Det startede som et musikerkollektiv på 10 kvinder, men Valby Vokalgruppe er nu med besætningen på kun fire medlemmer – Anja Jacobsen, Lil Lacy, Sonja LaBianca og Cæcilie Trier – ved at transformeres til et egentligt band. Troede man, at dette ville betyde et album i traditionel melodisk forstand, tog man dog grueligt fejl. Dette første udspil i fuld længde tager i vid udstrækning over, hvor debut-ep’en, De syv mundes fest (2010), slap, og den er præcis så svær at blive klog på, som titlen antyder. Og indrømmet, efter første gennemlytning skulle jeg virkelig tage mig sammen for at trykke replay og udsætte mine ører for dette mærkværdige sammensurium af stemmer endnu en gang.
Bah New Era afsøger grænselandet mellem lydkunst og beatmusik (i den allermest alternative forstand). På den ene side ekstremt avantgardistisk i et særegent, futuristisk univers, på den anden side organisk med udforskningen af stemmens formåen som sin kerne. Symptomatisk for albummet er den konstruerede blanding af monotoni og løssluppen vildskab, der gør, at man som lytter aldrig rigtig ved, hvor et nummer er på vej hen.
Første skæring, ”Hændelseshorisont”, er et klasseeksempel på dette. Nummeret er en kakofoni af stemmer, der gentager samme ”uh”-lyd i noget, der føles som det uendelige. Med en spillelængde på over fire minutter er det til at blive vanvittig af at høre på, indtil instrumentale indslag som skrattende trompet, maskinelle trommebeats og keyboards tager over, og man ånder lettet op. Denne effektfulde formel bruges igen på ”Bah (opsendelse)” og dens tvilling ”Bah (landing)”, hvor ordet ”bah” gentages i et loop med stigende lydstyrke og intensitet for til sidst at blive kontrasteret af en skærende, syntetisk støj, der brutalt stjæler fokus i lydbilledet.
Andre steder møder man noget, der minder om decideret sang. Det lyder hen ad afrikansk kor på ”Newana Le Tenore”, mens ”Dawning, the valley” står som albummets måske mest interessante og vellykkede nummer. En spinkel vokal synger så blidt, så blidt over en rislende, hypnotisk understrøm af keyboard, hvorefter flere vokaler støder til, men det er ikke helt til at gennemskue, om det bare er den samme stemme, der er samplet. Den nærmest meditative tilstand brydes godt og grundigt ned af et syret brag af forvrængede skrig og lydeffekter, indtil det hele brat stopper. Igen denne vekslen mellem det rolige, organiske hav af stemmer og det maskinelle kaos – når altså vokalerne da ikke antager en robotagtig karakter som på ”The Secret Wife”, der nærmest snubler over sit eget beat, som gang på gang rives ned for at blive bygget op igen.
Valby Vokalgruppes eksperimenter balancerer på en knivsæg mellem det kedelige og sprængfarlige. Der er en hårfin grænse for, hvornår det er spændende, og hvornår det omvendt er en rodet og uvedkommende bunke stemmer og lyde. For mig er et helt album dedikeret til stemmelege lige i overkanten. Hvad der dog ikke står til diskussion, er kvindernes talent udi foruroligende lydlandskaber, der ofte bliver helt transcenderende og leder tankerne hen på lydsiden til filmiske mesterværker som Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001, som det er tilfældet på ”Efter internettet”, hvor det summer som fra en fjern galakse.
Dette er en skæv, legesyg og rent ud sagt mærkelig plade, der for den tålmodige og nysgerrige lytter byder på utallige timers nørderi over stemmebåndets formåen. Holder man tungen lige i munden og ørerne stive, er der chance for, at man bliver belønnet for sin indsats, og at der i det umiddelbare rod af stemmer lader sig åbenbare en større sammenhæng eller noget, der minder om det. Bah New Era er ikke en plade, du sætter på for at hygge dig, men den vil overraske og udfordre og er i dén grad helt sin egen.
