Jakob Bro er vel en af Danmarks bedste eksportvarer inden for jazzen og høster da også priser her og der for sit produktionelle og musikalske virke. Sammen med Thomas Knak, der er mest kendt under aliasset Opiate og som en del af Future 3 og også har arbejdet sammen med Alva Noto og Björk på hendes album Vespertine, har han udgivet konceptalbummet Bro/Knak.
Thomas Knaks fortolkninger er trykt på en separat plade, men har man alligevel fået albummet ned på sin spillemaskine, synes det oplagt at høre de gentænkte og nyarrangerede sange lige efter deres originale ophav. På trods af at det efterhånden bliver forvirrende at holde styr på titler, så kan man dermed til fulde sammenligne. På den vis bliver konceptalbummet en konstruktion, der rækker ud over sit eget forlæg, og som fordrer lytterens opmærksomhed og søgen efter tekniske, konstruktive og måske stemningsmæssige forskelle.
Selvom deres særegne musikvirke umiddelbart foregår via guitar og knapper, er der flere elementer i fokus på Bro og Knaks samarbejde. Klarinet, theremin, drengekor og harpe optræder blandt andet, og på sin vis kan pladen betegnes som et dobbeltalbum, hvor Bro og Knak har skabt versioner af de samme numre i et gensidigt forhold. Jakob Bros udtryk er oftest med et melankolsk islæt, mens Knaks elektriske genopbygninger ofte har en både repetitiv fremdrift – som når den guitarprægede og næsten tænksomt langsomme “Roots” genopstår som “Roots Rebuild” i en opløftende og umiddelbart boblende elektronisk version med ekstra klaver. Vel det tætteste, man kommer på et decideret hit på albummet.
“Izu”, der er inspireret af en bestemt dragende skov i en af Haruki Murakamis bøger og har fået sit navn efter en lille vulkansk øgruppe syd for Tokyo, er derimod sprængende abstrakt i sin form og æterisk i sine langstrakte guitarstrenge.
I den originale “Colour Sample” mødes Jakob Kullbergs bløde cello og Tine Rehlings vibrerende harpe, mens Bros lagdelte stemme danner kor og halvgemte og prustende reallyde. De første tre minutter er afventende eller som en mellemstation, der strækker sig i et vakuum fra en ikke-position til en anden, indtil en melodi begynder at træde frem gennem især harpens toner. Trompet, sporadiske trommer og lyde, der fremstår, som om de er blevet vendt om i deres elektroniske forlæg, tager over og bevæger det 10 minutter lange nummer videre, før klaver sørger for en blid og blød landing. Med andre ord et kompliceret og meget bevægeligt nummer, der i Knaks fortolkede udgave på mange måder er svær at kende fra den dobbelt så lange original. De elementer, der før var i så stille og afventende positioner, synes nu visse steder at slås med hinanden i et energifyldt virvar, mens Bros kor som noget af det eneste fremstår som i originalnummeret. Det er i høj grad interessant at holde de forskellige versioner op imod hinanden og på den måde dissekere kompositionerne.
“Mild Rebuild No. I” er skærende som ældre støjrock med ambiente undertoner og både introspektiv og inderlig, som størstedelen af numrene er. De melankolske og uforløste tråde ud er næsten uudholdelige til tider − ikke grundet deres lydlige fremtoning, men fordi de er så følelsesmæssigt ladede, at det er svært ikke at få en middelstor klump i halsen. Sammen med det afsluttende drengekornummer er “Mild Rebuild No. 1” formentlig pladens bedste.
Anderledes insisterende fremstår en anden version, den bastunge “Mild Rebuild No. II”, og det er forbløffende, hvordan så forskellige numre kan have samme forlæg. Den i stemning langt lettere original, “Mild”, er båret af roligt og beroligende fingerspil på en akustisk guitar og rummer ikke samme gyngende undergrund som sine to nyarrangerede medsøstre.
Jeg har indtrykket af, at man kunne skrive længere afhandlinger om det reciprokke forhold mellem Bro og Knaks musik. Om hvad der tabes og hvad der vindes ved at oversætte et stykke musik til en anden genre, der alligevel har meget til fælles med sin jazzede fætter, og som i en gendigtning bibeholder centrale elementer. Knaks arrangementer af Bros numre skaber facetter til deres forlæg, som måske nok har været der et sted i kompositionerne, men som får genfortolkningerne til at fremstå som nye numre, man kan dykke ned i, beroliges af og påvirkes af, og som er meget svære for alvor at udtømme for mening eller betydning.
