Plader

Father John Misty: Fear Fun

Fleet Foxes´ tidligere trommeslager, Josh Tillman, udgiver sit ottende soloalbum, men det første under det nye alter-ego Father John Misty. Og det er han sluppet særdeles godt fra.

Bag kunstnernavnet Father John Misty gemmer sig Joshua Tillman. Nogle kender ham måske som trommeslager i indiefolk-bandet Fleet Foxes, som via hymne-agtig folkrock – med så smukke vokalharmonier, at englene må synge med – har begejstret anmeldere og publikum på deres to hidtidige udgivelser.

Hvad mange ikke ved, er, at Tillman – lang tid før han kom med i Fleet Foxes, men også sideløbende med sin tid i bandet – har udgivet syv soloplader. De er udgivet på små selskaber og har ikke vakt opsigt i andet end en snæver kreds, men ikke desto mindre har han nu forladt Fleet Foxes for at fokusere på netop denne solokarriere.

Resultatet er den ottende soloplade, som har fået titlen Fear Fun. Ifølge Tillman betegner pladen en ny start, og symptomatisk har han frem for at fortsætte med at udgive plader i eget navn nu valgt et alter-ego, Father John Misty. Så kan man måske forledes til at tro, at den nye soloplade er mindre personlig end de foregående, som alle er meget personlige og afdæmpede folk-plader, men det er langt fra tilfældet. Som en forklaring på navneskftet parafraserer Tillman forfatteren Philip Roth: »It’s all of me and none of me, if you can’t see that you won’t get it.«

Fear Fun er i sandhed en personlig plade, som går endog meget tæt på, hvordan Tillman har måttet tage sit liv op til genovervejelse. I forhold til hans tidligere værker betegner pladen alligevel et paradigmeskift i hans sangskrivning. Han er på en måde kommet mere på afstand af sin sangskrivning og benytter sig f.eks. ofte af afvæbnende humor i sine sange – noget, han tidligere holdt sig langt væk fra.

Men inden han nåede dertil, brugte han en rum tid til selvransagelse, fortæller han i pressematerialet. Det var gået op ham, at den sangskrivning, som han altid havde brugt som redskab til at berette om personlige tanker og følelser, stik imod forventningerne, havde isoleret ham. Den var blevet brugt til at slikke egne sår, hvilket egentlig var paradoksalt, for som han formulerer det: »I don’t even like like wound-licking music, I want to listen to someone rip their arm off and beat themselves with it.«

Tillman var mentalt i kælderen, men efter en rum tid lykkedes ham dog at trække sig selv op af hængedyndet. Han drog ud på landevejen, efterlod alt – bortset fra euforiserende svampe nok til at slå en hest ihjel – og gik på jagt efter en ny identitet som sangskriver.Han slog sig ned i en træhytte i Laurel Canyon, det gamle hippieområde omkring Los Angeles, hvor Joni Mitchell, Jim Morrison og Frank Zappe huserede i 60’erne, og begyndte at skrive på en roman, som med tiden gav ham nye inspiration til at skrive sange igen – men nu som Father John Misty.

Hele denne historie kan man faktisk lytte til på albummets fjerde nummer, “I’m Writing a Novel”, som vel nærmest er at betegne som en blues-boogie i stil med John Lennons “The Ballad of John and Yoko”. Musikalsk er nummeret bedaget og ikke ophidsende. Alligevel fænger nummeret, da historien er fortalt på en underfundig og humoristisk måde.
Tag f.eks. linjen »Heidegger and Sartre, drinking poppy tea / I could’ve sworn last night I passed out in my van and now these guys are pouring one for me.« Eller omtalen af den sorte hund, der som et symbol på hans fortid fortæller ham: »You can’t turn nothing into nothing with me no more.« Sidst, men ikke mindst, er Tillman i nummerets fjerde vers ude at køre i en såkaldt dune buggy med en person, der lyder navnet Neil. Lur mig, om ikke efternavnet er Young, og mon ikke teksten refererer til det klassiske Neil Young-album On the Beach, når Neil fortæller Tillman, at han skal køre med ned på stranden, hvis han nogensinde vil skrive noget, der er ægte.

Min fascination af “I’m Writing a Novel” skyldes primært teksten. Men der er bestemt og numre på Fear Fun, der musikalsk set får mig til at rejse mig, strække armene i vejret og råbe ”yeah”. “Nancy From Now On” er et let og luftigt nummer, der som en smuk sommerfugl svæver hen over en sommereng. I omkvædet synger Tillman i falset, og minsandten om ikke en triangel i omkvædet gør den helt store forskel. Man kommer til at tænke på gode gamle Roy Orbison, når man lytter til dette nummer. Mageløst.

Tekstmæssigt handler det ligeledes om processen Tillman har været igennem, og i verset synger han resignerende »oh, pour me another drink / And punch me in the face / You can call me Nancy« og refererer dermed til punk-mytologien om Nancy Spungen og Sid Vicious’ voldelige forhold. Tillman har med andre ord besluttet sig for at smide forsigtigheden over bord, og i omkvædet synger han: »How was I to know / That milk and honey flow / Just a couple of states below.«

Også albummets smukke femte nummer, “Oh I Long to Feel Your Arms Around Me”, vækker opsigt, og her leder de smukke vokalharmonier tankerne i retning af Fleet Foxes.

Paradoksalt nok skiller albummets fremragende førstesingle “Hollywood Forever Cemetary Sings” sig ud som et forholdvist hårdt og aggressivt nummer. Det er bygget op omkring en tung og simpel trommerytme, som, kun akkompagneret af en distortion-guitar, understøtter Tillmans lyse og skrøbelige vokal, som i nerve sagtens kan tåle sammenligning med Neil Youngs. Teksten handler om et vildfarent pigebarn og er lidt kryptisk, men man fornemmer igen fascinationen af en dionysisk livsstil, som falder godt i tråd med pressematerialets litterære kobling til Charles Bukowski og Oscar Wilde.

Fear Fun er et fremragende album, og Josh Tillmans forvandling til Father John Misty viser, at det aldrig er for sent at rive sig fri af snærende bånd og skifte spor her i tilværelsen, for som han synger på albummets sidste nummer ”Everyman Needs a Companion”:
»Joseph Campbell and The Rolling Stones / Couldn’t give me a myth / So I had to write my own / Like I’m hung up on religion / Though I know it’s a waste / I never liked the name Joshua / I got tired of J.«

★★★★★☆

Hør hele albummet på Soundcloud.

Deltag i debat