The Mountains Goats’ velsmurte albummaskine lader til at være i stand til utrætteligt at spytte det ene fornuftigt drejede album ud efter det andet. Og selvom risikoen efterhånden er, at udgivelserne begynder at drukne i mængden, formår gruppen stadig at give de enkelte plader mærkbare kendetegn.
Det gør John Darnielle & co. gennem et fåtal af virkemidler. For selv om det nu snart er 10 år siden, at The Mountains Goats gik fra et soloprojekt til et decideret band, er der stadig tale om nedbarberet, minimalistisk lo-fi-lyd – om end lydbilledet er noget mere mættet nu, end da Darnielle arbejdede ultra-lo-fi på egen hånd.
Guitaren er stemt så stramt, at det lyder, som om en streng vil sprænge, når det næste støvkorn lander. Trommerne lyder – stadig – som papkasser, og Darnielles vokal er desperat som en hund trængt op i en krog. En meget veltalende hund, som befinder sig bedst i kroge, for som Darnielle selv udtrykker det i åbningsnummeret “Amy aka Spent Gladiator 1”: »I lie down in my corner / because I like my corner / I am happy where the vermin play.«
Lige præcis det nummer er meget kendetegnende for albummet. Transcendental Youth er et værk til samfundets utilpassede eksistenser – John Darnielle selv inkluderet – og forsøger ikke at problmatisere deres skævhed, men snarere at fortælle, at forandring ikke er nødvendig. Alle har deres plads i verden, selv Amy Winehouse, de småkriminelle Diaz Brothers og Darnielles egen omgangskreds (stofmisbrugende og nervøse, som de er ifølge ”Lakeside View Apartments Suite”). Samtidig står det klart, at Darnielle faktisk har noget for ham yderst sjældent på hjerte – nemlig optimisme, som næsten grænser til lykke.
“Harlem Roulette” indledes af bittersød guitar, hurtige papkassetrommer og en vanskeligt genkendelig vokal, som i omkvædet bræger budskabet »The loneliest people in the world are the ones you’re never going to see again.« En næsten arrogant udmelding fra Darnielle. Nummeret handler om Frankie Lymon, teenagestjerne og død af heroinmisbrug som 25-årig – endnu en anderledes personlighed. Og selvom det ikke umiddelbart er specielt opløftende, indskyder Darnielle sætningen om, at »every dream’s a good dream / even awful dreams are good dreams / if you’re doing it right.«
The Mountain Goats forsøger sig på Transcendental Youth for første gang med blæsere. I “Cry for Judas” er der tale om en lille symfoni, som trækker nummeret så langt væk fra den lyd, der ellers hersker på albummet, at den røde tråd strækkes til bristepunktet. Sammen med en overentusiastisk basgang bliver det næsten for venligt stemt og indievammelt, men heldigvis skubber både lyrikken og vokalen tingene halvvejs på plads igen. Og heldigvis bruges blæserne mere eksperimenterende og mindre dominerende på afslutningsnummeret, “Transcendental Youth”, hvor de (næsten) virker passende.
John Darnielle behersker på næsten Jeff Mangum-lignende facon at skrive abstrakte, men samtidig let forståelige og enormt rammende tekster. En musikalsk ekspressionist, om man vil. Men selvom Trascendental Youth har en række glimrende numre, bliver der for mange afstikkere og lidt for grå numre til, at The Mountain Goats helt når niveauet fra deres seneste udgivelser. Måske er det, fordi bandet jagter lykken i stedet for livets dystre facetter. I hvert fald savner man den nerve, de tidligere har vist.
Det står dog klart, at The Mountain Goats vil fortsætte med at skide på regler, normer og anmeldere, for som John Darnielle for nylig sagde til Rolling Stone: »You do whatever you have to do to be happy. Your job as a human being is to be true to yourself.« Der er altså ingen planer om at ændre noget som helst for lytternes skyld. Og det er en forfriskende tilgang, som sikrer, at alt, hvad The Mountain Goats melder ud, er ærligt. Om det næste album vil vise sig at fortsætte med at beskrive lykke og optimisme, behøver vi jo nok kun at vente omkring et år på at finde ud af.
