Artikler

Undertonetank: Ambient uden fodformede sko og solhilsen – en rockist taler ud

Ifølge Google Translate betyder ambient ‘omgivende’. Men det kan vel siges om meget musik. Det mener Kim Elgaard Andersen også, og her giver han nogle eksempler på plader fra i år, der har omgivende effekt.

Therapy?: Infernal Love (1995)

Da jeg var teenager, kunne jeg ikke få musikken aggressiv og hurtig nok. Jeg var rastløs og urimeligt negativ som mange andre teenagere. Punk og metal var den selvmedicinerende dosis, jeg indtog for at dulme mine forestillede smerter. Al musik, der var stillestående, kunne irritere mig grænseløst. I hvert fald hvis det ikke fløj over i et forløsende vredesudbrud, man kunne kaste sin krop rundt til. Mit første møde med ambient må have været på Therapy?’s Infernal Love (1995), hvor der tit var stemningsfulde mellemstykker til at binde sangene sammen. Det var ikke det teenage-frustrerede poppunk-mestrende Therapy?, jeg kendte, og skuffelsen var omend ikke total, så i hvert fald mærkbar. I dag virker den plade retrospektivt tværtimod som en modig og ret fremsynet plade. Et major label-rockband, der forsøgte at formidle elektronisk musik til masserne. Fem år efter gjorde Radiohead det samme.

Med alderen er jeg blevet mere positiv stemt over for ambient. Det er sådan noget, der sker, når man begynder at ligne en voksen og hade livet lidt mindre. Men jeg har det stadig svært med genren i sin mest rendyrkede form. Dvs. når den er allermest elektronisk og naturelskende. Pædagog-positiv og fredfyldt i sjælen. Den skal stadig ruske lidt, den må gerne være mørk, den skal helst støje lidt. Ja, faktisk må den gerne være rastløs.

Ambient da

Det var ikke den oprindelige idé med ambient. Det er jo en gammel genre, der stammer helt tilbage fra Erik Saties dadaistisk-inspirerede møbelmusik, som – indrømmet – lyder smukkere på Saties modersmål fransk: Musique d’ameublement. Brian Eno arbejdede videre med idéen og gav genren sit navn. Hans intention var, at den slags musik både skulle kunne blive ignoreret og lyttet til aktivt. Det er også sådan, jeg bruger den, men for at den aktive del skal kunne fange mig, bliver der nødt til at ske noget i lydbilledet, og teksturerne skal være gennemarbejdede. Det er Brian Enos sådan set også, men hans ambientplader er alligevel lidt for tro mod sin oprindelige idé til, at jeg for alvor kan komme op at køre over det. Lidt må det altså gerne forstyrre, selvom det er baggrundsmusik. Jeg er en hel del mere til krautrockens ambient-lænende rock, som den blev skabt af Ash Ra Tempel, Cosmic Jokers, Cluster, Tangerine Dream, Popol Vuh og af de forskellige medlemmer under egne navne. Deres musik har en fremdrift trods repetitionen og lader synthtoner fise i forskellige retninger. Det er dynamisk, uden at musikken bliver energisk.

Det var nok gennem postrocken, jeg lod mig begejstre af den slags udtryk først, og Labradford er og bliver en særlig yndling i disciplinen. De formår som få at skabe stemningsfyldte malerier, der ikke forestiller noget, hvorfor ens egen forestillingsevne kan få frit spil. Tankerne bliver sendt på naturflotte vandreture, der spirer ny energi og nye ideer, fordi øret fyldes med inspirerede toner. Labradford er ypperlige til at skabe de lydmalerier.

I den mere rastløse afdeling findes en hel flok af kaotiske kunstnere, hvis musik der vel næppe er nogen, som vil kalde ambient, men den har alligevel ambiente kvaliteter. Af helt gamle ting kan jeg ikke lade være med at tænke på Destroy All Monsters, der var en samling kunstskolestuderende, som kastede sig ud i en desperat og rodet form for musik. Mest af alt lyder det som en flok mennesker, der har barrikaderet sig i en bunker i 70’erne i troen på, at atomkrigen er brudt ud, hvorfor de udsender paranoide radioudsendelser i håb om at komme i kontakt med overlevende. Samtidig fylder de æteren med hjemmerullet lyd, selvom de intet begreb har om at skabe musik, men det er den eneste måde, de kan skabe energi til deres generator. Bandet kaldte fornuftig nok deres musik ‘anti-rock’, selvom de senere i deres karriere havde prominente rocknavne som Ron Asheton (Stooges), Michael Davis (MC5) og Roger Miller (Mission of Burma) forbi. Samme kaotiske stilstand finder man hos flere af New Weird America-bandene. Især Pelt skaber de her ringlende tårne, der ikke rokker sig en meter, men også Jackie-O Motherfucker har i deres sumpede americana-misforståelser nogle smukke ambiente øjeblikke.

Ambient nu

Ambient kan for mig have mange udtryk, og i år har jeg haft held til at finde en del gode eksempler på ambient, der nok ikke nødvendigvis vil blive kaldt ambient af genrerytterne. Det handler ikke så meget om musikalske særkender som om en overordnet fornemmelse i musikken.

Demdik Stare: Triptych (2011)

Noget af det første, jeg fandt frem til i år, var Demdike Stares trilogi bestående af Forest of Evil, Liberation Through Hearing og Voices of Dust, som egentlig udkom sidste år som limiterede lp’er, men fik en samlet genudgivelse i år under titlen Triptych. Demdike Stare er en duo fra Manchester, og deres musik er egentlig en meget mørk form for minimal techno. Ikke så langt fra Wolfgang Voigts respektindgydende Gas-projekt. Det, der for alvor gør projektet stærkt, er de endeløse tunneler af mørke beats med døre ind til stemningsfyldte korridorer, hvor hengemte samples fra mellemøstlige plader ligger og gærer. Det er formidabelt opbygget, pladen er perfekt produceret, og det er aldrig til at vide, hvornår tunnelen skifter retning, og hvad tunnelen så er beklædt med. Absolut en af årets vigtigste opsamlinger/genudgivelser.

Af de mere usædvanlige ambientlignende udgivelser, jeg er stødt på i år, er Oneidas Absolute II. Usædvanlig, fordi Oneida normalt laver støjende psychrock. Udgivelsen er afslutningen på deres Thank Your Parents-trilogi, som jeg aldrig rigtig har fattet, hvad går ud på. Især fordi den forrige udgivelse, Rated O, var en trilogi i sig selv med tre højst forskellige plader. Selvom de har været kraftigt influerede af krautrock i trilogien, er det alligevel overraskende, at den sidste plade skulle være helt uden Kid Millions’ trommespil. Ikke, at krautrock som sådan mangler rytmer, men de mest ambient-inspirerende plader mangler netop beats. Fraværet af et beat forekommer mig at være et væsentligt træk ved ambient. Dermed står fire dronede kompositioner, som bevæger sig minimalt, tilbage, men alligevel fascinerer de med deres lydbillede af summende toner, underjordiske basrumlerier og knitrende lydflader. Det viser kun, hvor talentfuldt bandet er, at de kan brede sig så vidt, og samtidig lykkes med deres eksperimenter. Imponerende i betragtning af, at de startede ud som et fyrigt opkog af The Seeds, MC5 og Blue Cheer.

Et af de albums, der har imponeret mig allermest i år, også i konkurrence med ikke ambient-lænende albums, er Tim Heckers Ravedeath, 1972. Her er der i hvert fald ingen kvalmende samples af bølgeskvulp eller andre naturromantiske klichéer. Det er mørkt og støjende, komplekst og bagovervæltende. Store støjflader, der hakker i sovsen, drukner sporadiske toner af et klaver, der er væltet ned af trapperne lidt for mange gange. Albummet er produceret helt ned under et muddertæppe, som musik der er langt væk, om det så er fysisk distance eller gemt i hukommelsen. Det udvikler sig hele tiden, men ikke nødvendigvis mod mere støj eller klimakser. Mere som et udefineret marsklandskab med uberegnelige tuer stikkende op og mosehuller at falde ned i. Sublim ambient for rastløse sortseere.

De fleste ambientplader er optaget lyd, der er manipuleret og fiflet med. Ambientmusikere er i sagens natur også producere. Men ikke Colin Stetson. Han er jazzmusiker og en ret suveræn af slagsen. Han har specialiseret sig i en cirkulær blæseteknik, der giver ham mulighed for at lave dronelignende sax-flader. Således også på sit seneste album, New History Warfare vol. 2: Judges, som er optaget live i et take uden overdubs eller loops, som han praler med i covernoterne. Det ville jeg nok også gøre, hvis jeg havde de evner. Ét er, at bedriften er imponerende. Vigtigere er det, at det skaber nogle fascinerende lydlandskaber med disse minimalistisk inspirerede, repeterende saxtoner, der bølger af sted med små, herlige variationer. Selvom jeg er stor fan af Laurie Andersons blødt talende stemme, så er hun næsten en distraktion i de par numre, hvor hun optræder. En forstyrrelse af Stetsons hypnotiserende tour de forcer. En højst usædvanlig tilgang til instrumentet og genren.

Æthenor: En form for blå (2011)

I den rastløse afdeling er jeg blevet ret glad for Æthenors En form for blå. Æthenor består bl.a. af Ulvers Kristoffer Rygg og Sunn O)))’s Stephen O’Malley, men der er absolut ingen metaltendenser i musikken. Tværtimod henviser titlen ikke kun til, at pladen består af live-optagelser fra Det Blå Rum i Oslo, men også til Miles Davis’ A Kind of Blue. Dog er musikken mere inspireret af Davis’ senere elektriske periode, måske især In a Silent Way, uden man dog skal forvente noget, der lyder ligesådan. Det er improviseret jazzrock fuld af stemning og tekstur. Det rumler, buldrer og brager, men djævelen slippes aldrig løs. Han lurer kun i skyggefulde kroge, og det er netop denne subtile, slumrende tilstedeværelse, der gør pladen til en glimrende, omend noget urolig ambientplade.

Til sidst fortjener Mark McGuire at blive nævnt. Den evigt arbejdsomme guitarist fra Emeralds har to udgivelser på samvittigheden i år. Den ene er opsamlingen A Young Person’s Guide to Mark McGuire, hvis titel nikker mod King Crimsons opsamling af samme navn, selvom McGuire er noget mere inspireret af krautrockguitarister som Michael Rother og Manuel Göttsching. Den samler en masse sange fra de utallige cd-r-udgivelser, han konstant smider på gaden (det kan godt være en fem-ti stykker om året). Dermed bliver de bedste numre tilgængelige for dem, der ikke har været hurtige nok til at samle op i tide. Det er en fremragende opsamling, der viser, hvor smukt McGuire fører arven videre fra sine forbilleder og sætter sin egen signatur. Numrene har en meditativ og kosmisk tone, som forbillederne også excellerede i. Det er simpelt bygget op og nærmest melodisk, hvilket jo ellers ikke er et element, ambient ellers gør sig så meget i.

Den anden udgivelse, han har smidt på gaden, er helt ny og hedder Get Lost. Den er meget velkomponeret og er en betagende sammensmeltning af lyriske guitarpassager spillet på både akustisk og elektrisk forstærket guitar med ekstra hjælp fra hans guitar-synthesizer. Smukkest er det, når temaerne bygger op, og han lader sit solospil slæbe elektriske udladninger efter sig i et farverigt og udsvævende spor. Men det er også mere komponeret og mangler den umiddelbarhed, der er de ældre optagelsers styrke. Til tider bliver det næsten for sukkersødt og egner sig derfor bedst til, når du ligger helt lykkelig på sofaen sammen med den udkårne, frem for når hun har forladt dig, og køleskabet er tomt. Så ville jeg nok hive Ravedeath, 1972 frem.

Ambient er en uterlig størrelse, og det er vel heller ikke meningen, at genrer skal være begrænsede. Musik er heldigvis alt for eventyrlysten til, at den altid kan indfanges i ét præcist ord. Det er den musik, der overrasker og bryder reglerne, som er sjovest. Sådan er det i øvrigt også i mange andre af livets facetter. Der er jo ingen, der ser ‘skrankepave’ som et plusord.

Leave a Reply