefyldt, for meget eller patetisk nogen steder.
Da Michael Møller er færdig med at varme op for Michael Møller med akustiske versioner af nogle af de ulykkelige kærlighedssange plus a cappella-åbneren “These Days Are Cruel and Long”, får han selskab af seks andre musikere med både symfoniske og rytmiske instrumenter – deriblandt fine og dumpe trommer. Især trompetistens tilbageholdte spil sidder virkelig lige i skabet, og musikerne formår at matche Møllers sangskrivning og indspilninger, selvom vægten primært lægges på de mere afdæmpede og stille numre. Og det er skam også fint nok, når lyrikken de fleste steder er så sarkastisk og velskrevet som på f.eks. åbneren fra A Month of Unrequited Love, “The Birth of a Song”. Møller synger blandt andet »I just want to thank you for leaving my life/for drinking myself into pieces/I just want to thank you for making me cry/full of self pity that no alcohol ceases…«, og så går det ellers slag i slag derfra.
Michael Møller havde mildest talt mange venner blandt publikum og efterhånden fik han besøg af endnu flere på scenen. Først Jannis Noya Makrigiannis, der udlåner vokal og guitaregenskaber til den Frank O’Hara-betitlede “In Memory of My Feelings”. Jo egentlig en ganske forudsigelig countryagtig balladeting, men både på trods af titlen og de ellers ret jævne strukturer et virkelig vellykket nummer. Møllers musik bliver nemlig aldrig ynkelig eller så følelsesfuld, at det bliver kvalmende eller for meget. Jacob Bellens’ gæsteoptræden indtræder formentlig som aftenens højdepunkt, hvor der næsten ikke kan være mere cuteness i Lille Vega. På nogle af sine tidligere koncerter har Møller skullet synge de sange, som han har fået sine sangvenner til at synge, og Bellens var den sværeste at ramme, fortæller han fra scenen. Christian Hjelms karakteristiske vokal kan da heller ikke have været nem at matche, og han synger som den sidste i rækken af de tre gæstesangere. Da de har forladt scenen, tror man ikke, der kan strømme mere kærlighed gennem lokalet, men nej, der tager man fejl. For det er kun Møllers musik, der indeholder uigengældt kærlighed, og han er umådeligt glad for sine venner på scenen, så glad, at han næsten også begynder at græde, da han endnu en gang takker dem. Publikum ved, hvordan det føles. De tuder også.
Michael Møller er en mand med gode venner. Både på scenen, blandt publikum og sågar lydmændene, hvor en af hans gymnasiekammerater har lavet lyd, fortæller han. Han ligner i øvrigt Michael Møller forbløffende meget, så meget, at han i deres fælles gymnasietid blev forvekslet med Møller af kantinedamerne og således fik serveret Møllers “det sædvanlige” – en fyldt croissant.
