For en mand som Omar Rodríguez-López, der har spillet på spillesteder med plads til flere tusinde mennesker, er Loppen med sin kapacitet på 400 i nogles øjne måske ikke det mest oplagte valg til en koncert med en mand af hans popularitetsmæssige størrelse. Ikke desto mindre var det netop tilfældet denne tirsdag aften, hvor puertoricaneren med band – i daglig tale kaldet Omar Rodríguez-López Group – gav koncert. Og med, efter hvad jeg kunne forstå, ret så favorable billetpriser, var der hurtigt proppet på det lille spillested, hvor folk næsten stod på nakken af hinanden oppe foran scenen for at få oplevet den kritikerroste guitarists kvartet.
Til at varme op havde man fået fat i Kill the Rooster: En københavnsk trio, hvis optræden denne aften bar præg af genremæssig skizofreni udover det sædvanlige. Det ene øjeblik bød de på skrig og skrål samt fart over feltet på den mest punkede manér for derefter helt at ændre den musikalske tematik til noget langt mere poppet med letgenkendelige (og forudsigelige) akkordprogressioner og dertilhørende lyrik. En anden sang blev indledt med klassisk shredding, mens det afsluttende nummer legede mere med taktarten og generelt var mere progressivt. Derudover var Kill the Rooster og deres kombinationen af de hårde og meget direkte kompositioner samtidig et underligt valg af opvarmningsband, der slet ikke passede med det musikalske udtryk, som karakteriserer Omar Rodríguez-López Group – en gruppe, som de besøgende på Loppen rent faktisk ikke fik lov til at opleve denne tirsdag aften.
For havde man nemlig regnet med at se og høre Omar Rodríguez-López Group, var det ikke helt det, man fik. I løbet af sommeren var der nemlig foretaget en udskiftning på positionen som bassist, da Juan Alderetes firestrengede variant var blevet afløst af Nicci Casper på synthesizer og keyboard. Samtidig havde kvartetten også foretaget navneændring til Bosnian Rainbows, hvis debutplade med høj sandsynlighed udkommer senere på året.
Uheldigvis for alle tilstedeværende, der havde håbet på at få oplevet Rodríguez-López’ fantastiske guitarspil, måtte man tage til takke med sporadiske lydmæssige input fra puertoricaneren, der i aftenens anledning blev fuldstændig overdøvet af Deantoni Parks’ trommer såvel som Nicci Caspers synth-arrangementer. Jeg går ud fra, at situationen med garanti har været bedre helt oppe foran scenen, men grundet det massive publikumsopbud denne tirsdag aften, var jeg nødsaget til at overvære koncerten til højre for scenen, hvor lydforholdene altså var knap så ideelle.
Det overvældende fravær af guitar var dog med til at give musikken og dermed også koncerten en helt ny dimension. I stedet for en aften med eksperimenterede og progressiv pop/rock blev rock-elementerne nemlig mere eller mindre fjernet fra lydbilledet, hvilket øgede fokus på de ellers udmærkede popmelodier, der for det meste ligger gemt bag Rodríguez-López og Teri Gender Benders fremtrædende tilstedeværelse – en meget heldig og velfungerende transformation, når man ser bort fra, at det på ingen måde var det, jeg var kommet for at høre.
Dermed blev der også yderligere plads til at iagttage den altid underholdende Teri Gender Bender og hendes fuldstændig maniske sceneoptræden. På et øjeblik gik hun fra at agere relativ normalt, som man kunne forvente sig af en forsanger til denne type musik, til at fare fra den ene side af scenen til den anden, kaste sig ned på gulvet og vandre ud blandt publikum – alt imens hun fastholdt en overbevisende vokalpræstation uden på nogen som helst måde at fosvinde fra lydbilledet.
Men hvad blev vi helt præcist præsenteret for af kompositioner tirsdag aften på Loppen? Så vidt jeg kunne forstå, var det udelukkende (forholdsvis) nye numre, der alle vil være at finde på det kommende album, som Bosnian Rainbows leverede. Størstedelen af disse var selvfølgelig bygget op omkring Rodríguez-López’ guitar med synthesizere som bas og keys på en måde, der er meget lig det seneste udspil fra det andet, store Rodríguez-López-projekt, The Mars Volta. Og netop som med The Mars Volta havde man i Teri en forsanger, der var lige så utilregnelig og fremtrædende, som tilfældet er med Cedric Bixler-Zavala. Dog var der en enkelt forskel, idet Parks denne aften var betydeligt mere anonym, hvor han stort set ikke formåede at give eksempler på sine ellers eminente kvaliteter bag tønderne, men i stedet nøjedes med at levere de allermest nødvendige rytmer uden supplerende fills eller andre lækkerier.
Af disse numre stod ”Turtle Neck” som et af aftenens bedste, hvor Omar også agerede backingvokal. Men også ”Dead to Me” fungerede på det lille, men propfyldte spillested, hvor den overordnede komposition og bandets samspil virkede mere gennemført end ellers.
Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at det primære element i kvartettens musik blev så udelukket, som det desværre var tilfældet. Når det så er sagt, så var stemningen både hos bandet og blandt publikum på Loppen i top, numrene var i sig selv velfungerende, som Rodríguez-López har for vane at lave dem og så var der ikke den mindste slinger i valsen i den time, koncerten varede. Men det er altså ikke til at komme uden om, at aftenens frontfigur for mit vedkommende sjældent var lydmæssigt til stede, og derfor kan jeg heller ikke få mig selv til at smide en højere karakter efter tirsdagens koncertoplevelse – synd og skam, Omar Rodríguez-López’ musikalske kvaliteter taget i betragtning.
Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
