Nyheder

Efterklang er klar med nyt materiale

Efterklangs nye nummer “Hollow Mountain”, ledsages af tryllebindende billedside

På deres hjemmeside har Efterklang i dag offentliggjort første nummer fra deres kommende plade Piramida, der udkommer den 24. september.

Bandet ser ud til at have holdt fast i den mere strukturerede tilgang til sangskrivning, som de afprøvede på forrige album Magic Chairs. Ikke desto mindre er sangen “Hollow Mountain” en fortræffelig, kompositorisk stiløvelse: på én og samme tid minimalistisk og nuanceret. Underskønne vokalharmonier flyder på toppen af et trippende trommespor, mens energiske strygere fejer ind over arrangementet i små, elegante stød.

Ifølge Rasmus Stolberg fra bandet er den collageagtige æstetik, der ses i billedsiden til “Hollow Mountain”, udgjort af fotografier, taget i et aflagt, norsk landskab, der før har været brugt til minedrift.

Den ‘visuelle tilføjelse’ til “Hollow Mountain” er skabt af Jakob Steen Pedersen, der også er den ene del af duoen We Were Born Canaries, og Christoffer Lund Frandsen. Sammen opbygger de her et grafisk udtryk, der tager sit afsæt i nordisk melankoli, men som alligevel ind i mellem føles varmt og dragende.

Leave a Reply