Når jeg lytter til Forest Swords’ hidtil eneste udgivelse, ep’en Dagger Paths, har jeg temmelig svært ved ikke at få associationer til 90’er-arkadekonsolspillet Tekkens lydside. Nærmere bestemt til spillets kamppladser i asiatiske skove. Indrømmet – en kende nørdet – men at dømme efter de to fyre, der indtog ATP tidligt lørdag aften, kunne det meget vel have været en helt reel inspirationskilde. Med kitschede skjorter og en enkelt fedtet kasket lignede Matthew Barnes og hans medmusikant mest af alt et par fyre, der kortvarigt havde forladt computeren derhjemme blot for at træde frem i offentligheden og fortsætte med de sædvanlige elektroniske sysler. Ikke en konstellation, som det var svært at fatte sympati for. Endnu nemmere blev det, da lydprøven pludselig mundede direkte ud i selve koncerten, og de to øjensynlig forsvandt fuldstændig ind i Barnes’ hjemmegjorte univers af mystisk lokkende kvindevokal-samples, organisk synth, højtideligt klingende, twangede guitarfigurer og gennemtrængende bas i passende doser. Barnes fingererede med bassen, optog, loopede og rokkede af sted med en indlevelse, som var de skabte lydmønstre det mest overvældende, han nogensinde havde lagt ører til – og det var ikke svært at følge hans begejstring.
Med afsæt i et lydbillede, der overordnet var noget hårdere og mere bastungt end på ep’en opbyggede de to på scenen smukke, stemningsmættede elektronik-landskaber, som dog aldrig fik lov til at svæve i luften ret længe ad gangen uden at blive udfordret fra en uforudset kant. Således var bassen et usædvanligt dominerende element, der i dumpe slag bredte sig over de organiske klange og hakkede dem til fragmenterede lysstrejf i et tiltagende mudret mørke, eller som overrumplede lydbilledet med en pludselig, helt uforudsigelig drum’n’bass-passage. Resultatet var et forrygende varieret sæt, hvor det en kende hårdhændede tag på et ellers smukt og rent klingende nummer som “Miarches” skabte gnidningsfri overgange til den temmelig store mængde nyt materiale, som skulle være på vej i form af et album fra Barnes’ hånd.
Det var lidt ærgerligt, at Forest Swords ikke var programsat til at spille i hvert fald en time eller to senere på aftenen. Den spanske sol lunede stadig de halvnøgne festivalkroppe, og det var tydeligt, at tilfældigt forbipasserende publikummer ikke blev grebet af seancen i samme grad, som det nok kunne have været tilfældet, hvis Forest Swords sælsomme klange i stedet havde trængt sig gennem den mørke tropenat. Ikke mindst, fordi man i det stærke lys kun svagt kunne skimte de visuals, der ellers så ud til at udgøre en central del af setuppet. Alligevel formåede Forest Swords at opsluge de engagerede tilskuere komplet i deres fremmedartede, elektroniske skov og leverede en fremragende koncert, som havde kimen til at udvikle sig til det helt suveræne – havde omgivelserne været en kende mere medgørlige.
