Plader

Spektr: Personetics

Spektr markerer sig kraftigt med en nyfortolkning af 60’ernes surfmusik. Ikke blot er musikken opdateret, men udvidet med flere elementer, der gør, at gruppen formår at modernisere en genre, der netop har brug for nytænkning.

Første gang jeg lyttede til Spektr, kunne jeg med sindsro sige til mig selv, at jeg aldrig tidligere havde hørt noget lignende. Jeg havde hørt elementerne før, men sammensætningen var ny. Spektr er nemlig, hvad man i mangel af bedre kan kalde ‘retro-futuristisk’ – i hvert fald ifølge eget pressemateriale. I dette tilfælde passer det glimrende med den oplevelse, man får, når man sætter sig for at lytte til albummets 12 kompositioner. Ja, kompositioner – ikke sange, for det her minder mere om et soundtrack end et regulært album.

Vi befinder os i et futuristisk univers inspireret af surfmusikken fra 60’erne. Det er, som om denne lidt hengemte genre får nyt liv og nye klæder af Spektr, der ikke er bange for at inddrage moderne synthbaseret lyd sammen med deres originale udgangspunkt. Så vi har synths, surf og elementer fra rockmusikken serveret i en moderne indpakning. Som en kombination af Dick Dale, Devo, Faith No More og soundtracks til obskure sci-fi-film. Det er en potent blanding, men det lykkes faktisk at skabe en særegen stil, der ikke umiddelbart minder om andet på den danske scene – eksisterende surf-bands taget i betragtning.

Der er noget kaotisk over hele albummet. Faktisk kan nogle kompositioner være anstrengende for ens psyke at lytte til. De går én på nerverne, hvilket jeg tror er intentionen. Deres skizofrene præg er svært at kapere i store doser, og de kan virke som en båndsløjfe gået i et evigt loop. Heldigvis er det mest korte intermezzoer, der besidder disse karakteristika, og albummet indeholder masser af interessant materiale, der er knapt så særegent.

Mine favoritter på albummet var “Hybrid Heroes” og “Personoid”, der er tættere på rockmusik end andre af pladens numre. De lyder som et perfekt soundtrack til en film med en psykedelisk billedflade, og de er både dragende, let hypnotiske og med en gennemgående udvikling og melodi. Det sjove ved albummet er, at man skifter fra de tidligere nævnte særegne, skizofrene kompositioner og til pågående rockmusik. Bandet viser her, at de spænder vidt og mestrer flere genrer. Specielt rytmesektionen er virkelig pågående og ligger helt fremme, hvor den driver kompositionerne fremad. Brugen af de eksotiske og mellemøstlige skalaer, som er kendetegnende for megen surfmusik, giver også melodilinjerne et eksotisk præg, der er med til at give hele albummet en gennemgående stil, hvor der veksles mellem det drømmende og det maniske.

Det er musik, der deler vandene. Enten vækker det interesse og skaber billeder på nethinden. Eller også skaber dets vekslen uro på de indre linjer og får lytteren til at falde fra i forsøget på at finde en tråd at følge. Det virker forkert at kritisere et album som dette for at være fragmenteret, for netop i dets maniske skiften mellem sindsstemninger, tempo og lyde findes dets særkende. Det er lykkedes at skabe et album, der emmer af stil, og hvor mantraet ‘style over essence’ fra glamrockens glansperiode giver mening i dette tilfælde. Ikke som noget negativt, men som et eksempel på, at musik ikke altid behøver at have f.eks. en samfundskritisk funktion, men blot kan eksistere i sin egen ultracool verden.

★★★★☆☆

Leave a Reply