Plader

Jack White: Blunderbuss

Skrevet af Daniel Niebuhr

Uanset hvilket projekt Jack White har gang i, har han for vane at skrive usædvanlig gode sange på usædvanlig gode plader, og Blunderbuss er bestemt ingen undtagelse.

The White Stripes blev på mange måder rock’n’roll-musikkens genopstandelse i årene omkring årtusindskiftet, som så mange havde gået og ventet på, om man ville indrømme det eller ej. Jack Whites forholdsvis enkle kompositioner og røvsparkende guitarbehandling, der toppede i 2003 med udgivelsen Elephant, blev et sikkert hit hos rockfans verden over. Og til trods for at der på de senere plader skete en ændring i det musikalske udtryk til det mindre larmende, var populariteten blandt deres fans fortsat stor, hvilket kunne ses på millionvis af solgte plader. Derfor var det forståeligt nok en endnu større skuffelse at vågne op til nyheden om duoens opløsning 2. februar sidste år, da Jack valgte at indstille 14 års samarbejde med ekskonen Meg.

Men sidste års brud var heldigvis ikke et resultat af, at White trængte til musikalsk pause. Han nåede at være aktiv med både The Raconteurs og The Dead Weather, før han godt et års tid efter at have lagt The White Stripes på hylden nu er klar med sit første soloalbum, der har fået titlen Blunderbuss.

Det, jeg først og fremmest lægger mærke til, er følelsen af at blive modtaget med åbne arme. Det er ikke noget med, at man skal sætte sig ind i en hel genre eller specielle træk ved Jack White som kunstner, før man går i gang med at lytte til albummet; det er rock i sin mest enkle og lettilgængelige form.

Blunderbuss indledes med ”Missing Pieces”, der som så mange andre åbningsnumre lader til at skulle slå stemningen an med en opbygning som et traditionelt rocknummer, hvor der også er blevet plads til en lille guitarsolo inde midt i det hele. Stemningen kan så absolut mærkes, og man finder hurtigt sig selv tilbagelænet i sofaen i en position, hvor man måske desværre kommer til at slappe lidt for meget af. Det er dog ikke så trivielt, at jeg går videre til næste nummer på pladen, men samtidig heller ikke et nummer, der ville have fanget min umiddelbare interesse, hvis jeg eksempelvis rent tilfældigt var faldet over det i radioen.

Heldigvis går der ikke lang tid med den lettere tilbagelænede stund med White, der hurtigt får givet smagsprøver på sin stadig uovertrufne evne til at skabe den simple, men alligevel hårde rock. Blandt andet på ”Sixteen Saltines”, der i sidste uge gik hen og blev pladens anden single, bliver der mere plads til de rigtig rockede elementer, hvor crashbækkenerne og Whites guitar bliver anvendt flittigt. Derudover er der også blevet plads til noget rigtig R&B i forhold til nutidens udefinerbare R&B-genre, og det kommer i form af coverversionen af “I’m Shakin'”. Little Willie Johns originalversion kom helt tilbage i 1960, hvilket giver nummeret de nødvendige kvaliteter til at kunne få selv de 80-årige ud på dansegulvet.

Og så er det ikke til at komme uden om pladens første single, ”Love Interruption”, der fremstår som Blunderbuss’ største hitpotentiale med den traditionelle poprockkomposition om det evigt anvendte kærlighedsemne, hvor White i omkvædet ledsages af Ruby Amanfu, og sammen danner de den mandlige og kvindelige pol, der fuldender sangens kærlighedsaspekt.

Set i lyset af den nu opløste duos senere albums kunne Blunderbuss sagtens have været det næste The White Stripes-album i rækken. Og siden Jack White i høj grad var manden bag Megs og sin succes, så lægger man – med undtagelse af de til tider manglende, minimalistiske garagetrommer – egentlig ikke mærke til ekskonens fravær. Hvis det samtidig havde været Jack og Meg, som jeg med Blunderbuss skulle forholde mig til, ville jeg i øvrigt have lagt vægt på udviklingen mod mere stille numre i forhold til forrige pladers aggressive og støjende rock.

Men nu er det netop ikke The White Stripes, men Jack White som solokunstner, vi har med at gøre. Og i stedet vil jeg fremhæve Blunderbuss’ iørefaldende melodier og høje kvalitet som rockalbum, der meget gerne må få selskab af en opfølger eller to. For Jack White er uden tvivl en af dette årtusinds vigtigste skikkelser inden for rockmusikken. Og jo længere tid han kan bidrage med at holde den traditionelle rock i live, hvad enten det er med The Dead Weather, The Raconteurs, The White Stripes eller på egen hånd, desto mere taknemmelig vil jeg være på vegne af rockfans verden over.

★★★★★½

7 kommentarer

  • Helt enig. Super fedt album. Hvis man har savnet Jack White skal man lytte til dette album, det er den samme Jack White vi lytter til.
    Jeg savner lidt fornyelse og noget uventet. Albummet mangler et nyt pift. Ellers en rigtig fornuftig Jack White .

  • Fint nok, at anmelderen kan lide den ny Jack White-skive, jeg er såmænd selv ok begejstret for Blunderbuss (selvom jeg savner en musikalsk overraskelseseffekt eller to). Desværre har anmelderen et ret skidt greb om det danske sprog, især kendetegnet ved en meget misforstået anvendelse af det ellers ikke specielt svære verbum, “blive”. Man kan ikke “blive” en genopstandelse, og så lyder følgende sætning helt skæv (om end den ikke er decideret forkert): “der i sidste uge gik hen og blev pladens anden single”….(?). “Gik hen og blev”?? Hvorfor komplicere det simpelt faktuelle? Enten er eller var en sang andensingle, punktum.
    Den her sætning er ueffen i allerhøjeste grad: “Stemningen kan så absolut mærkes, og man finder hurtigt sig selv tilbagelænet i sofaen i en position, hvor man måske desværre kommer til at slappe lidt for meget af.” En gang til? Hvordan skulle en stemning ikke kunne mærkes? Det er vel definitionen på en stemning, at man mærker/fornemmer den?
    Anmelderen mangler også en basal forståelse for hvornår man benytter “en” eller “et” til at støtte op om et verbum eller adjektiv. Men lad nu det ligge.
    “Derudover er der også blevet plads til noget rigtig R&B i forhold til nutidens udefinerbare R&B-genre”….Det er ikke så meget sprogligt forkert, som det er hamrende dårlig formidling. Hvad kan der menes med så slapt og ikke-konkretiseret et udsagn? Det synes meningsløst at sammenligne tidens urban r’n’b (hvis det er det anmelderen sigter efter?) med Little Willie John anno 1960 (ligesom det er tamt at hævde at et covernummer af denne kunstner skulle animere 80-årige til at danse..what!?)
    “Hvis det samtidig havde været Jack og Meg, som jeg med Blunderbuss skulle forholde mig til, ville jeg i øvrigt have lagt vægt på udviklingen mod mere stille numre i forhold til forrige pladers aggressive og støjende rock”. Igen: Dårligt sprog, der ydermere ikke dækker over et intetsigende udsagn.
    En sidste ting: Vil du ikke lade være med at tale på vegne af “rockfans verden over” (som du gør både indlednings- og afslutningsvist). Tal for dig selv, du er (sikkert) en voksen mand og det er øretæveindbydende tamt at høre en kritiker tale på vegne af alle “rockfans”. Come on!

    Til redaktionen: Hvis undertoner.dk forventer at blive taget alvorligt som smagsdommerinstans, meningsdanner eller vejrhane for alternative musikformidling i fremtiden, så bør man overveje at standarden på anmeldelserne skal være derefter. Nu vil jeg ikke lyde som et surt ekko af Kristian Leth, der tidligere har påpeget problemet med klichefuld kritik af rytmisk musik i DK, men undertoner.dk bærer kun brænde til det bål. Det er lidt forstemmende, at der ikke findes egentlig kvalificeret musikkritik i DK, når man fx sammenligner med standarden på internationale sites som drownedinsound, slant magazine, popmatters eller cokemachineglow, for blot at nævne fire eksempler. Læs og lær!

  • Til Anti-jovial
    Jeg bliver træt langt ind i sjælen af indlæg som dine.

  • Mesterligt flueknepperi. Lad os prøve, om fluen også kan kneppe tilbage.

    Det er skægt, at man som du, anti-jovial, giver sig til at dissekere en anmeldelse i en kritik af dets sprog og så bl.a. kaster sig over det tilsyneladende nemme verbum ‘blive’. Iflg. DDO har ‘blive’ elleve betydninger, hvoraf den mest fremtrædende er distinktionen mellem at blive (aktivt) og (for)blive (passivt). Noget af en underdrivelse at hævde, at ‘blive’ er et simpelt verbum.

    Du skriver senere: “Anmelderen mangler også en basal forståelse for hvornår man benytter “en” eller “et” til at støtte op om et verbum eller adjektiv. Men lad nu det ligge.”

    Neeeej, lad os lige se på den tilsyneladende basale forståelse. Verber og adjektiver har artikler som en eller et, siger du. Fluen spørger: Hvad med verbet ‘at kneppe’? Er det en eller et? Eller adjektivet mesterlig? Er det en eller et?

    Hen mod slutningen skriver du efter et citat: “Igen: Dårligt sprog, der ydermere ikke dækker over et intetsigende udsagn.” Her vil jeg give dig inderligt ret, for din karakteristik og millimeterpræcise definition af ‘dårligt sprog’ gør, at man nøjagtigt kan følge dig i hvert af dine argumenter. Tak.

    Dissektionspennen kan hvæsses, men fluen kan også kneppe tilbage. Hav en god dag.

  • “Nu vil jeg ikke lyde som et surt ekko af Kristian Leth, der tidligere har påpeget problemet med klichefuld kritik af rytmisk musik i DK, men undertoner.dk bærer kun brænde til det bål.”

    Det skal du skam ikke frygte for, anti-joval, eftersom Kristian Lets kritik gik på substansen af anmeldelserne, og ikke på små overfladiske grammatiske fejl. Netop som god rockmusik i sin oprindelige form – meget overordnet anskuet – altid har været drevet af en rodløs energi, umiddelbarhed og sanselig råstyrke i kontrast til terpen af teori og krav om teknisk overlegenhed, er den bedste rockjournalistik for mig at se drevet af samme.

    Hvis anmeldelsen er dedikeret, ærlig og sjælfuld vil jeg blæse højt og helligt på enkelte grammatiske ukorrektheder og små trykfejl.

  • Denne anmeldelse lever i øvrigt heller ikke op til mit idealbillede om en velfungerende anmeldelse af alternativ rytmisk musik – jeg forstår blot ikke anti-jovials sproganalytiske tilgang, hvor jeg i højere grad mener, at en potentiel kritik burde gå på anmeldelsens substans eller mangel på samme.

  • Til anti-jovial og anmelder:
    Selve sproget i anmeldelsen halter stort set ikke, men det gør derimod bedømmelsen af albummet. Der kigges blot på 4 sange, hvoraf den ene næsten beskrives som anonym. Derudover kigger anmelderen på de to singler og et covernummer, der får et par ord med på vejen. Bortset fra de få kommentarer omhandler anmeldelsen dog kun Jack Whites andre foretagender, White Stripes opbrud og hans indflydelse på musikken omkring årtusindeskiftet.
    Der nævnes til sidst, at albummet har høj kvalitet og gode melodier, men uden dog at komme meget yderligere ind på dette. Derudover er der ingen begrundelse for at dette album skal takseres til noget, der ligner et mesterværk.
    Så ja, anti-jovial, anmelderen har ganske klart ikke helt styr på sit. Men at du går op i ligegyldigheder og korrekturfejl, der ikke siger noget om selve albummet, er latterligt.

Deltag i debat