Collage: PR.
»Kan vi ikke sætte Cody uden for døren?«
Det er onsdag på Roskilde Festival, og som en indledende øvelse til morgendagens musikprogram har jeg trommet dele af Copenhagen Collaboration sammen til et interview. »Hvem vil du snakke med?,« var jeg inden festivalen blevet spurgt, og min tilkendegivelse lød, at det måtte kollektivet sådan set selv bestemme. Taget i betragtning at Copenhagen Collaboration er en sammenslutning af over 30 musikere fra 10 københavnske bands, skulle jeg måske nok have reflekteret en smule længere over dén udmelding. Som vi sidder ni personer samlet om et campingbord i festivalens medieområde, står det i hvert fald temmelig klart, at der efterhånden venter en tung transskriberingsopgave på den snurrende diktafon.
Det er jo egentlig ikke så overraskende. Musikerne i Copenhagen Collaboration spiller til daglig i adskilte smågrupper, og at samtlige bandmedlemmer skal give en op mod tre timer lang marathonkoncert dagen derpå, sætter naturligvis sit præg på interviewet. Mange måneders forberedelse nærmer sig et klimaks, og ud over den uformelle omgangstone, der må tænkes til dagligt at være blandt vennerne i konstellationen, er samtalen præget af en vis eufori. Morten og Rasmus fra You.You.You., Laurits og Andreas fra Before the Show og Christine og Sune fra Alcoholic Faith Mission kommer og går fra bordet, drikker øl og går mere eller mindre offensivt til værks for at tiltuske sig mest mulig tid med diktafonen inden for rækkevidde. Også Kaspar og David fra Cody kigger kortvarigt forbi, men deres ende af bordet bliver snart præget af så overdøvende en fnisen, at de sendes bort igen. Som Sune siger: »Sådan er det jo, når man er i et kollektiv. Der er forskellige personaer, og nogle gange skal der lige laves en scene, og det tager man med. Så må man jo favne hinanden.« From Sarah, Monkey Cup Dress, Hellraiserten, Ondt and the Gracehoper og Sleep Party People har ikke været repræsenteret, da jeg slukker for diktafonen efter tre kvarter.
Fra billige T-shirts til Band of Horses
Selvom Copenhagen Collaboration har fundet sammen til koncerten på Roskilde Festival og efterfølgende igen vil gå hver til sit, er det ikke første gang, at de mange mennesker arbejder sammen. Faktisk har det altid virket oplagt at krydse konstellationerne på forskellig vis, mener Christine:
Copenhagen Collaboration på Roskilde Festival. Foto: Marco Sewohl/PR
»Jeg tror egentlig, at ideen lidt voksede frem af sig selv. Vi er 30 mennesker, som tidligere har spillet sammen på kryds og tværs, og som derudover er meget gode venner. Mange af os har kendt hinanden i meget lang tid. Der er søskende og ekskærester og bollevenner og …«
Rasmus: »Hvorfor kigger du på mig?«
Laurits: »Det var faktisk egentlig grundlæggende Frederik Thyboe fra Cody, der sagde: ‘Kan vi ikke prøve at lave det her?’ Og det gav jo sig selv, for vi fortsætter egentlig bare med at gøre det, vi altid har gjort, og det er at spille hinandens ting på kryds og tværs og så også give det et navn.«
Rasmus fortæller, at projektet egentlig startede som noget helt lavpraktisk. Som et lille band var det dyrt at lave T-shirts, og derfor blev løsningen en dele-T-shirt, der var ret billig for alle parter. Derfra gik det slag i slag med lange fælleskoncerter på Huset i Magstræde, live-remix-sessioner på Spot Festival og et cover af Band of Horses’ “Funeral”, som det amerikanske band endte med at poste et link til på deres Facebook-side. Copenhagen Collaboration forsøgte da også at få Band of Horses til at spille et nummer med dem i Huset i Magstræde, da de alligevel var i Danmark, men som Rasmus forklarer:
»Jylland er meget langt væk. Men det er nogle supersøde fyre, og det var superfedt, at de ville gøre det dér. Det gjorde en stor forskel lige på det tidspunkt.«
Musikken i sin yderste potens
Omdrejningspunktet for morgendagens koncert er dog de mange orkestres eget materiale, forklarer Laurits. »Det, som vi gør, er, at vi tager de numre, folk har skrevet, og så prøver vi at bruge kollektivet rent kunstnerisk. De kræfter, der er, til at gøre nummeret bedre. Vi kigger på ‘den her sang har et specielt udtryk,’ og så ser vi ‘hvilke kompetencer er der i kollektivet? Hvordan kan jeg tage det her nummer og løfte det til et højere niveau, end mit eget band vil kunne spille det normalt?’ Og det er den kunstneriske merit ved den her koncert, for folk kan virkelig mange forskellige ting. Lige fra klassisk trænede musikere til folk som Rasmus, der kan synge gennem en sampler og få det til at lyde helt vildt. Og det udnytter vi på forskellig måde i alle numrene.«
Christine fortsætter: »For alle bliver det superhåndgribeligt, hvad det er, kollektivet kan, når vi laver en koncert som den her. I Alcoholic Faith Mission har vi jo kunnet skyde nogle numre ind, som vi aldrig nogensinde har turdet reproducere før, for det kan vi ikke. Det nummer, der åbner vores seneste plade [“Down From Here”, red.], har vi aldrig reproduceret før, for vi kan ikke sætte det op seks mennesker uden at gå på kompromis. Men det kan vi med kollektivet, og derfor spiller vi et nummer, som aldrig har været spillet live før.«
Rasmus: »Også fordi det er en masse af de samme mennesker i kollektivet, som alligevel medvirker på hinandens plader, så de kan det jo allerede. Hele kollektivet spiller allerede på “Down from Here” på pladen.«
Christine: »Vi har jo altid brugt hinanden på den måde. Kollektivet er jo netop vokset frem, fordi vi i forvejen brugte hinanden. Hvis vi har siddet som band og tænkt: ‘Ej, hvor kunne vi godt bruge nogle strygere der,’ så har Frederik været en af vores allesammens rigtig gode venner, som det har været oplagt at ringe til. Derfor kommer vi også til at lave nogle versioner, der er meget unikke. De vil aldrig i andre sammenhænge blive opført på denne måde. Det bliver nummeret i sin yderste potens.«
Marathon og bananer
Rent praktisk har alle bands i konstellationen smidt to-tre numre i en pulje, og en række komiteer har efterfølgende taget stilling til, hvordan numrene på bedst mulig vis kunne udnyttes, fortæller Sune. Og det bliver ofte temmelig fyldigt, forklarer han: »Alle er på scenen hele tiden, men for at skabe noget dynamik bliver der noget opbrud i det. Det er ikke alle, der spiller hele tiden, men der er ikke nogen, der går ud bagved.«
Copenhagen Collaboration på Roskilde Festival. Foto: Marco Sewohl/PR
Christine: »Arh, det kan vi ikke helt love, vel. Jeg skal nok tisse.«
Rasmus: »Men har vi ikke snakket om det med bananerne der?«
Kaspar: »Jo, det er det trick, jeg har lært, for det er jo en marathonkoncert, ik’? David, kan du ikke fortælle taffel-tricket.«
David: »Nej, jeg forstod det ikke. Det var Troels.«
Alle råber på kryds og tværs: »Det var faktisk bare en klase bananer. Det gør de royale også. Det gør Dronningen. Du har aldrig set Dronningen gå ud og tisse. Og det er rigtig rart til en taffel, for damerne har meget store kjoler på, og der skal man altså blive siddende. Og det har vi så tænkt os også at benytte os af i morgen, selvom ingen har rigtig store kjoler på.«
Christine: »Vi må heller ikke drikke øl på scenen. Pyntegruppen har besluttet, at det pynter ikke med øl på scenen, så ingen øl på scenen.«
Men er det ikke mere underligt at have bananer på scenen end øl på scenen?
Alle byder ind: »Bananer. Der skal ikke være bananer på scenen. De skal spises først. Jeg vil gerne have bananer på scenen. De pynter.«
1000 mennesker i et tomt telt
Da banan-diskussionen så småt er uddebatteret, falder snakken på, hvordan morgendagens koncert kommer til at forløbe, og hvilke forberedelser de mange mennesker har haft mulighed for at gøre sig. Christine bliver drømmende i blikket:
»En ting er at få lov til at spille på Roskilde. Den drøm gik i opfyldelse for os sidste år. Men alle musikere i Danmark må drømme om at stå på en scene med plads til 17.000 mennesker sammen med deres bedste venner. Det er jo det, der skal ske i morgen, og det bliver sindssygt. Det der med, at man er 30 mennesker sammen om noget, og man står ude på kanten og ved ikke helt, om det lykkes. Den følelse af, at nu løfter det sig. Det er fantastisk at spille på Roskilde med sit eget band, men det er home safe. Der ved man, hvad der skal ske, og man kender alles rutiner. I et projekt som det her er der mange ukendte faktorer. Man kender ikke hinanden særlig godt stage-wise og ved ikke helt, hvor man skal hen, så det hele sker lige præcis på scenen.«
Rasmus: »Med ens egne ting ved man, hvad der skal ske, men vi er så mange mennesker, og så meget tid har vi ikke til at forberede os. Derfor er vi bare nødt til at stole på, at folk på scenen kan deres shit, og det er rigtig hårdt. Men det kan de jo, og det er det, der er så vildt. Man har øvet det meget færre gange, end man nogensinde ville gøre med sin egen musik, og alligevel virker det bare fra det ene øjeblik til det andet, fordi folk er så dygtige. Det var også rigtig vigtigt for os, at koncerten blev med Copenhagen Collaboration og ikke med 10 forskellige bands, der spiller deres sange. Når vi optræder med det her, vil vi rigtig gerne fremstå som et rigtigt band. Copenhagen Collaboration er et band på Roskilde Festival.«
Laurits: »Det var også Undertoner, der skrev ‘hvor er vi henne, hvad sker der egentlig’…«
Copenhagen Collaboration på Roskilde Festival. Foto: Marco Sewohl/PR
Christine: »Ja, nogen syntes, det var pessimistisk, men jeg kunne faktisk meget godt lide det. Undertoner skrev: ‘Spørgsmålet er, om der er for mange kokke, eller om helheden er større end summen af delene…’«
Ja, det var mig, der skrev det.
Christine: »Jeg ved ikke, om den her koncert bliver større end summen af delene, for man kan nogle andre ting, når man er i et lille band. Men CopCol skal være et sted, hvor man tager nogle chancer. Der er jo ingen normale Roskilde-bands, der kan sige: ‘Kunne det ikke være sjovt, hvis vi inviterede 20 venner til at spille rasleæg?’ Det gør man ikke.«
Sune: »Men for lige at afslutte omkring det med kokkene, for det har jeg også tænkt meget over. Men da vi havde vores generalprøve … det kan jeg lige så godt afsløre, det har vi gjort. Det glider virkelig godt. Det kan næsten betragtes som en form for teaterkoncert, der er meget gennemarbejdet og hænger sammen.«
Rasmus: »Det bliver man også nødt til, når man spiller to en halv time, hvilket ingen af os har prøvet før. Der er heller ingen af os, der har spillet for så mange mennesker. Hvis der bliver fuldt hus, bliver det fuldstændig sindssygt.«
Andreas: »Ja, hvis der kommer 1000 mennesker, er det det største publikum, jeg nogensinde har sunget for i hele mit liv. Men det kommer stadig til at se ud, som om der ikke er et øje.«
Læs anmeldelsen af Copenhagen Collaborations Roskilde-koncert her. Kollektivet er p.t. opløst, men forestiller sig, at de gerne vil finde sammen om et projekt igen inden for en overskuelig fremtid.
