Jack White, 10.09.12, Falconer Salen, Frederiksberg

Pause Play Play Prev | Next

Min formodning om Jack White er, at han kunne give mange forskellige slags koncerter. Hans imponerende repertoire tillader ham at give en blues- og countrykoncert med hatten på skrå og den akustiske guitar under armen – eller måske en storladen optræden med sit kvindelige backingband klædt i lange kjoler og de mere dramatiske White-numre i højsædet. Men den koncert, den 37-årige amerikaner valgte at give os i Falconer Salen mandag aften, var i den grad en rockkoncert.

Med høj volumen, trommesmadder og distortion sluttede White sig til sit mandlige backingband iført den klassiske indierock-uniform: sorte bukser, sort læderjakke og så en T-shirt så hvid som hans navn og ansigtskulør, der ville gøre enhver solforskræmt 1800-tals-lady misundelig. Med en ekstrarocket udgave af The White Stripes’ ”Dead Leaves and the Dirty Ground” blev der sat metertykke streger under aftenens overskrift. Det skulle være ROCK. Til det formål var en række af Whites mest punkede og garagerockede numre hevet frem. Og dem, der ikke var nok tempo og guitarsolo på, fik bare lidt ekstra til lejligheden.

Falconer Salen var udsolgt, på trods af at tusindvis af danskere for kun to måneder siden oplevede Jack White på Roskildes Orange Scene, hvilket vidner om Whites succes og voksende ikonstatus. Begge dele hænger sammen med hans guitarfærdigheder, hans stilsikkerhed og hans evne til at blande elementer fra musikhistorien med noget moderne og noget personligt og gøre det til numre, der uomtvisteligt skriger Jack White. Om så etiketten på albummet siger The White Stripes, The Dead Weather eller The Raconteurs. Ud over de musikalske kvaliteter er han også ved at blive et ikon pga. sin karisma og mystikken omkring, hvad der sker bag Edward Saksehånd-ydret. Ikonets silhuet var ved koncertens begyndelse projiceret op i kæmpestørrelse på et hvidt lærred, og det virkede som en passende præsentation af Jack White.

Den sikre bandleder førte sine fem musikere og publikum på en meget rocket tur gennem bagkataloget. Der var selvfølgelig mange numre fra soloalbummet Blunderbuss, bl.a. ”Missing Pieces” og ”Hypocritical Kiss”, samt en tungt rockende udgave af The Raconteurs’ ”Top Yourself”. Under fremførelsen af The Dead Weathers ”Blue Blood Blues” blev jeg helt bange for, at trommeslageren skulle få krampe i armene, da han lagde al kraft i og slog til igen og igen. Det skete flere gange under koncerten, ikke mindst under de tordnende trommer i White Stripes-hittet ”The Hardest Button to Button”. Her kunne man jo ikke undgå at savne Meg White lidt, men man kan ikke påstå andet, end at aftenens trommeslager gjorde et skrap indsats. Nummeret satte gang i publikum ligesom et andet hit, Raconteurs’ ”Steady, As She Goes”, der igen mindede os om Whites talent for at opfinde riff, der er guitarens vægt værd i guld.

Undervejs bød White os på et lille country-intermezzo med Blunderbuss‘ afslutningsnummer ”Take Me With You When You Go” efterfulgt af Hank Williams-nummeret ”You Know That I Know”, der fint illustrerede, hvordan White formår at gøre musikhistorien levende i sin egen musik. Dette indslag var et af de ganske få steder, hvor der var plads til at trække vejret i Whites koncert, da alt ellers var skruet op på maksimum.

En mulighed for afveksling bød sig, da en karakteristisk raslen med bækkenerne og en dyb, pulserende rytme sloges an, og Whites skingre guitar gav os introen til det fremragende Raconteurs-nummer ”Broken Boy Soldier”. Men min skuffelse var stor, da vi blev snydt for selve nummeret, og introen gled over i et andet nummer, der blev til en halv ”Ball and Biscuit”, som igen gik over i trommesmadder og guitarsolo. En flad fornemmelse.

Efter lidt over en time på rockklub med Jack White og hans band var der en lille pause. Det eneste, der her ændrede sig, var farven på Whites T-shirt, og bandet fortsatte med lige så høj oktan som før med ”Sixteen Saltines”. Dog kom et naturlig temposkifte med det dramatiske klavernummer ”Weep Themselves to Sleep” og med aftenens eneste stille indslag, ”We’re Going to Be Friends”. Og hvor var det i grunden rart med denne afveksling.

Kæmpehittet ”Seven Nation Army” kom til allersidst, og her gyngede hele den store sal. Hvad internationale fodboldmesterskaber har gjort for lålålå-faktoren i denne ellers så glimrende sang, er frygteligt, og samtidig var det også en lidt jappet version af nummeret. Men det ændrer nu ikke på, at den basgang bare er overlegen, og at nummeret var det helt naturlige punktum for Whites rock-tour de force.

Inden for det, han nu engang havde valgt som koncertens tema, gjorde Jack White det godt. Det var ren, uforfalsket rock’n’roll hele aftenen igennem (dog kunne man savne The White Stripes’ ”Black Math” når nu vi var i denne boldgade). Numrene gled over i hinanden, så der var ingen uønskede pauser. Det var yderst professionelt, og i begyndelsen glædede jeg mig over, at koncerten således aldrig tabte momentum. Men det gjorde den netop alligevel, fordi man efterhånden havde brug for de små pauser. Når så godt som alle numre var skruet op på alt, hvad de kunne trække af rock og volumen, blev der ikke plads til detaljer eller forandring. Stilheden kan jo netop bruges effektfuldt til at understrege larmen, når den virkelig sætter ind. Det hørte vi, da ”We’re Going to Be Friends” kom, og det gik vi glip af, da ”Broken Boy Soldier”, med sin ellers velegnede, eskalerende intensitet, blev droppet. Det var en heftig rockkoncert fra ikonet Jack White. Men en af de andre typer koncerter, jeg mistænker ham for at kunne levere, vil jeg også gerne opleve en dag.

Fotos: Mia Dernoff