Shearwater: Animal Joy

Shearwater er af flere anmeldere blevet betegnet som atypisk for sin tid og endda for sin genre. Med album som Palo Santo (2006), Rook (2008) og The Golden Archipelago (2010) har Texas-gruppen stilet efter et særpræget ekspansivt og favnende udtryk, der ligger langt fra den minimalisme, som kendetegner mange af gruppens samtidige.

Shearwaters seneste album, Animal Joy, er ingen undtagelse. Albummet rummer en styrke og en næsten primitiv urkraft – et indtryk, som ikke mindst pladecoveret med to enorme kattedyrspoter, der bevæger sig frem imod beskueren, bidrager til. I titlens ånd står også albumhæftet i dyreverdenens tegn med fotografier af hyæner, aber, geparder og antikke tegninger af hunde, ligesom selve cd-skiven er mærket med en rød, fabellignende fisk. Naturmetaforikken er så tæt – ikke blot i kraft af fotografierne, men også på grund af tekstarbejdet og lyden, der gennemstrømmer albummet.

Fra et musikalsk synspunkt finder vi som på gruppens tidligere album Jonathan Meiburgs unikke stemme, den særprægede falset og den storladne Shearwater-klang og -temperament, der gør albummet til en efterfølger i rækken af deres tidligere udgivelser. Alligevel er Animal Joy sit helt eget projekt. Med Gaffas ord: ‘Alt er ved det gamle, og alt er nyt på Animal Joy.’

Animal Joy har som de tidligere album en karakteristisk 70’er-/80’er-klang over sig, der fører tankerne på navne som Richard og Linda Thompson og R.E.M. Fra nyere tid er det navne som Wild Beasts, Iron & Wine og – pga. Meiburgs karakteristiske falset – Fleet Foxes, gruppens udtryk kommer nærmest. De 11 numre er – med få undtagelser – hver især hits, der kalder på at blive lyttet til igen og igen, ikke mindst fordi de er så genremæssigt ubestemmelige og bevæger sig fra pop til rock til folk og omkring et utal af andre mere brogede genrer, som kun lige strejfes, før albummet bevæger sig videre ad nye spor. Det er imponerende lyrik, kompositionsarbejde og musikalsk udførelse. Meiburgs røst, der bærer albummet formidabelt, ledsages af de øvrige bandmedlemmer, der har været med i gruppen fra starten: Kimberly Burke på bas og Thor Harris på trommer samt øvrige gæstespillere på bl.a harpe, saxofon, klarinet og percussion.

“Animal Life” skyder albummet i gang, og som lytter er man, fra første gang Meiburgs stemme melder sig, solgt til det univers, Animal Joy repræsenterer. Det er højt tempo, smukke passager og en paradoksal blanding af på den ene side enkelhed og lethed i struktur og vokal og på den anden side en fylde og storhed i klang og tekst. Kendetegnende for samtlige numre er den lag-på-lag-effekt i opbygningen, der fra det simple og gradvist gennem det pulserende høje beat bevæger sig frem imod det favnende udtryk, som beskriver hele albummet. Med Meiburgs brug af falset og flerstemmighed får sangene et forfinet, næsten aristokratisk præg, der kolliderer med det øvrige rå og brutale udtryk – som et møde mellem menneskelig civilisation og dyrisk primitivitet.

Animal Joy rummer også en smuk melankoli og nostalgi, som mærkes i numre som “You as You Were”, hvor klaveret udfolder sig og løber gennem nummeret som den flod, der synges om. Andre steder er udtrykket truende dystert i sange som “Insolence” og “Open Your Houses”. Der er noget stærkt livsbekræftende over albummet – en dybde og en skønhed, der i enkelte numre, særligt “Run the Banner Down” og “Believing Makes It Easy”, er så stor, at den er svær at rumme. Det er sange, man næsten ikke kan holde sig fra at sætte på repeat.

I et par tilfælde (“Immaculate” og “Pushing the River”) lykkes det ikke at fastholde resten af albummets usammenlignelige storhed, og her tenderer Shearwater i stedet imod et mere intetsigende, ensformigt teenage-agtigt udtryk, der modsat de øvrige numre ikke lader plads til nuancerne. Men bortset fra dette er Animal Joy et album, der kommer omkring hele følelsesregistret og fra første nummer sætter sine klør i lytteren uden at have i sinde at slippe igen.