Åh, så inderligt indie
Kongerne af naiv sangskrivning i The Shins er tilbage efter fem år. Under armen har de en ny plade, og i øvrigt er hele den originale besætning skiftet ud – undtagen frontfigur James Mercer. Pladen hedder Port of Morrow, og man skal til bandets Roskilde-optræden nok ikke regne med mange numre fra The Shins’ velkonstruerede gennembrudsplade, Wincing the Night Away, hvor det livsglade og catchy indiehit ”Phantom Limb” stammer fra. På albummet fra 2012 er de velskruede popmelodier fastholdt, mens lydbilledet er fyldigt og til tider velpoleret. Historiefortællingerne udfoldes i et melodiøst overskud med Mercers vokal som insisterende centrum.
Mangt et hjerte har banket i inderlig takt med Bon Ivers Justin Vernons mere end følsomme vokal på debutalbummet For Emma, Forever Ago, hvor den vuggende og medrivende ”Skinny Love” til tider forekommer uafrystelig. På trods af at have modtaget en grammy i år for ’Best New Artist’, så var han nok snarere med til at udforme en hel genfødsel af indiefolken i dens mest skrabede og samtidig mest inderlige udtryk tilbage i 2008. Det selvbetitlede andet album fra sidste år indeholdt måske færre hits end debuten, men fortsatte ellers jævnt lyden af Bon Iver. Vernons karakteristiske og let skingre vokal i fordobledes og akkompagneredes af akustiske guitarer plus skrabet percussion, mens strygere, keyboards og en mere afrundet produktion lagde sig som bløde rundinger på det roste album. Klart et hovednavn på årets Roskilde.
I september sidste år var jeg til koncert med Friendly Fires på Lille Vega. Af den ene eller den anden grund havde jeg ondt i den ene fod og kunne derfor ikke overskue at stå blandt publikum nede i salen, men sad oppe på balkonen. Og åh, hvor jeg ærgrede mig. Allerede inden koncerten blev der delt knæklys ud, og selvfølgelig blev salen jævnt hurtigt til et stort dansegulv med hujede kvinder, dans og knæklys – naturligt anført af Friendly Fires’ frontmand Ed MacFarlane. Den mand har nogle hofter, der vil frem i verden, og under koncerten – der primært bestod af numre fra 2011-albummet Pala – fik han gejlet publikum så meget op, at de havde svært ved at slippe ham. Friendly Fires besøger Roskilde for anden gang, og det bliver en fest. Jeg satser på raske fødder.
Svensk og storladen electropop går man sjældent galt i byen med som et energisk indskud på en sløv festival. Niki & the Dove leverer efter sigende noget af en fest med koreografi, sceneudstyr og udklædning live – ikke ulig videoen til nummeret ”The Drummer” fra ep’en af samme navn. Fuldlængdedebuten Instinct er netop udkommet med en del genbrug fra de to foregående ep’er og kan i øvrigt streames i sin fulde længde via NME. Malin Dahlströms dragende og lettere Kate Bush-agtige vokal gennemstrømmer lydbilledet, hvor Gustaf Karlöfs hårde og gennemborende trommer plus synth går direkte i dansefoden og ikke lader et eneste slag slippe væk.
Forestil dig Antony Hegarty i et tilbagetrukket øjeblik. Ja, det er næsten umuligt, men det synes også næsten umuligt at komme uden om den dramatiske frontfigur fra Antony and the Johnsons i beskrivelsen af Mike Hadreas’ soloalias Perfume Genius. Samme inderlige og skrøbelige vokal med en til tider næsten ubærlig musikalsk skønhed iboende. Hvor Hegarty oftere lader skønheden udmunde i noget, der synes over-the-top, trækker Mike Hadreas kammerpoppen tilbage i et lo-fi, pianobaseret udtryk. Seattle-musikerens andet albummet Put Your Back N 2 It med den dystre single ”Dark Parts” er en melankolsk og minimalistisk sag, der uden tvivl vil gøre sig storslået på Gloria-scenen. Trivia: Inden Put Your Back N 2 It udkom, blev en promotionvideo lagt online. Den blev dog hurtigt bortcensureret fra Youtube, da Hadreas i videoen krammer den mandlige, ungarske pornoskuespiller Arpad Miklos iført underbukser og intet andet. Arpad Miklos er i øvrigt kendt fra den homoseksuelle pornofilm “BuckleRoos Part I”, der skaffede ham en statuette ved Adult Erotic Gay Video Awards for ’Hottest Cum Shots’. (AM)
Fem tilbagelænede elektronik-stunder
Roskilde Festival er først og fremmest en ugelang fest – det er der ingen som helst tvivl om. Men af og til kan man også have brug for et musikalsk frirum, hvor der ikke nødvendigvis bliver sat det helt store fokus på at skabe en musikalsk fest af dimensioner. Og på den elektroniske scene er der igen i år blevet plads til kunstnere, hvis genremæssige hjemmebane ligger fjernt fra stort anlagte clubarrangementer m.m. Det er dem, vi skal have fat i her: De kunstnere, der giver publikum musikalske chilloutoplevelser, som sikkert godt kan fremkalde et lettere bevægende publikum, men som i første omgang bør nydes i siddende eller sågar liggende position.
Og hvorfor ikke lægge ud med Oneohtrix Point Never, der med sin på én gang eksperimenterende og minimalistiske electronica lukker og slukker fredag nat klokken 03 på Gloriascenen. Det er elektronisk lo-fi, der trækker på mange af de samme elementer som Boards of Canada og The Books, men alligevel er Daniel Lopatin noget for sig med sit musikalske univers, der sender publikum på en vild rejse ud i uendeligheden med endeløse og drømmende synthskalaer akkompagneret af minimalistiske og til tider næsten ikke-eksisterende beats samt samples fra diverse reklamer fra 1980’erne.
På Giraffages Facebook-side beskriver Charlie Yin meget enkelt sit alias som ‘just a dude making music’. Og den simplistiske introduktion fører han på bedste vis over i sin musik, hvis analoge synthesizere, behagelige rytmer og generelle feelgood-stemning sagtens kan gå hen og blive et hit for dem, der kan tage sig sammen til at stå op ‘tidligt om morgenen’ klokken 14 for at få skudt den elektroniske del af søndagen i gang med Giraffage. Så uanset om man befinder sig oppe foran scenen eller liggende et eller andet sted i perferien af området omkring Apollo, lægges der op til at indlede søndagen på mest behagelige, elektroniske vis.
At kalde Africa Hitechfor decideret chillout er måske en overdrivelse. Men når man tager Mark Pritchards fortid i en af verdens ypperste ambient/chillout-konstellationer, Global Communication, i betragtning, vil det ikke komme som den store overraskelse, hvis koncerten søndag aften på Apollo også kommer til at favorisere de individer, hvis energiniveau på niende døgn højst sandsynligt er dalet en anelse. Sammen med duoens anden halvdel i form af en anden kendt personlighed fra Englands elektroniske scene, Steve Spacek, anvender Africa Hitech elementer fra hvert et verdenshjørne i deres globale fusion af alt lige fra grime over jazz til ren, uforfalsket electronica.
Det er ikke meget information, jeg umiddelbart kan støve op omkring den amerikanske duo Blondes. Men at dømme ud fra dette års debut af samme navn inviterer Sam Haar og Zach Steinman til lidt af en endeløs rejse med lange, repetitive rytmer som blind passager, når de søndag aften får æren af at lukke Apollo for denne gang. Der skal nok være folk, som finder danseskoene frem til lejligheden; men man kan bestemt få lige så meget ud af koncerten med Blondes ved at læne sig tilbage, lukke øjnene og lade de mange elementer, der skjuler sig i repetitionen, skabe alle de indtryk, som aftenen unægtelig vil byde på.
Vi slutter med en af festivalens seneste tilføjelser til programmet. Med fem ep’er og lige så mange fuldlængdeudgivelser på fem år, senest det anmelderroste album Galaxy Garden, der udkom tidligere i år, er britiske Lone en yderst produktiv del af den britiske elektroniske scene. På førnævnte Galaxy Garden fornemmer man en klar inspiration fra den elektroniske scene, der opstod i årene omkring 1990, og som omfattede navne som blandt andre 808 State. Det er let legende og drømmende musik, der giver masser af associationer til sommer, så vi må håbe, at vejret er med os, når Lone går på Apollos udendørs-scene torsdag aften. (DN)
Indadvendte øjeblikke med musikken
Når der er brug for et pusterum eller et øjebliks eftertænksomhed på Roskilde Festival, er det sjældent oplagt at søge tilbage til lejrens virvar af lolita-dukker, gaffatape og heavy metal af tvivlsom kvalitet. Heldigvis er Gloria-scenen – sidste års nye scene til nære og stille koncertoplevelser – igen i år at finde på festivalen og altså et oplagt tilflugtssted i disse stunder. Selvom Gloria sidste år desværre ikke kunne se sig fri for nogle mere eller mindre dominerende lydproblemer qua scenens udgang mod Orange, var de bedste koncertoplevelser her præget af en smuk, rolig og intim stemning – og fire af de her fem anbefalede koncerter finder da også sted på Gloria.
Dog er der allerede i opvarmningsdagene mulighed for at gå i det introverte hjørne, når Indians tirsdag eftermiddag spiller på Pavilion Jr. Selvom det københavnske band ikke har slynget om sig med lydlige smagsprøver, siden de i vinters slap den indesluttede “Magic Kids”, har bandets drømmende klange og tilhørende visuals sikret dem Barometer-opmærksomhed såvel som prominente opvarmningstjanser – og nu en Roskilde-koncert. Forvent Sleep Party People-klingende lydlandskaber som fra en overfladisk blunden, der forhåbentlig for en stund formår at lægge en dæmper på publikums eftermiddagskådhed.
Mange af festivalens mere stille indslag er da også placeret på et tidspunkt, der i festivalsammenhæng vel kan kaldes for morgenen. Forhåbentlig kommer det en kunstner som Jakob Bro til gavn, at han allerede indtager Gloria fredag klokken 13, hvor festivalpladsens summen endnu ikke er blevet altoverdøvende. Selvom Bro til koncerten slår pjalterne sammen med Opiates Thomas Knak, er electronicaen næppe i højsædet denne eftermiddag. At dømme ud fra Bros seneste udgivelse, sidste års Time, får den eftertænksomme sax i stedet lov til at styre koncerten gennem sagte jazzkompositioner med fokus på instrumenternes svagt klaprende mekanik. Et velklingende univers, der snildt kunne gå hen og få et spændende modspil i Knaks elektroniske puslerier.
Præcis 12 timer senere er der igen mulighed for at geare ned på Gloria – hvis Malk de Koijns natteudskejelser på Orange da gør det muligt for Daughters Elena Tonra at trænge igennem med sin æteriske vokal. Heldigvis er Daugters lydbillede fyldigt, om end tilbageholdende, og Tonras soulede eller bluesede singer/songwriter er et klædeligt fikspunkt i de fine kompositioner med dansende fingerspil og mere eller mindre pågående lydflader som omdrejningspunkt. Et godnat-band med en velkalibreret balancegang mellem sfærisk nattepop og blid vuggevise.
Også lørdag kan du blive vækket blidt på Gloria, selvom Julia Holter er blandt festivalens mest eklektiske stille indslag. Holters lydmanipulationer ekkoer af raslende underskov, insekters fjerne kald og et væld af eksotiske instrumenter, som kun dukker frem fra løvet i så korte øjeblikke, at lytteren uvægerligt får lyst til at fortsætte opdagelsesrejsen lidt længere. Lyden er i disse øjeblikke naivt iørefaldende uden at være poppet og bringer mindelser om Animal Collectives Sung Tongs eller Frisk Frugts mest frie, men mindst jazzede stunder. Andre gange er Holters lyd dog langt mere singer/songwriter-orienteret og appellerer til tilhængere af eksempelvis Cat Power. Det bliver spændende at se, hvilket take på musikken, der vil dominere på Roskilde.
En mere traditionel tilgang til musikken kan opleves samme aften, hvor Nils Frahm indbyder sit publikum til at rykke sammen om hans piano. Efter sidste års glimrende Felt har den neoklassiske komponist fået en del positiv opmærksomhed, og allerede i februar aflagde han København et besøg. Ikke desto mindre er Frahms lyd i koncertsammenhæng mere intens end hans nattetyste albums, og skal man tro hans udmelding i et nyligt interview med Undertoners Jakob Lisbjerg, gør Frahm da også en dyd ud af i koncertsammenhæng at vende og dreje sine kompositioner og præsentere dem fra nye vinkler. (SP)