Plader

Friends: Manifest!

Skrevet af Durita Dybczak

Brooklyn-bandet Friends sætter gang i gadefesten med deres debutplade, som både er funky og cool på den helt afslappede og ubesværede måde.

Brooklyn-bandet Friends har gang i noget lækkert: noget new wave-/postpunkrevival krydret med noget postdisco på den alternative, attitudespækkede måde. I kølvandet af to hitsingler fra sommeren 2011 har bandet nu udgivet deres debutalbum, Manifest!, der tager os med til de sejeste block parties i 80’erne. Følelsen er gennemført, og det er lige før, man fornemmer den store, tunge ghettoblaster på den ene skulder, der helt ufrivilligt sætter gang i noget med en sænket skulder og en bekymringsfri swagger.

Bandet emmer af urban living-vibrationer, og med et gennemgående tema af energisk percussion i form af bl.a. loops, trommemaskiner, bongotrommer og tamburiner er det faktisk umuligt at sidde stille til de funky rytmer. Sammen med en lækker basgang, der polstrer mine øregange, er vi allerede godt på vej.

De to seje kvinder i front, sanger Samantha Urbani og multiinstrumentalist Lesley Hann, tilføjer en sprød kant til den hippe femmandsgruppe. Urbanis spinkle røst kommer dog aldrig til at kunne blæse nogen omkuld af beundring. Den er skrøbelig og knækker endda også til tider. Det gør bare ikke så meget, for selv med en pitchet falset kan hun overbevise mig om, at det bare er sådan, det skal lyde, og at det sådan set bare er mig, der er gal på den. Fra “ooh”-kor til noget, der knapt nok kan betegnes som sang, men nærmere noget, der ligner spoken word. Det er afslappet, ubekymret og fandens selvsikkert.

Blandt de i alt 12 skæringer på pladen er der også blevet plads til de to singler fra sidste sommer. ”I’m His Girl” er et af mine personlige favoritnumre med sin lækre, groovy basgang, og med klap, kobjælder og Hjem-Is-klokker er jeg solgt! Det iørefaldende omkvæd er bare en ekstra bonus. Et andet af mine yndlingsnumre er ”Va Fan Gör Du”, som er sprængfyldt med energi og af en eller anden mystisk grund har et svensk omkvæd. Svensk eller ej, det fungerer.

Bandets nyeste single, “Mind Control”, er mikset af Paul Epworth, den britiske superproducer, der står bag navne som  Adele, Cee Lo Green, Florence and the Machine, Plan B, Friendly Fires m.fl., og som nu har kastet lidt tryllestøv på de fem stjernespirer fra Brooklyn. Ligesom resten af pladen er nummeret velkomponeret med fængende elementer, der nemt kan sætte gang i en gadefest.

Pladen består hovedsagligt af uptempo-numre, men der findes også mere introverte numre som ”Ideas On Ghosts”, den indeholder endda lidt hidsige skæringer som eksempelvis ”Ruins”, der bringer et nærmest Ronja Røverdatter-dyrisk element frem i Urbanis vokal. Alt i alt en debutplade med en røvfuld attitude og en god portion lækkerhed i forskellige indpakninger.

★★★★½☆

Leave a Reply