The Tragically Hip var før deres 13. studiealbum, Now for Plan A, næsten 30 år og otte millioner solgte plader inde i deres musikalske færd. Dette lyder selvfølgelig imponerende, men gennem deres efterhånden lange karriere har de canadiske rockveteraner kæmpet en brav kamp for at blive bemærket uden for hjemlandet. Hjemme i Canada nærmer de sig snart nationalklenodie-status, men deres ligefremme rock med eftertænksomme tekster har af én eller anden grund aldrig rigtig appelleret til et bredere publikum uden for siruplandet.
Tre år er gået siden albummet We are the Same, og Now for Plan A virker som bandets definitive forsøg på igen at gøre sit indtog i de store bands’ ligaer. Producerstolen har fået nyt navneskilt med Gavin Browns initialer på i stedet for Bob Rocks, da hverken The Hip – som gruppen populært kaldes – eller fanbasen angiveligt var vilde med den mere eksperimenterende stil, Rock havde ført bandet og deres lyd ud i. Det har The Hip i samarbejde med Brown gjort op med, og sammen har de ført bandet tilbage mod dets originale udgangspunkt og samtidig inkorporeret dets velkendte live-energi på plade.
Pladen åbner med den tunge førstesingle “At Transformation”, der karakteriseres af en medrivende indlevelse hos frontmand Gord Downie, som med sin dybe røst sørger for at tilføje personlighed til den ellers lidt anonyme instrumentalflade. Man ved hurtigt, hvad man har med at gøre, og det er tydeligt at høre, at The Hip efterhånden har sådan fået rimelig godt styr på, hvordan en typisk rocksang skal skrues sammen: Alle 10 skæringer på Now for Plan A er nemlig helt igennem solidt, stilsikkert håndværk. Den slags er jo sjældent nok til at gøre en plade interessant, og The Hip giver deres bud på en løsning i form af en dygtigt eksekveret lektion i, hvordan man kan skrive en ganske varieret samling sange, der ikke rykker sig en tomme uden for deres egen tryghedszone.
Downie skriver nogle glimrende melankolske og poetiske tekster, men de bliver ikke altid bakket tilfredsstillende op af instrumenterne trods Downies ihærdige forsøg på at tilføje numrene intensitet med vokal i både den lyse og mørke ende af oktavspektret. Det melodiske højdepunkt når The Hip i “Streets Ahead”, der har ét af de stærkeste omkvæd, jeg har hørt i mainstreamrocken i år. Nummeret besidder ingen originale eller unikke egenskaber, men er bare så godt skruet sammen, at man som lytter bare tænker, at numre som dette er, hvad The Hip burde satse på, hvis de vil bevare relevansen.
Det eneste på Now for Plan A, der nærmer sig eksperimenter, er nogle mere æteriske passager i “We Want to Be It” og “About This Map”. Disse ødelægges dog især af The Hips tendens til redundant at gentage enkelte ord eller linjer så mange gange, at det bliver frustrerende at lægge ører til. »Drip, drip, drip« gentages for eksempel til ulidelighed i førstnævnte nummer.
The Tragically Hip forlanger intet af lytteren på Now for Plan A – og dét på godt og ondt. For nok sætter Now for Plan A ingen nye aftryk på den musikalske himmel, men pladen er ganske solidt håndværk over hele linjen, er dygtigt produceret og får i flere tilfælde foden til at rykke med. Now for Plan A vil nok ikke ændre på The Tragically Hips popularitet hverken i eller uden for Canada, men den er et fint supplement til bandets efterhånden bugnende diskografi.





