Plader

Kala-OK: Reminiscense of a Bodily Blues

En-mandsprojektet Kala-OK, skabt af Kristian Mondrup, tager dig gerne med på en rejse, hvis du er klar til at tage med.

Tambourhinoceros har fået en ny elev i klassen. Han hedder Kristian Mondrup og er manden bag Kala-OK, der tidligere var kendt som Kala’oukei.

Det kan være svært at finde sin plads i en ny klasse, det tror jeg, mange kan skrive under på, og når klassen er så velfungerende, som det er tilfældet med Tambourhinocerus, kan det være ekstra vanskeligt. For at passe ind her må man holde et meget højt og kompromisløst kunstnerisk niveau. Tænk bare på klassens øvrige elever: Thulebasen, 4 Guys From the Future, Treefight for Sunlight og flere andre, som alle indbyder til ærefrygt.

Kristian Mondrup gør sig imidlertid fortjent til at blive en del af dette fine klassefællesskab, for det er en god og helstøbt plade, han har lavet. Stilmæssigt befinder han sig da også i samme psychinspirerede boldgade som de ovennævnte bands, og når han samtidig har fået hjælp til vokalerne af blandt andet klassekammeraten Christian Rohde Lindinger fra Treefight for Sunlight og Nikolai Koch, tidligere medlem af Oh No Ono og Choir of Young Believers, så vil overgangen måske blive knap så vanskelig.

Han må i hvert fald siges at være kommet godt fra start, for pladens fjerde skæring, “Stars Are A Sailing”, sunget af hans kinesiske kæreste Shiyuan Liu, har i flere uger toppet Det Elektriske Barometer. Nummeret er en vuggevise, som Mondrup skrev som trøst til sig selv, da kæresten befandt sig på den anden side af jordkloden. Så havde han i det mindste hendes stemme at lytte til, når ensomheden kom krybende.

Der er ingen tvivl om, at nummeret passer godt til stemningen i radioprogrammet, idet det emmer af længsel og er stærkt associationsskabende. Man føres ganske enkelt ud under åben himmel på en stjerneklar nat. I starten syntes jeg, det var charmerende, at Shiyuan Liu med stærk accent sang decideret falsk visse steder, men efter et par gennemlytninger bliver det lidt belastende at lægge øre til. Lige artsy-fartsy nok og ikke et af albummets højdepunkter.

Hvis jeg derimod skal nævne et par højdepunkter på albummet, er det f. eks. nummeret ”Bodily Blues”. Her fornemmes et tydeligt vokal- og melodimæssigt slægtskab med Damon Albarn. Nummeret er bygget op omkring en dekonstrueret orgellyd, og i det fængende omkvæd kommer de bevidst slaskede trommer på. Også det afsluttende nummer “Weeds” fanger min interesse, idet det i dets improvisatoriske struktur minder lidt om ”The End” af The Doors. Det slutter albummet fint af.

Men egentlig er det slet ikke de enkelte numre, der er den helt store styrke ved Reminiscense of a Bodily Blues. Det er derimod sammenhængen numrene imellem, der skinner igennem fra start til slut. Pladen fremstår som et samlet værk, som man skal høre i sin helhed. Det glæder jo en nostalgiker som mig, der i en tid, hvor mange downloader enkeltnumre fra Itunes, stadig insisterer på at købe hele albums og helst i en pladeforretning.

Tillad mig – for at anskueliggøre min pointe – at beskrive de første fire numre og deres sammenhæng: Der lægges ud med det 60’er-psykedeliske nummer “Misbelieve Me”, der pludselig brydes ned, og langsomt ledes vi over i “Boy Monk”, der med et tremologuitar-tema skaber en dyster stemning. Langsomt fader dette nummer ud i en tromme-outro, og vi guides ind i det tredje nummer, “Intermezzo”, som giver én følelsen af at blive skyllet igennem en kloak. I fjerde nummer ender vi så ud med at være under åben himmel med ”Stars Are A Sailing”.

Ja, man kan nemt blive taget med på rejse med musik som den, Mondrup har lavet. Man skal dog være klar over, at det kræver, at man er klar til at give lidt af sig selv. Man får ikke det hele foræret, men må tværtimod være indstillet på at investere en del for at få det optimale udbytte. Men så er det også det hele værd.

★★★★½☆

Leave a Reply