Koncerter

Roskilde Festival 2012: R. Stevie Moore, 08.07.12, Gloria

Skrevet af Sebastian Sharif

Han lignede en gennemsnitlige morfar, da man lige trådte ind af bagindgangen af Gloria-scenen. Lange, tynde, hvide lokker som de sørgelige minder om fordums hårpragt, et ordentligt julemandsskæg samt solbriller og kasket, der vækkede minder til pensionister på charterferie i Mallorca. Men så fik man ormet sig gennem menneskemængden, kom tættere på og hov! Hvad er det? Er hans skæg blåt!? Og er det lyserøde pyjamasbukser med Æsel fra Peter Plys, han har på?

Hvis man havde kommet ind til koncerten ubekendt med den herre R. Stevie Moores utilregnelige luner, kunne man godt være forledt til at tro, at koncerten var et indslag i Roskilde Festivalens ‘mangfoldighedsprojekt’, hvor de i bedste Morten og Peter-stil havde inviteret en galning fra den lokale tosseanstalt til at spille. At hans guitarist så lidt senere hen i sættet var iført en hvid patient-kittel, var kun med til at understrege cuckoo-faktoren.

Ja, der var rigtig nok lagt i kakkelovnen til en af de mest bizarre koncertoplevelser, jeg har oplevet i mine 22 år her på kloden. Selv de mest udskejede, free-jazz bands ville fremstå lige så kunstige og opstillede som et familieportræt ved siden af Moores spontane udladninger.

Publikum fik turpas med alt inkluderet ind i Moores forunderlige (og til tider foruroligende) hoved. Mellem numrene – der i øvrigt var absurd poppede sange med den mest banale lyrik – fabulerede Moore impromptu linjer som en anden gadepoets-version af Per Højholt. Allermest syret blev det, da han gentog det vanvittige mantra »Donna summer on the radio donna summer on the radio« ud i det uendelige, eller da han efter et af numrene pludselig udbrød »where my bitches at?« på den mest deadpan facon, hvorefter bandet hurtigt gik videre til næste sang. Hvem fanden ville have forventet en så hvidhåret, gammel mand bruge afro-amerikansk lingo på den måde?

Men vi skulle naturligvis længere ud i hampen. Moore havde såmænd inddelt koncerten i tre akter (eller måske snarere kommet på idéen undervejs), som han i øvrigt proklamerede med herold-agtig højtidelighed. Den slags inddeling af koncerten fik mig personligt til at associere til 70’er-stadionrock-bands som Jethro Tull, der efter sigende skulle have haft overdrevet teatralsk-prætentiøse live-show. Det ville i hvert fald have været en genial parodi af hr. Moore.

Andet akt bestod af Moore, der alene på scenen gik rundt fra instrument til instrument. Først keyboard, dernæst trommer videre til guitar for at afslutte på bas, som han også spillede med sit backingband, og alle instrumenter spillede han med en så selvbevidst og humoristisk amatørisme, at selv en folkeskoles musikklasse ville virke konservatorieparat i sammenligning. Lige pludselig var det nærmest mere performancekunst end koncert.

Tredje akt fortsatte, hvor første akt slap med backingbandet, der tilsluttede sig Moore igen, og bizarre indslag af mere eller mindre samme kaliber – hvilket naturligvis eskalerede i sidste nummer (en pseudoheavy metalagtig sag – hvad ellers, fristes man til at sige) og endte med, at Moore lå og sprællede rundt som en strandet torsk.

Musikalsk var der måske ikke så meget at komme efter. Jo, mandens indspilninger er da spækket med hjemmestrikket charme, og jo, manden åbenbarer sig gang på gang som et melodisk geni. Men i kontrast til weirdo-intermezzoerne virkede sangene her og der næsten FOR normale og/eller banale. Til gengæld var det en koncert, jeg sent skal glemme, så køb en billet med det vupti, hvis manden nogensinde kommer til Danmark igen!

★★★★★☆

1 kommentar

Leave a Reply