Tuusanuuskat udgøres af to af Finlands for tiden mest markante musikalske personligheder, begge med stærk tilknytning til selskabet Fonal. Selskabets stifter Sami Sänpäkkilas udgivelser under navnet Es har budt på en ambient, neo-klassisk og minimalistisk informeret musik, der medbringer Terry Riley og Brian Eno til et melankolsk univers af båndmanipulation, orgelimprovisationer, dronede lydflader og elektronik, som fremstår melodisk og langtrukkent holdt op imod det andet medlem Jan Anderzéns ofte hektiske, fragmenterede lydforvirring.
Anderzén, der – med hvad, der for festivalen var en efterhånden usædvanlig modig booking – spillede på årets Roskilde under et af mange aliaser, Kemialliset Ystävät, har igennem mange års tro tjeneste i den finske undergrund udviklet en aldeles egensindig lyd, der egentlig ikke varierer stort fra, hvad end han udgiver under ovennævnte navn eller senest som Tomuttontu (der betyder noget i retningen af ‘støv-ånd(/-alf/-nisse)’. Hans musik er oftest et komplet rundtosset væld af analogt medtagne, cyklisk hakkende og hvirvlende lyde, båndstøj, skramlen, klagen, klirren og fra tid til til anden disharmonisk minimale melodier, der fremmaner flimrende billeder af beskidte åndevæsner i en vanvittig, manisk fejring.
At Anderzén kan frembringe en så ubestrideligt besjælet musik af et på overfladen så ødelagt arsenal af musique concrète-klingende lyd – der i ren og skær fremmedartethed minder mere om Conrad Schnitzler eller Karl-Heinz Stockhausen end den syrefolk, han typisk bliver slået i hartkorn med – er hans helt store kvalitet og det, der lader ham fremstå som en komplet unik skikkelse, selv i Fonals katalog af egensindige outsidere.
Et fællestræk ved begge, og ved Fonals udgivelser over en bredere kam, er den naturmetaforik, som er nærmest umulig ikke at lytte ind i kunstnernes musik: Alt klinger som af en dyb rodfæstelse i den finske natur, i skovene og sneen og søerne og bjergene. Måske i virkeligheden meget lig den måde, Tove Janssons forfatterskab er umuligt at adskille fra naturen, folketroen og det væld af væsener, der befolker den.
At duoen har valgt at navngive deres projekt (der i øvrigt er benådet med et af de mest cool stykker psykedelisk coverkunst længe set) Tuusanuskat, giver god mening. Det betyder nemlig noget i retningen af ‘i tusind stykker’, og netop sådan lyder den collageprægede musik, de to frembringer over pladens fem gange “Tippa” (tur, rejse): Knust, fragmenteret, kalejdoskopisk, væltet, knækket og mere end en smule søsygt.
Ikke desto mindre er det en fantastisk musik, der flyder fra de tos notorisk idiosynkratiske hænder. En rundtosset, spøgelsesagtig skønhed flyder uimodståeligt igennem pladens overflod af forvitrede, subliminale sirener og krydsklippende, psykedeliske vævninger af ren, fremmedartet lyd: Fortabte tone- og rytmefragmenter, skingre orgel-ostinater, skratten og kradsen, fejlbehæftede mønstre og decentrerede loops udgør hovedbestandelen af en plade, der momentvis befinder sig på grænsen til overhovedet at være musik (i hvert fald hvis man da er af den holdning, at der skal herske en vis orden i lyden og så at sige kunne findes hoved og hale i det, der kommer ud af højtalerne, for at det kan kaldes for ‘musik’).
Nääksää nää mun kyyneleet åbner med, hvad der kunne være lyden af en billig guitarforstærker på nippet til at brænde helt sammen eller en elektrisk forstyrrelse i et kredsløb, der kontinuerligt feeder tilbage til sig selv og bringes nærmere og nærmere til randen af udslettelse. Det lyder næsten som starten på Peter Brötzmanns ikoniske ”Machine Gun”, inden der klippes bort til fordel for en overordentligt Es-klingende, flimrende synthklang, der langsomt udbygges med vildtvoksende feedback-forvridninger og sitrende orgeltoner, indtil der over de første to skæringer er opbygget en ubestemmelig fortættet ursuppe, der langsomt som lava flyder umærkeligt igennem teksturelle faser fra det klippesolide til det så godt som fordampede.
Det er denne musikalske substans af arytmiske toner og spejlede brudflader, der manipuleres til stigende og faldende intensiteter over pladens blot 36 minutter, og det er netop i de ustandselige transitioner, at pludselige blik ind i og glimt af en egentlig musikalsk kerne lader til at åbenbare sig; som om der spilles uden om den mening, der i stedet konstant forskydes og forskubbes og kun fremstår tåget og altid i periferien af synet. En musik konstant i frembringelse, kommende til syne.
Alligevel er der en kontinuerlig bevægelse fra pladens voldsomme, noise-lydende indledning til en lysere og mere udflydt flimrende, men ikke mindre viskos karakter, hvor flokke af små orgelmelodier konstant er som på nippet til at begynde at synge. Mod slutningen (størstedelen af ”Tippa #5”) overtages kaosset gradvist af uendelige klange på baggrund af en egentlig rytmisk figur, der viltert filtreres rundt i lydbilledet, og et øjebliks pludselig klarhed får alting til at fremstå strålende – som regndråber i solskin set igennem farvet glas – og fyldes af overvældende, sublimt snublende skønhed, der på overrumplende vis sætter hele pladen i perspektiv og gør den ikke bare forståelig, men på sin vis logisk i sin perfekt afmålte bevægelse.
Dog er det langtfra logisk musik i gængs forstand. Måske kan Tuusanuskat snarere siges at befinde sig et sted hinsides logik, i et naivistisk, rigt besjælet univers af ubestemmelig og dybt psykedelisk metafor og følelse, der er svært beskrivelig som andet end tektonik, lys og masse.
Det er således næsten umuligt ikke at høre Nääksää nää mun kyyneleet som en musik med naturen som eneste egentlige referenceramme; som en fantastisk, biomimetisk musikalsk manifestation af udfoldelser af ren, utæmmet naturkraft, som skyer af elementarpartikler og energi, der konstitueres til glimtende himmellegemer, eller de alkymistiske strømme af klorofyl og plantesaft, der anes bag træers bark. Eller find selv på flere.
Det er kort sagt en temmelig fantastisk plade, de to har begået. Sær, støjende, genstridig og på grænsen til at udslettes i bar fri, kaotisk udskejelse, men også decideret smuk og irreducibel i al sin halsstarrige insisteren. Selvlysende instrumentalmusik for sfærerne og kvælstofkredsløbet.





