Efter singlen “Left Myself Behind” ville opmærksomheden om Toy ingen ende tage. De varmede op for The Horrors på deres efterårstour rundt i England, og til mere end én koncert endte de med at stjæle aftenen fra det ellers anerkendte hovednavn.
Musikken bunder i krautrock, men har nær kontakt til mere psykedelisk, dronebaseret rock (tænk Hawkwind), post-punk (tænk Joy Division) og shoegaze (tænk My Bloody Valentine). Den er pakket ind i en varm, nutidig emballage, som gør numrene mere let-spiselige samt formår at undgå det rod, en sammenblanding af så mange genrer umiddelbart ville forårsage.
Referencerne er meget svingende fra nummer til nummer, hvilket selvfølgelig gør Toy til en meget alsidig sag. Man kunne frygte, at bandets egen lyd undervejs ville forsvinde i virvaret af afprøvede inspirationskilder, men det undviger Toy næsten hele vejen igennem. Forsanger Tom Dougalls skrøbeligt insisterende (om end teknisk begrænsede) vokal er et af de elementer, som skaber en vedholdende, personlig lyd albummet igennem.
Åbningsnummeret “Colours Running Out” holdes svævende af forvrængede slides, som ligger lag på lag sammen med den lige så flyvske synth. Sammen med et beat i højt tempo, som i omkvædene antager en surfagtig karakter, giver det en dynamisk åbning på et album, som skifter drastisk gear fra nummer til nummer.
Synthen slår for alvor igennem på albummets mere introverte numre. “Reason Why” og “My Heart Skips a Beat” læner sig gevaldigt op ad dreampop-opskriften nedfældet i de tidlige 90’ere, men holder samtidig den ellers kendetegnende guitarstøjvæg ude af det musikalske rum. I stedet er der fokus på Dougalls vokal, alt imens Alejandra Diez’ synthtoner trygt indlemmer lytteren i numrenes silkebløde univers.
På “Strange” møder vi klassisk britisk postpunk. Den tunge basgang, den fremmedgjorte lyrik og en forstyrrende lyd på både guitaren og synthen skyder den varme følelse fra de tidligere numre til side. Koldblodigheden udpensles på “Drifting Deeper”, hvor albummet finder helt nye maskinelle højder. Væk er vokalen, og tilbage er et nærmest noir-inspireret, skræmmende lydbillede, som ligger så langt væk fra resten af albummet, at det er svært at finde den passende sammenhæng.
“Dead & Gone” er i højere grad beslægtet med stonerrocken. Nummeret starter med et enkelt beat, et enkelt riff, mens der tålmodigt tilføjes nye elementer. De samme fraser gentages, når nummeret langsomt nærmer sig et uundgåeligt klimaks, som dog først indledes i al sin monstrøsitet efter et overraskende break i den tykke røg af støj.
Toys kærlighedserklæring til det syrede rockunivers bliver dog først for alvor mastodontisk på albummets sidste nummer, “Kopter”. Et næsten 10 minutter langt ridt som i retrospektiv sætter kursen for det album, det afslutter. Med vanvittig fart, opløftende og letsindigt, bliver det mejslet i sten, at Toy forstår, hvordan man kombinerer nyt med gammelt. Det ender som en definerende slutning på et album, som formår at være umådeligt krævende, eksperimenterende og interessant, samtidig med at det poppede melodiske håndværk låser op for en sjælden tilgængelighed.
