Labelkoncerter (også selvom Sage Francis er på sit eget Strange Famous Records) er en sær størrelse. De forsøger gerne at samle kunstnere under samme paraply, selvom de ofte er ganske forskellige (helt ens kunstnere ville næppe være på samme label). Sådan var det også til koncerten med Grieves & Budo, Maclemore & Ryan Lewis, Evidence og Sage Francis. Det er svært ikke at sammenligne – og måske også sammenligne lidt for meget – men sådan er virkeligheden, og det er den kontekst, pladeselskabet skaber ved at sætte så ens og alligevel så forskellige rappere sammen.
Som helhed var det en spændende og givende eftermiddag på Cosmopol. Momentvis gyngede teltet overbevisende, men lidt for ofte faldt publikum ud og var ikke med. Den lidt problematiske håndtering af lyden, hvor rappen lidt for ofte druknede i tung bas, pegede i retning af, at det var festen, der var prioriteret – ikke rimet. Det syntes i sandhed at være en fejlfortolkning med så gode rappere til stede.
Grieves & Budo
Budo var første mand på scenen. Han tæskede ind og fyrede en guitarsolo af, inden Grieves kom dansende ind. Oplagt til fest og med skarpe rim i snudeskaftet. De lagde fra land med ”Sunny Side of Hell”, hvor det festklare publikum energisk skrålede med på omkvædet.
Grieves har sidste år smidt den udmærkede plade Together/Apart og hans – overraskende få – 25 minutter syntes at indikere, at han var den lavest prioriterede af de fire rappere. Lidt uforståeligt og virkelig ærgerligt, for der var intet at udsætte på hans performance. Perler som ”On the Rocks” og ”No Matter What” flød fra scenen og krammede folk i deres omfavnede lydbillede.
Af de fire artister på scenen er det nok Grieves, som bedst rammer Rhymesayers-universet, der drejer sig omkring navne som Brother Ali og Slug. Derfor var det også sært, at han fik så kort tid på scenen. Seks numre er fint nok til at smage, men det er ikke nok, når lyden fænger – f.eks. med et nummer som ”Tragic” – og man har lyst til at lytte til mere.
Maclemore & Ryan Lewis
Jeg blev en kende overrasket, da Maclemore & Ryan Lewis blæste ind på scenen. Tilsyneladende var det navnet, folk havde ventet på, for teltet var på det tidspunkt pakket til bristepunktet.
Og de fik den fest, de var kommet efter. Med energi som en gepard i topfart og langt mere uptempo beats, end Grieves kunne levere, satte Maclemore & Ryan Lewis ganske enkelt ild til teltet. Det var dog ikke hiphop-ild, de tændte. Derimod var det en ordentlig omgang trampetechno, der virkelig fik teltet op på tåspidserne. Det efterlod et sydende gyndende telt, men det fremstod sært malplaceret, når det nu engang er den socialbevidste emorap, Rhymesayers slår sig op på, og den druknede i festivitassen.
Bevares. Med en trompetist på speed kunne man måske havde forudset den kombination, men det var alligevel en lille overraskelse, at der var SÅ meget fest og technobeats og så lidt hiphop over Maclemore & Ryan Lewis. Forstå mig ret: Maclemore er en udmærket rapper og kan rappe i et tempo som få – og han vinder med sin energi, når han pumper benhævninger på stedet, som var han eliteatlet. Det er han bare ikke, og omkring rappere som Evidence, Grieves og Sage Francis virkede han underligt fejlplaceret og som en rapper, der ikke vidste, om han skulle satse på smækkende rim eller smækkende beats. Desværre valgte han det sidste og ikke en kombination af de to.
Evidence
Med Macklemore & Ryan Lewis som den absolutte giraf forsvandt folk ganske langsomt fra Cosmopol, da de havde technotrampet færdigt. En smule sært, når man tænker på Evidences tiltrækningskraft – både som frontfigur for rapgruppen Dilated Peoples og som soloartist, senest med det ganske fremragende album Cats and Dogs.
Evidences beats satte sig med det samme solidt i fødderne. Det var tungt og vedkommende og lagde sig som en metalskjorte om skuldrene. Det var ikke aggressivt, bare så vedkommende at man nødvendigvis må lytte grundigt efter indholdet i numre som ”The Liner Notes”, ”It Wasn’t Me” og ”The Red Carpet” fra Cats and Dogs, mens hovederne bobbede i takt, fuldstændig ærbødigt og hengivent. Desværre var bassen her lidt for dominerende, for den kvalte Evidences vokal og gjorde det svært at dechifrere rimene.
Det slog mig undervejs, at det var hiphopfolket, der stod tilbage. Et godt beat og god, vedkommende rap, så viftede vi med hænderne og hoppede på kommando. Det var ikke for meget – det var ikke for lidt. Og med sin afbalancerede stil og til fulde gennemførte show leverede han det absolut bedste sæt. Uden sammenligning.
Sage Francis
Sage Francis er en nutcase . Det kunne der ikke være tvivl om, som han valsede ind på scenen svøbt i sit labelflag og med grå toupe. Desværre gjorde han det til et efterhånden halvtomt telt.
Alligevel leverede han rap i sindssygt tempo, linjer i tråd med hans indestængte politiske raseri og en sær indebrændt galskab siddende indlejret i hans ganske attitude. Han formåede at skabe en elektricitet på scenen – alene og uden hjælp fra dj. Det i sig selv var en kraftpræstation, og det er der ikke mange, der kan gøre som ham. Det var et onemanshow i ordets egentlige forstand.
Men Sage Francis er frem for alt speciel som ingen andre. Og det betød, at han ikke nåede størstedelen af publikum. Man fristedes til at grine fjoget, når 80’er-hits som Mr. Misters ”Take This Broken Wings” og Billy Idols ”White Wedding” inddragedes i seances, desuagtet at Sage Francis brød numrene op og behandlede dem efter forgodtbefindende.
Pointen var nok, at de fleste ikke helt var på bølgelængde med Sage Francis. Jeg elsker hans vanvid og fascineres af lyrik til numre som ”Sea Lion”. Men heller ikke jeg var med hele vejen, og selvom afstanden til publikum og vanviddet fremstod som en pointe i sig selv, var det ikke nok til at skabe den fornødne kobling til publikum, der kræves af en virkelig god koncert.
