Den onde tvilling tæller Cecilie Enevold Nielsen og hendes band på tre medlemmer. Sammen laver de drømmende indiepop af den skrøbelige, men intense og nærværende slags. Debuten udkom tilbage i 2010, og nu er My Evil Twin klar med opfølgeren, Cracks in Ice, der følger det udlagte spor af melankoli og tungsind.
Der sænker sig en tung dis over mig, mens Cecilies stemme flyder ud gennem mine hovedtelefoner. Hvis jeg ikke vidste bedre, kunne stemmen tilhøre en mystisk elver-skikkelse, der var i gang med at føre mig væk til ukendte destinationer, hvor overjordiske væsner hersker – eller måske en isdronning. Vokalen er både dyb og lys på samme tid. Der er nemlig leget med en effekt af dobbelt vokal, som giver fylde og faktisk skaber en illusion om en tvillingeduet. Dragende og forførende med rigelig luft på stemmen.
Udtrykket er meget piget og uskyldigt, og lyden er indbydende trods den lidt tunge stemning. Albummet kører i et forholdsvis roligt tempo bortset fra enkelte numre som eksempelvis titelnummeret. Her tilføjer en analog keyboardfigur et lyst og legende element til et ellers iskoldt nummer med teksten »I am shivering from the cold / ‘Cause you are the north pole / Turning my face blue«. Koldere bliver det vist ikke.
Et af de mest dystre numre er “Stormy Nights”, som nærmest via titlen alene afslører alvoren og den turbulente stemning på en lidt klichéagtig måde. Nummeret kører på en bund af dybe, brummende og flakkende elektroniske lyde, der er med til at bygge et spændingselement op omkring den mørke stormnat, der skal afspejle en dyster sindstilstand: »Sometimes I’m sure the night never turns into day«. Men uanset hvor dystert det bliver, er man aldrig helt bange for at blive slugt af et sort hul, for der bliver altid lige smidt lidt Casio-toner ind over, som gør det hele mindre foruroligende.
Selv om melankoli, håbløs kærlighed, mørke og kulde siver ud af pladecoveret, så snart man åbner det, er der ikke tale om den helt farlige slags. Albummet har en charmerende naivitet, der gør det svært ikke at blive lidt grebet af. Og tekstuniverset er billedrigt på den simple og genkendelige måde. På mit yndlingsnummer, “I Spell Your Name Backwards”, bliver der skruet op for tempoet med hurtigere keyboardstrofer kombineret med trommer og bækkener, og man kan næsten fornemme en forsigtig, ulmende forelskelse, som måske, måske ikke er gengældt: »Sorry I’ve waited too long / Is it too late? / The train will leave / Before I get to the station.«
Cracks in Ice er en velpoleret plade båret af Cecilies effektprægede vokal og sangskriveri. Den formår at balancere med det kolde tema, uden at det kammer over, men mangler måske lidt skarpe kanter, lidt nerve og særpræget genkendelighed. Det bliver en smule for finpudset.
