Poor Moon: s.t. - Undertoner

Medlemmerne af Fleet Foxes spilder ikke tiden, når hovedprojektet holder pause. Tidligere trommeslager Josh Tillman udsendte tidligere på året sin ottende soloplade, denne gang under navnet Father John Misty, og nu er bassisten Christian Wargo og pianisten Casey Wescott fra selvsamme band på banen med Poor Moon, der desuden består af brødrene Ian og Peter Murray. Bandet, der er navngivet efter en Canned Heat-sang, blev dannet, fordi Wargo efter flere års sangskrivning lå inde med en række sange, der manglede et medium. Dette resulterede tidligere i år i ep’en Illusion, og nu er bandet klar med deres selvbetitlede debutplade.

Åbneren “Cloud Below” minder mest af alt om en vuggevise, der trods sær brug af fløjten og fårekyllinger stadig formår at være anonym og kedelig i sit udtryk. Før man ved af det, sætter “Phantom Light” i gang og giver associationer til den mere barokpoppede del af Fleet Foxes’ materiale, bare uden den hypnotiserende aura. Sangen er lige så uophidsende som åbneren, og det er faktisk først i de sidste 40 sekunder af den tredje skæring, “Same Way”, at Poor Moon bliver bare det mindste interessant.

Pladen er ligesom i Wargo og Wescotts hovedprojekt fuld af harmonier. Wargo har en fin stemme, der giver associationer til en mand som Zach Condon, og samtidig også Robin Pecknold fra hovedprojektet; stemmen besidder bare ikke den samme personlighed og inderlighed, der gør Pecknold og Condons stemmer så unikke.

Desuden har Wargo en ærgerlig trang til at fylde sine sange med instrumenter som cembalo og citar, der her bare skaber flere irritationsmomenter, end de gør gavn. Heldigvis bliver pladen klart bedre, lige så snart man passerer det tåkrummende ringe guitarriff, der indleder “Waiting For”. Sangen har nemlig et flot, melodiøst omkvæd, og de efterfølgende “Heaven’s Door” og “Pulling Me Down” er pladens klare højdepunkter. Her lykkes det Poor Moon at integrere de tidligere nævnte mere eksotiske instrumenter i sangene.

De fine tendenser fortsætter i “Bucky Pony” og “Come Home”, men den afsluttende duo, “Birds og “Fortune”, sender Poor Moon tilbage mod anonymiteten fra pladens begyndelse. Det er derfor en blandet fornemmelse, man sidder tilbage med som lytter, når pladen runder af. Midtersektionen er fin, men det er ikke nok til at få helhedsindtrykket mærkbart op.

Der hersker ingen tvivl om, at Wargo og resten af Poor Moon har haft lysten til at skabe noget unikt og smukt; idéerne er mange, men udførelsen er bare desværre ikke særligt vellykket. Dette vil nok gøre, at Poor Moon kommer til at drukne i det ocean af folk-revival-bands, der kæmper om lytternes opmærksomhed for tiden.