Morten Christensen hedder manden bag Dirty Old Town (DOT). Han er tidligere forsanger i rock’n’roll-bandet Wrong Side of Vegas (WSOV), som blandt andet opnåede at spille til Spot Festival 2012, men efter opløsningen af dette band er han gået solo.
Det vil være forkert at påstå, at DOT er fundamentalt anderledes i forhold til WSOV, men hvor WSOV var et til tider ret hårdt rockende bekendtskab med flænsende guitarer og forvrænget vokal, er der i DOT skruet ned for effekterne. Det har givet mere plads til vokalen i en lidt mere afdæmpet sangskrivning, der stadig har rødderne dybt begravet i den amerikanske muld.
Desværre åbenbarer det, at Christensen er en ret anonym sanger, og at sangskrivningen, der måske nok er gedigent håndværk, alligevel forekommer lettere kliché-præget. Resultatet er et band, som kommer til at lyde som en tandløs udgave af Black Rebel Motorcycle Club.
Første nummer på ep’en hedder “Black Storm is A-Rising”, og efter en monoton guitar-intro lægger Christensen ud med ordene: »My restless soul, my tired feet / Can’t seem to find no way of peace / As peace ain’t what it seems.« Dermed er ep’ens dystre grundstemning lagt. Verset er bygget op omkring guitar-temaet, som bakket op af en stortromme og en tamborin langsomt fører os mod omkvædets linje »oh, how I feel black storm is a-rising,« der markeres med fuzz-guitar-bredside. Det er et ganske godt nummer, faktisk ep’ens bedste, men alligevel forbliver tekstens grumme historie, som tilsyneladende omhandler om et mord, underlig ukonkret og uforløst. Og samtidig mangler Christensens nasale vokal fylde og kommer ikke for alvor ud over rampen.
Der er alt for langt mellem snapsene på The Road, og langt de fleste andre tracks rykker desværre ikke ved mit verdensbillede. “This Time” må betegnes som en tam gang power-rock, der mod slutningen tager livtag med psykedelisk rock. Det mangler kant, og det samme gør “You See a Darkness”, hvor Christensens danske baggrund desværre skinner igennem i udtalen af de engelske gloser.
Ep’en er derfor en skuffende omgang, og jeg sidder tilbage med følelsen af, at DOT er et skridt i den forkerte retning i forhold til WSOV, som, i kraft af et facetteret lydbillede, var et ret fedt rock’n’roll-band. Så på trods, at ep’ens sidste skæring, den psykedeliske ”Run”, måske nok giver én fornemmelsen af at flyve, så føler jeg mig desværre ikke opløftet efter at have lagt ører til DOT.
