Følger man Destroyers udvikling fra de tidlige udgivelser som We’ll Build Them a Golden Bridge eller Streethawk: A Seduction til 2011’s Kaputt, er man vidne til en af de mest markante omdannelsesprocesser, man kan forestille sig finde sted inden for genren indierock. Onsdag syntes projektets tidligere så karakteristiske lo-fi-skrammel, skrabede instrumenteringer og til tider næsten anmassende sangforedrag da også at ligge milevidt fra de svulstige lydflader, som frontfigur Dan Bejars »la la lai«’er og »da da dam«’er blødt bumpede af sted på aftenen igennem.
Og dog. Nok er Bejars lyd modnet betragteligt siden midt-90’erne, og nok var der i Vega ikke så få grå stænk at spore i hårpragten hos mange af hans ikke mindre end syv medmusikanter, men Bejar har stadig styr på de aktiver, der virker helt essentielle for hans virke som Destroyer: Den snirklede og spidsfindige lyrik, der sammenvæver passager af ren og iørefaldende pop. På Kaputt antog poppen form af decideret pleasende softrock med saxofon og trompet som centrale spillere i et lydbillede, der konstant var i fare for at blive for tykt. Også her holdt Bejars sangskrivertalent dog hjulene på sporet, og resultatet var noget af sidste års bedste indierock for voksne.
Derfor fungerede det – ikke overraskende – glimrende, når Bejar og band onsdag gravede sange frem fra det meste af bagkatalogets gemmer og gav dem det Kaputt‘ske touch, der uvægerligt fulgte med, når soloværkerne blev bearbejdet af de mange hænder. Selvom sættet åbnede med den ellers i udgangspunktet skrabede “English Music” fra Streethawk: A Seduction, skabte nummeret altså ikke en voldsom kontrast til en efterfølgende fyldig, men tight “A Savage Night at the Opera” fra Kaputt. Derimod klædte det Destroyer at veksle mellem numre, hvor den til tider næsten overvældende ordstrøm var centrum, og indslag, der især var båret af ensemblets pompøse dyner af behagende rock. Balancegangen var fintunet, og det var lige dele underholdende og imponerende at overvære de mange mænd på scenen fremføre en “Downtown”, der med sine saxofonpassager var så over-the-top, at det var på grænsen til at blive “Careless Whisper”-klægt – men naturligvis aldrig tippede mod det kvalme.
Hovedpersonen selv passede for så vidt fint ind i disse omgivelser. Med sine næsten konstant lukkede øjne, en noget indesluttet mimik og de hvide, åbentstående gevandter trængte en ellers ikke oplagt parallel i en ung Andrea Bocelli sig på: et sympatisk midtpunkt for aftenen, men også et, som syntes lige vel afskåret fra sit publikum. Taget i betragtning at Bejars sanseapparat så vidt vides ikke er præget af alvorlige mangler, blev det – efterhånden som koncerten passerede sit halvvejsmærke – lidt synd, at der ikke var lidt mere liv at spore bag det store fuldskæg. Ikke mindst, fordi lidt socialt modspil havde klædt en række numre, der lige omkring “Chinatown” havde tendens til at blive en kende tandløse i deres bløde fremførsler.
Heldigvis skete der snart noget. Med “Suicide Demo for Kara Walker” forsvandt Bejar ud af mit synsfelt – antageligt blot ned i gulvhøjde, uden at det på noget tidspunkt stod helt klart for mig, hvad han foretog sig dér. Ikke desto mindre gav pausen fra mikrofonarbejdet rum til noget nyt: En lang og famlende omgang med trompetens klapper og knapper resulterede i en snøvlende portion eksperimenterende ambient, der dog snart fik selskab af en klædelig basbund, og det var decideret forløsende, da nummerets æggende rytme overtog.
Det var den slags variationer og leg med materialet, der gjorde sig allerbedst, og heldigvis skortede det i denne henseende ikke på noget under koncertens sidste halvdel. “Rubies”, der afsluttede hovedsættet, fik tid til at dvæle ved sin langsommelige opbygning, hvor brutalt støjende passager og en spinkel klaverafslutning udgjorde yderpunkterne i den helt rørende fremførsel. Da Bejar gik til det sidste ekstranummer, “Bay of Pigs (Detail)”, med et for koncerten usædvanligt tilstedeværende og spøgende sind, skabte mastodont-nummerets ulmende lydflader, smukt glitrende synth, intime vokalarbejde og My Bloody Valentine-massive støj den ultimative afslutning.
Netop fordi Bejar og band her viste, hvor meget de havde at tilbyde publikum, var det svært ikke at ærgre sig en kende over den musikalske autopilot, der i en lige vel stor del af sættet prægede de mange musikanter. Bejars noget nær eneste henvendelse til publikum, »Does this place have a curfew on a Thursday?,« var måske den bedste opsummering, man kan give af aftenen: En godkendt, men lige vel rutinepræget koncert af et dygtigt band med en efterhånden meget lang række 2012-koncerter i bagagen.
Fotos: Mia Dernoff
