Koncerter

Iceage, 01.12.22, Amager Bio, København

Iceage @ Amager Bio 2022
Foto: Daniel Nielsen

Iceage er ustoppelige i deres mission om at være Danmarks fedeste rockband. I Amager Bio understregede de, at missionen bliver ved med at lykkedes igen og igen. Med en energi, der sad lige i skabet, og en setliste, der bød på undervurderede skatte fra bagkataloget samt nye sange, der kan agere lydtapet til dit næste barslagsmål, leverede de en klasse rockkoncert.

En entre er altid essentiel ved koncerter. Det er førstehåndsindtrykket, hvormed man stifter bekendtskab med energien, stemningen og ikke mindst attituden. Forhåbentlig bliver entreen for en koncert siddende i publikum under hele optrædenen. Forhåbentlig bygger bandet ovenpå entreen, bygger videre, uden at se sig tilbage. Forhåbentlig slår den fast, at ens aften kun er begyndt, og det skal man være rigtig glad for. For det bliver kun mere medrivende og sindsoprivende herfra. Det er de følelser, jeg altid håber på at mærke, når de første tredive sekunder af en koncert er fløjtet af. Det er sjældent, at koncerter kan leve helt op til de forventninger, men heldigvis for mig, så gør Iceage en god entre.

Til tonerne af “On My Fingers”, som jeg ikke har hørt live i årevis (og hvilket glædeligt genlyt!), galopperer Elias Bender Rønnenfelt ind på scenen i hvidt jakkesæt – som overraskende nok så rockagtigt ud, nu det sad på ham. Man kan sige meget om Rønnenfelts attitude og man kan sige, hvad man vil, men en ting er helt sikkert: Få danske frontpersoner kan som ham eje en scene fra første sekund. Selvsikker og bidsk borer han sig ind i kranierne på publikum (med sin intense øjenkontakt, bevares) og sparker rundt om sig, som var han oppe at slås. Fra “High and Hurt” af er der godt gang i de forreste rækker. Både på Vega i foråret og på Roskilde Festivalen i sommers havde Rønnenfelt en sløset tilgang til leveringen af sine sange. Det hører måske med til attituden, men det kan også blive for meget af det gode. Det var især noget med at komme for sent ind på første vers og mislykkede forsøg på at ramme rytmen. De skavanker er dog ingen af i aften, Iceage er tight. Måske har de endda øvet sig.

Lyden er ret ringe under de tre første numre, men jeg finder hurtigt ud af, det i højere grad skyldes Amager Bio end en uopmærksom lydtekniker. Jeg rykker mig længere tilbage i lokalet, og pludselig er der faktisk guitarer, klaver og tamburin i lydbilledet. Det lyder faktisk rigtig godt. Iceage er nemlig i deres udvidede konstellation med Joakim Wei Bernild fra First Hate på tangenter og percussion. Det fungerer rigtig godt, at de lige udvider lydbilledet bare en smule fra det ellers “standard” rock set-up. 

Det har det sidste lange stykke tid især været sange fra sidste års fænomenale Seek Shelter (2021) og gennembruddet i det mindre undergrundsnysgerrige, Beyondless (2018), som har spillet hovedrollerne til Iceages koncerter blandet op med med “The Lord’s Favorite”, “White Rune” og “Ecstasy” – som de tre “hits” fra de tidligere udgivelser. Men lykkeligvis er setlisten ikke 1:1 med hverken Vega eller Roskilde-koncerterne, vi får nemlig meget mere fra deres i mine ører bedste og mest helstøbte album, Plowing Into the Field of Love (2014). “Abundant Living” er stadigvæk en af rockbandets mest mosh-pit-indbydende baskere med dens mandolinpunkede schwung, og teenagerne, som udgør Amager Bios glohede midte adlyder prompte general Rønnenfelts kommanderende fagter. Det flyver med fadøl, og de knyttede næver banker mod himlen. Koncerten lukker de af med “Cimmerian Shade”, en kriminelt undervurderet sang, som jeg ikke tror har figureret på setlisterne siden cirka 2015. Dejligt, at tiden med de lige lovligt forudsigelige setlister måske er ovre.

For nu at blive ved setlisten og et af de elementer, der adskilte aftenens koncert fra årets resterende Iceage-shows: Vi fik serveret to nye numre, som lover rigtig godt, netop hvis man er til bandets mere rowdy og beskidte sider. Begge sange serveres i højt tempo med Johan Suurballe-Wieth på akustisk guitar, og den første af de to lyder for alvor som en genkomst til til det cowpunk-inspirerede musik, de lavede i midten af 10’erne. Det er soundtracket til et barslagsmål, og efter alt at dømme er det Rønnenfelt, der vinder. Hans energi er utæmmet og der er ild i øjnene. Med så mange stoiske post-punk- og rockbands derude, er det bare altid en kæmpe fornøjelse at se Iceage, for de leverer varen rent energimæssigt hver gang. Så meget at tempoet på “Dear Saint Cecilia” faktisk er ved at løbe løbsk. Jeg elsker det hektiske ved bandets umiddelbarhed, men lige netop ved det nummer går pointen med den ørehængende basgang lidt i vasken. Det lyder en anelse forhastet. Men hellere det, end hvis Iceage havde været tydeligt påvirkede af den kun halvfulde sal. Læg dertil, at mange blandt publikum – udover den føromtalte raserende ungdomsmidte – ikke udviser den store energi. Det skider Iceage hul i. De er kommet for at demonstrere, at der ikke er nogen andre af deres kaliber på den danske rockscene, og jeg er mest af alt overbevist fra start til slut.

Den anden nye sang er også hurtig og rockende, men har en melodiøsitet over sig, som man kun finder i samme dur på Seek Shelter. Den der varme inderlighed, som man kan synge med på. Som brænder fast i nethinden. Den slags sange, som jeg aldrig havde troet Iceage skulle lave. Og nu står de sateme og binder deres to fedeste elementer sammen. Arrig vokal og punket guitar med en klasse melodi. At vi så også får smidt deres bedste sang i nyere tid, “Shelter Song”, i hovedet midt i settet gør ikke glæden mindre. 

Ikke at nogen på scenen – måske enkelte nede på gulvet – kan matche Rønnenfelts piuetterende dans, men Suurballe-Wieth har aldrig rocket så meget til en Iceage-koncert, og Dan Kjær Nielsen pisker ligeledes trommerne. Det er vildt, hvor meget det her band er vokset igennem årene, når det kommer til at levere en knaldgod koncert. Alle er begyndt at trykke den af. Og det er altså på en kontrolleret, men energisk facon (med andre ord, de virker ikke bare stive længere). Casper Morilla spiller som altid dybt koncentreret på sin karakteriske facon med guitarens whammybar konstant i spænd, og kun Bernild på tamburinen virker, som om han ikke er helt i samme sindsstemning som os andre. Omvendt står han så langt ude på scenens venstre side, at man knapt nok bemærker ham. 

Kort sagt har Iceage valgt at afslutte et succesfuldt år med en fortrinlig rockkoncert, der tjekker altså boksene. Et år, hvor Iceage har spillet på Roskilde Festival for første gang i næsten ti år, de har været på tre turnéer i USA, og så har de udgivet en helt i orden outtakes-opsamling. Alligevel finder de tid og overskud til at ryste posen med bangers fra bagkataloget, spille nye numre, der aldrig har været spillet live, og leverer hele molevitten med så ubønhørlig energi, at de fleste danske rockbands godt kan pakke sagerne og tage hjem. Jeg troede ikke jeg skulle sige det, men i koncertregi, så peaker Iceage lige nu. 

★★★★★☆

Fotos af Daniel Nielsen

Leave a Reply