Finnerne har ry for at være stille og indelukkede. Det ry levede danske Helsinki Poetry på sin vis op til, da de tirsdag spillede på Pavilion Junior som en del af Roskilde Festivals nye satsning “Roskilde Rising”. Bandet kom aldrig ud over scenen, og det var synd – for musikken fejler ikke noget.
Det er Ebbe Frej og Rune Vigil, der står bag den finske poesi, der skulle forkæle publikum med deres drømmende pop. Og publikum blev forkælet i den grad. Det var stille. Det var roligt. Og det var også lidt kedeligt.
For selv når guitarene blev vredet for al den lyd, de måtte indeholde, forblev det alligevel lige så afslappet og nystrøget som bandmedlemmernes skjorter. Det var smagfuldt, men også tandløst, selvom Ebbe Frejs taktfaste trommespil ellers lagde en god bund for feinschmeckerpoppen.
Selvom der ikke var tusinde søer af lyd, druknede man lidt i den de højtidlige stemninger, bandet malede med deres støj. Da de spillede henholdsvis “Tokio” og “Saigon”, kunne man håbe på et støjende inferno, som de to byer ellers er. Men det blev aldrig til noget. Der blev filet og slebet, men Helsinki Poetry kom aldrig forbi det pæne og velfriserede.
Projektet er godt. Det lyder fedt at spille drømmende shoegazerrock fra både Manchester, Saigon og Marakech. Men der manglede et skud energi og noget vildskab, før alle fik noget ud af koncerten.
Jeg kunne ikke være mere uenig! For det første var det en fuldstændig fantastisk koncert, hvor Ebbe Frejs trommer, Rune Vigils smukke vokal og ikke mindst Mikkel Anderssons støjende guitar var i symbiose, som de aldrig har været før. Jeg er vild med den støjende pop, som i den grad får publikum op at stå. For mig var det hverken stille, roligt eller kedeligt! Er Tokyo og Saigon støjede? Det er vel en subjektiv betragtning. Hvad er støj for dig? Jeg vil blot påpege, at Saigon klart var et af højdepunkterne for mig! Dejligt at musik ikke er til for anmeldere, men for publikum!