I 1976 blev skuespilleren Sal Mineo stukket ned og dræbt i en gyde uden for sit hjem i New York efter et kort liv, der ikke havde budt på mange musikalske milepæle ud over en kort flirt med hitlistepop i 1957. Ikke umiddelbart en eksistens, der virker som det oplagte afsæt for en koncert. Når bagmændene bag projektet “Sal Mineo” bærer navnene James Stewart og Eugene Robinson, kan man dog med rette forvente en optræden, der kommer til at gøre indtryk.
Stewart er kendt for sin rolle som det – i hvert fald udadtil – hysteriske og psykisk dybt forstyrrede omdrejningspunkt for Xiu Xius lige så forskruede og ofte decideret uhyggelige indierock. I forening med Robinsons kompromisløse og nerveflossende lydeksperimenter, der er bedst kendt fra hans virke i Oxbow, er det let at forestille sig, at atmosfæren i Huset bliver trykkende og ildevarslende – og projektet beskrives da også som grænsesøgende lydkunst frem for som en koncert i traditionel forstand.
Du kan selv overvære eksperimenterne 5. februar i Huset-KBH for 75 kr. Billetter til arrangementet er i forsalg her.