Alle fotos: Daniel Nielsen
Sidstedagen på Roskilde Festival er ikke for sarte sjæle. Stanken ude på campingpladsen har nået helt nye højder, skraldet tårner sig efterhånden op og publikummerne er snart lige så møre som pløjemarkens mange tishegn.
Med tiden er Roskilde Festival dog begyndt at passe lidt bedre på deres gæster. Engang varede festivalen fra søndag til søndag – og én gang i 2010 var det Motörhead, der vækkede Roskilde-gæsterne med bulder og brag fra morgenstunden (okay, 14.30 – men det føles fandme som om vi blev vækket med et tordenskrald).
I år var der lagt op til en noget mere blid morgenseance på festivalens sidstedag, hvor danske Snuggle fik lov at vække det slumrende publikum med deres blide take på den shoegaze-revival, der vel efterhånden har kørt i et lille årti. Bandet bevæger sig i den helt blide ende af genren, uden den soniske vildskab, der præger genrens mastodonter som My Bloody Valentine og Slowdive.
Derfor var det også et velvalgt band til at åbne festivalpladsen. Mens nogle stadig børstede tænder eller tog sig en lur under træerne i baggrunden, var et pænt crowd travet hen til Lagune – omtrent halvt/halvt unge mennesker i moderigtig festivaldressur og deres forældres generation i praktisk og vandskyende vandretøj.
Det var dog lige stille nok i koncertens første halvdel. Det mest dramatiske var vel, da en gæst besvimede små 25 minutter inde i sættet og der måtte tilkaldes hjælp fra vagterne. Bandets sympatiske forsangerinde Andrea Thuesen lød næsten også selv lidt søvndrukken, da hun med sin sprøde sovekammerstemme fortalte hyggelige anekdoter fra scenen om, hvordan Roskilde Festival var stedet, hvor hun første gang røg weed og spiste leverpostej af dåse.
Hen mod slutningen af koncerten fik lyd- og energiniveauet dog et virkelig tiltrængt nøk opad, da først ”Sun Tan” blev spillet i en herligt støjende udgave, hvor jeg tror, at kaskaderne af reverb-støj fra Vilhelm Tiburtz Stranges guitar helbredte et eller andet inde i mig. Hittet ”Woman Lake” fra debutpladen Goodbyehouse var også virkelig fed og fik publikum til at svaje blidt i takt. Snuggle har virkelig nogle fine kvaliteter, som især fungerer godt på gruppens indspilninger. Jeg havde dog håbet, at de ville ruske lidt mere i mig fra scenen af.
Herefter meldte sidstedagens vægelsind sig, da dagens næste koncertoplevelse skulle opspores. Oprindeligt havde jeg planlagt at høre noget bister, svensk folkemusik med Sara Parkmann, men det var humøret ikke lige til. Derfor besluttede jeg mig for at få et skud popvitaminer med danske Eee Gee for lige at få liv i det gamle korpus – men lod mig så alligevel overtale til at tage med i Gloria-grotten til middelaldermysticisme med duoen Heinali & Andriana-Yaroslava Saienko.
Det viste sig heldigvis at være en rigtig god idé! Den ukrainske duo bearbejder og nyfortolker den tyske komponist, forfatter, abedisse og filosof Hildegaard af Bingens (f. 1098, d. 1179) værker. Melodierne var oldgamle og de ukrainske oversættelser af de gamle latinske fraser var formentlig uforståelige for 99 procent af de sparsomt fremmødte publikummer. Det var en koncert, hvor der blev krævet noget af publikum – men til min store lettelse var for én gangs skyld fuld koncentration fra det fuldkommen tyste publikum.
Det blev belønnet med en overjordisk koncertoplevelse. Til at starte med truede lyden af en amapiano-koncert helt ovre på Eos dog med at overdøve de sarte synths (hvor er Damon Albarn, når man skal bruge ham?!) men der gik ikke længe, før Heinali bag sin lille pult gav udtrykket »ukrainske droner« en helt ny betydning, da han fik PA-anlægget til at syde og koge med tung, tung bas. Den fungerede som perfekt underlag for Andriana-Yaroslava Saienko, der sang med en misundelsesværdig fysikalitet og tyngde, som det var umuligt ikke at blive bjergtaget af.
Skovscenografien på Gloria udgjorde det smukkest tænkelige bagtæppe til gruppens monumentale værk. Det var som om, at vi blev indviet i et hemmeligt modstandsritual dybt ude i de ukrainske urskove. Først var skovscenen oplyst i de ukrainske nationalfarver med blåt baglys og gult spotlys, men siden skiftede farverne til nuancer af rød, som fik det til at ligne gløder, der steg til vejrs fra et flammehav.
Det var et simpelt men elegant greb, der gjorde det umuligt ikke at reflektere over det faktum, at mens 130.000 mennesker fester på Dyrskuepladsen, så har omtrent lige så mange ukrainere mistet livet i den krig, der har raseret landet siden Ruslands invasion i 2022. Det blev aldrig påtalt fra scenen, men tilsammen udgjorde to sange ”O ignis Spiritus paracliti” og ”O tu suavissima virga” en påmindelse om folkemusik som modstandsmusik.
Da de sidste toner fortog sig og klapsalverne begyndte, så tændtes et enligt lys bagerst i den mørke skov på scenen. Efter ødelæggelsen; genopstandelsen. Slava Ukraini!
Efter at have sundet mig ovenpå ovenstående oplevelse – og lyttet til det sidste nummer af Sara Parkmann, der lød ret forrygende og slet ikke så vred, som jeg havde forestillet mig – var det blevet tid til at skifte spor. Ovre på Lagune indfandt jeg mig til koncert med Nourished by Time, der er en af de seneste års allermest interessante R&B-producere, som skamløst stjæler elementer fra synthtung post-punk, hiphop, lo-fi vaporwave og shoegaze og forvandler dem til fløjlsblød sovekammermusik.
Det startede godt med ”Automatic Love” fra Baltimore-sangerens seneste album The Passionate Ones, der samtidig får en stor anbefaling herfra. Desværre fik han aldrig rigtig teltdugen til at lette, selvom der både blev danset crazy-dans til ”Crazy People” og liret bizarre danske gloser af (»Far har et hus« og »svinekød« havde Duolingo åbenbart lært ham at sige).
Generelt har Nourished by Time virkelig fat i den lange ende, når det kommer til nyskabende og fængende produktioner – men på scenen er der stadig noget at arbejde med. Der manglede simpelthen en trommeslager til at skabe noget mere dynamik i lyden, som blev ret ensformig i længden. Vi listede ud igen på næstsidste nummer og gik således glip af den fabelagtige ”Hell of a Ride”, der ellers virkelig har anthem-potentiale. Pokkers!
Nå, men denne anmelder var lige akkurat for ung i 2007 til at opleve Clipse sidste gang, de gav koncert på Orange Scene og ville derfor gerne prioritere at stå godt til hiphop-duoens optræden. Sammen med Pharrell Williams og The Neptunes skabte de to brødre Malice og Pusha-T (med de borgerlige navne Gene og Terrence Thornton) nogle af 00’ernes mest anmelderroste og hårdtslående rapalbums – om end det aldrig rigtig blev nogen større kommerciel succes for gruppens cokerap.
I hvert fald blev Clipse lagt på is fra 2009 og frem til sidste års aldeles fremragende Let God Sort ’Em Out, mens brødrene forfulgte deres solokarrierer. Før koncerten var jeg spændt på, hvordan fremmødet mon ville være på plænen foran Orange Scene, da gruppen nok mere er anerkendte end kendte. Der endte dog med at blive fyldt pænt op omkring pitten – godt hjulpet på vej af en kødrand af Zara Larsson-superfans i alderen 10-15 år, der optog Tiktok-danse for at fordrive ventetiden før mødet med deres idol.
»This is culturally inappropriate,« lyder den gennemgående skit igen og igen på det seneste Clipse-album. Det var faktisk også passende for koncerten, hvor de unge kvinder, der ventede på Zara Larsson fik en benhård lektion i realiteterne fra livet på de amerikanske gader, hvor poser med kartellernes hvide gulv veksles til kolde kontanter og paranoiaen kommer snigende. En hektisk kavalkade af fotos med blodige torturinstrumenter efterlod formentlig de popglade teenagere lettere traumatiserede, mens de knivskarpe og iskolde beats tonsede ud af anlægget og DJ’en igen og igen lod lyden af pistolskud flænge gennem luften.
Apropos DJ’en, så var han desværre akkurat så enerverende og pinagtig, som man kunne frygte til en hiphopkoncert. Her har vi at gøre med en legendarisk duo på Orange Scene, der kun har en time sharp at gøre godt med – og så spilder vi tiden med op til flere seancer, hvor den ulidelige hypeman stjal fokus eller rappede alt for højt med indover Malice og Pusha-T’s linjer. DJ – kend din besøgstid og forstå, hvem vi er kommet for at høre. Jeg beder dig.
Nå, men udover den lille bøvs, så leverede Clipse varen. De to brødre er professionelle som bare pokker og leverer deres linjer uden slinger i valsen. Det er ikke verdens mest avancerede flows, der er tale om – men når det leveres så tight og klart, at hvert et ord kan høres, så kan man ikke bede om mere til en rapkoncert.
Dealerens skriftesang ”Momma I’m So Sorry” tog kegler, det samme gjorde det ikoniske Neptunes-beat på ”Mr Me Too”. Der blev skrålet med på omkvædet til den nye ”M.T.B.T.T.F” (Mike Tyson Blow To The Face) og Clipse har aldrig ligefrem været subtile, så alle kunne vidst regne den dobbelte betydning ud (ja, det er endnu en coke-reference). Og hittet ”Grindin’” fra debutpladen Lord Willin’ er stadig en certificeret banger – en af de bedste raphymner fra 00’erne.
Alligevel var det som om, at koncerten aldrig for alvor stak helt af. De to brødre er ubetinget cool, men det havde nok hjulpet, hvis de havde smidt attituden lidt og engageret publikum selv fremfor mere eller mindre at overlade den opgave til den ulidelige DJ. Jeg vil ikke skyde skylden på de unge Zara Larsson-fans, men det var som om, at det aldrig for alvor nåede kogepunktet i pitten helt oppe foran – et bekymrende tegn for en Orange-koncert.
John Legend-samarbejdet ”The Birds Don’t Sing”, der er en hyldest til brødrenes afdøde forældre, var uventet følsom i sin levering. Visuelt var nummeret akkompagneret af gamle familiebilleder, der faktisk gav undertegnede fornemmelsen af kuldegys, da jeg blev ægte rørt. Så glemmer vi for et øjeblik, at sangtitlen og omkvædet er løftet fra Werner Herzog, der hadede at arbejde med sine film dybt inde i Amazonas jungle.
Til slut var det som om, at koncerten bare fes ud uden rigtig at slutte. Der skete et eller andet på scenen, hvor Malice og Pusha-T signerede en plade og så gik ud bagved. DJ’en forlod imidlertid ikke sin pult og alle blev stående og ventede på, at duoen ville vende tilbage og sende os videre med endnu en banger. I stedet var tiden gået og vagterne foran Orange begyndte at dirigere folk væk. Til sidst gav selv DJ’en op og gik hjem. En ærgerlig slutning på en koncert, der aldrig helt løftede sig til de højder, som der egentlig var lagt op til.
