Jaill: Traps - Undertoner

Bandet Jaill består af tre drenge fra Milwaukee, Wisconsin. De hedder Vincent Kircher, Austin Dutmer og Andrew Harris. Selv beskriver de deres musik som tilbagelænet og kreativt ubesværet pop, kombineret med kompakt tekstmateriale. Det synes at være en ganske rammende beskrivelse.

Med dansende surfguitarriffs, på en gang glædestrålende fremaddrivende og tilbagelænet energi samt masser af luftige lyse vokalharmonier sendes tankerne fluks på rejse tilbage til evig sommer, solskin og dage på stranden i selskab med de efterhånden aldrende gutter fra The Beach Boys.

Særligt i numre som “Waste a Lot of Things”, “Horrible Things (Make Pretty Songs)” og “While You Reload” finder man den karakteristiske bløde, medrivende og lette energi. Som titlerne på de to førstnævnte numre antyder, har Jaill dog en mere skæv, mørk, melankolsk side.

Jaill balancerer fint mellem det rare, indbydende og det mørke, melankolske. Et godt eksempel er det paradoksalt lydende nummer “Horrible Things (Make Pretty Songs)”. I et Hawaii-calypso-dovent nummer med håndklap og “franskbrød” som percussion står nummerets hængekøjesløve stemning i stærk kontrast til den melankolske vokal og break-up-temaet, som messende kommer til udtryk i mantraet »No one to take care of / no one to take care of me«.

Jaill trækker musikalsk på arven fra 60’erne og 70’ernes traditioner. Dels med surfguitarer og Beach Boys-referencer, men også med deres brug af mere psykedeliske virkemidler som diverse rum- og bevidsthedsudvidende effektpedaler og theramin-lydende instrumenter i et nummer som “Everyone’s a Bitch”.

Lydmæssigt placerer Jaill sig, hvis man skulle sammenligne med danske navne, eksempelvis i kategori med Snake & Jet’s Amazing Bullet Band, og vokalmæssigt kunne Kirchers lidt helium-slidte vokal beskrives i et spændingsfelt mellem den danske folk-sanger Jacob Faurholt og forsanger fra Oh No Ono, Malthe Fischer.

I det enkelte nummer, såvel som mellem pladens numre, hersker en fin variation mellem det tunge rockede, syrede psykedeliske, fremdriften og det drivende dovne. Et nummer som “Million Times” indeholder alle elementer på en gang. Det begynder helt lyst og let og ender ud i et tungt vibrerende mørke med det frustrerende udsagn: »My love was gone before I let it go.«

Musikken på Traps er detaljerig og fungerer på flere planer. For det første kan du drive af sted til musikken, som sommersoundtrack til en god cykeltur i sommernatten, sommerfesten etc. Men der er også masser af finesser i tekst, produktion, lydbillede, som man kan dykke ned i, når vintermørkets trang til fordybelse og eftertænksomhed melder sig på banen.

Traps er en sjov kombination af det dansende lette og det dystre melankolske. Dog synes Jaill ikke umiddelbart at revolutionere verden. Det er virkelig god musik, som man kan lytte til mange gange, men de mangler stadig lige det sidste stykke, før de er umiskendelige Jaillske.