Fra første basgang på Infinite Desires er du som teleporteret til en strand i 80’ernes Miami. En isterning skøjter elegant rundt i dit negroniglas, imens du glor på smukke mennesker, der søger ly under palmerne fra den bagende eftermiddagssol. Det er et velkendt univers for diskopastiche-musikeren Donny Benét, der med Infinite Desires udgiver sit sjette album. For som titlen antyder, er det som regel en sexet affære at være i selskab med den australske Don. Og Benét går strålende til værks på albummets første nummer, “Multiply”. Den store single ser hovedpersonen lægge et af sine stærkeste basgrooves til dato. Lyrikken er som vanligt komisk, kejtet og kælen. Med sin velkendte forsigtige røst drømmer han om at formere sig med sin elskede. Så elegant kan det siges.
Benéts persona er en næsten ligeså vigtig del af musikken. For musikeren med skovsneglen er uden tvivl en dygtig musiker. Og det er svært ikke have et blødt punkt for den selvudleverende mand, som påtager sig titlen “Mr. Experience”. For hans lyriske selvtillid famler ligeså høj grad efter et glansbillede, som hans diskolyd gør. Denne cocktail har gjort ham til en kultmusiker med en meget dedikeret fanskare, der lapper retroflippet i sig. Og samtidig også fået stor anerkendelse med nummeret “Konichiwa”, fra 2018 albummet The Don, som ifølge NME var blandt inspirationen for the Weeknd’s 80’er-homage-album After Hours.
Benéts musikalske og æstetiske kartotek af diskoreference er i virkeligheden en pastiche af post-diskoen. Da diskoen havde forladt den urbane queer afro- og latinamerikanske undergrund, blev den ét med 80’ernes pastelfarvede pop til masserne (læs: hvidt middelklasse-publikum). Post-diskoen er en bredere betegnelse, der strækker sig fra Michael Jackson til Italo discoen og begyndelsen på rapmusikken. Benét dyrker især de kitsch elementer af popsyntesen badet i neonfarver og sex. Den japanske city pop-genre approprierede lignende elementer i 80’erne, parret med en nerve for høje produktionsniveauer. Især på førnævnte The Don kan man høre inspiration derfra.
På nummeret “American Dream” giver Benét sig i kast med noget så aparte som geopolitik. Den amerikanske drøm er død, og hverken »the orange man« og »the old man« i præsidentembedet kunne ændre på tingenes tilstand. Men dybere stikker den politiske analyse aldrig, før den er til fals for pæne politiske slogans:
»When did we get it wrong / In our world / When did we grow apart / In our world.«
Alt imens er bassen groovy og synthesizerne optimistiske. Denne dissonans mellem lyrik og musik, minder mig om den nigerianske Steve Monites, som især er kendt for evergreenen “Only You”, og hans sang “Things Fall Apart”. Men hvor Monites sang et direkte råb om hjælp om en levet virkelighed, er Benéts en lidt overfladisk gennemgang, som får mig til at undre over hans selektion af verdens brændpunkter. Tænk sig, at Gaza ikke bliver nævnt. Tænk sig, at Den Demokratiske Republik Congo ikke bliver nævnt. Tænk sig, at jeg har sådanne forventninger til en diskosang.
Solen sænker sig ned over Miami, imens neonlysene pryder havnepromenaden på nummeret “Forbidden Love”. Storpolitikken er forbi, og Benét er tilbage i de velkendte lumre rammer, som han også forbliver i resten af albummet. Her viser Benét tilgengæld, at han også kan være forførenede når tempoet er sat ned. Basgroovet er så smooth, at det udligner den lidt skingre synthesizer-lead i omkvædet. Benét næsten hvisker sine bekendelser om en affære, som han er træt at gemme for omverdenen.
På “Hold On Tonight” begynder det dog at blive kedeligt. Den effektfulde intro lyder som et barns første møde med en mixerpult. Den rullende synth er cool, men derudover ikke nævneværdig. Og selvom “So Long” har et bragende godt omkvæd, og “Consensual Loving” er morsom og har en legende saxofonsolo, føles det stadig, som om isterningen er smeltet, og du husker, at du faktisk afskyer negronier. For mod albummets ende er “Go Now” og “Wait Until It Rains Tomorrow” pladens kedeligt sjælelige afskedsnumre. De virker at være tiltænkt som tematisk variation, men det føles desværre blot som utroværdigt fyld. Jeg drømmer mest af alt om at starte pladen forfra.
Og det kan derfor let konkluderes, at Infinite Desires føles som en lidt hullet helhed. Men måske er det delvist urimeligt at anfægte et diskoalbums meritter ud fra en helhedsteori om albummet som det komplette værk. Hvis singlerne er gode og stemningen nogenlunde intakt – who cares? Hvis albummets primære funktion er at spille fra en bluetoothhøjttaler, imens du og vennerne griller i solen, eller inden du lægger dig under silkelagnerne med en elsker, kan jeg sagtens forstå appellen af universet. Jeg ville dog foretrække at par singler på en playliste i stedet.
For Benét gør bestemt ingen fortræd på Infinite Desires, selv når han revser den amerikanske selvhøjtidelighed. Og selvom Infinite Desires ikke er hans bedste album, har det klare højdepunkter, hvor hans basspil står i fuldt flor. Det kan måske bare være svært fortsat at være begejstret for en pastiche, der løber på sjette album.
