(Alle fotos: Daniel Nielsen / Frozenpanda.com)
Portal Pets, Lagune
Det er et velkendt fænomen på den danske undergrundsmusikscene, at mange dygtige musikere konstant finder sammen i nye, spændende konstellationer i form af bands, projekter og samarbejder på kryds og tværs. Det sker mere eller mindre hele tiden. Således også med Portal Pets, der består af Xenia Xamanek på bas og vokal, Emil Palme på guitar og Oliver Laumann på trommer. Meget sigende for den akkumulerede undergrunds-star power samlet i dén gruppe, så er de alle hver især tidligere enten er blevet interviewet individuelt om deres soloprojekter eller har fået udgivet essays ovre hos Passive Aggressive.
Forventningerne var således skruet godt op, da trioen gik på scenen i det gamle Avalon-telt, der nu har fået ny placering og er blevet indsluset i First Days-programmet under navnet Lagune. Selv under den skyggegivende teltdug var det dog en utaknemmelig opgave, bandet blev sat på, da de skulle omsætte deres inderlige, dybfølte og mørke sange i et bagende hedt telt foran et komplet afbrændt publikum.
De lagde fra land med sangen ”Azul”, der også åbner bandets selvbetitlede debutplade. En stemningsmættet og – fornemmer man, gætter man – dybt personlig sang, hvor Xenia Xamanek på hypnotiserende vis synger på spansk, mens Emil Palmes elegante og imponerende tilbageholdende guitarspil bygger på og på.
Det var så vidt også en god begyndelse, omend det ikke blev leveret med store armbevægelser eller spræl. Faktisk var det en temmelig indadvendt og statisk affære. Det behøver ikke nødvendigvis at være et problem. Man kan sagtens være introvert på en scene og foretrække at lade musikken tale for sig, uden at det går på kompromis med koncertens power. Men det kræver, at man helst bygger op imod nogle naturlige musiske klimakser, hvor energien kan forløse sig. Og det lykkedes Portal Pets altså aldrig helt med.
Det lød skønt, og de tre musikere er alle uden tvivl enormt dygtige. Xamanek brillerede eksempelvis med nogle virkelig smukke vokaliseringer, mens også Laumann og Palme havde deres momenter på henholdsvis trommesættet og med guitaren. Men der manglede en dynamik eller progression, der løftede oplevelsen fra det, man kan høre på gruppens pladeindspilning. Det kunne også have været nogle korte introduktioner til sangene, der havde hjulpet med at føre publikum længere ind i gruppens musikalske univers.
Forløsningen udeblev desværre. Men baseret på det nye nummer ”Craving”, der blev introduceret fra scenen omtrent midt i koncerten, er Portal Pets allerede i gang med at forfine deres lyd og udtryk yderligere. Det var i hvert fald tydeligvis et nummer, der egnede sig til koncertformatet, fordi der netop blev skruet lidt op for det mere ekstroverte skralderbang, som man ellers savnede i store dele af koncerten.
(Simon Freiesleben)
Grande Mahogany, Eos
Engang var Roskilde Festival en rigtig rockfestival. Nu om dage har rocken relativt trange kår på den danske festivalmastodont, og den tidligere så altdominerende genre lægger i stedet beslag på en noget mere begrænset andel af programmet. Det hænger sandsynligvis sammen med genrens popularitet eller mangel på samme blandt den ungdom, som festivalen higer efter at slå klørene i.
Men søndag aften tog Grande Mahogany publikum foran Eos med på en tre kvarter lang tidsrejse til en svunden tid. Til en tid hvor svedige, udknaldede og gulv-humpende guitarguder med ild i fingrene og flagrende, farvestrålende gevandter var det største rockdyr på festivalsavannen.
Ja, Roskilde Festival blev nærmest omdannet til en cosplay-festival med 70’er-tema. Den finsk-ghanesiske guitarist fungerede som en slags clairvoyant, der skiftevis inkarnerede og kanaliserede fortidens store funk- og guitarhelte ud over scenekanten til os. Det ene øjeblik var han Jimi Hendrix og lirede en brandvarm guitarsolo af, mens han karatesparkede og rullede rundt på scenen. Dernæst skiftede han ham og indtog rollen som Sly Stone, der dirigerede sit yderst velspillende band rundt i funkens afkroge. Ja, der sneg sig sågar en snert af David Bowie i hans Thin White Duke-æra ind i performancen.
Cosplay-følelsen blev naturligvis fuldendt af de udklædninger, som Mahogany og kompagni indtog scenen i. Mahogany i front med sølvperleprydet netundertrøje, shaman-amulet, flyverhat i læder og kæmpe briller samt farvestrålende ridebukser tager formentlig prisen for dette års mest outrageous outfit. Men der skal også gå et skud ud til bandets trommeslager for sin uldne tophat og lilla solbriller.
Hovedparten af sætlisten var hentet fra debutalbummet, As Grande As, fra 2024, og selvom kunstnerne på First Days-programmet ellers som regel kommer med dugfrisk materiale i bagagen, forstår jeg til fulde, at Roskilde Festival havde valgt at booke Grande Mahogany til årets program trods manglen på nyt materiale. For det var simpelthen en vanvittig god koncert, som han og bandet leverede.
Hele koncerten balancerede på en knivsæg, hvor de kaotiske og legesyge arrangementer kunne være faldet fuldkommen fra hinanden. Men Mahogany er en vaskeægte showman, der konstant bevarede balancen på sublim vis. Sætlisten var endda skruet godt sammen med dynamik og fremdrift, hvor der blev bygget på og på – og så blev det hele lige taget ned med en lidt langsommere sjæler. Her fremstod singlen ”Salford Softie” fra sidste år som et af koncertens højdepunkter, da Mahogany leverede det nok mest overbevisende Prince-hyldest, undertegnede har overværet.
For min skyld kunne koncerten godt have fortsat, men First Days-programmet er tætpakket, og der er ikke tid til forsinkelser eller svinkeærinder. En skam, for her havde et ekstranummer eller tre virkelig været værdsat.
(Simon Freiesleben)
Spawner, Lagune
Der er mange måder at åbne en koncert på. Én af dem er med stepdanser og saxofon, og spørg mig ikke hvad historien (eller meningen) med performancekunstner Ilmo Simonsen og saxofonist ARSHIAs kastagnet-klakken var, men det skabte i hvert fald blikfang og stod i skarp kontrast til den ligefremme, opløftende og støjende indierock, som Spawner gavmildt langede ud over scenekanten de næste 45 minutter.
Trioen, der består af Ella Moreno Risell, Johan Danø Hoffmann og Jonas Engell, og som udgav deres debutalbum, Air Is Getting Stranger, i 2025, stod i dagens anledning fem mand på scenen med en trommeslager og saxofonist medbragt til at fuldende livebesætningen. Allerede fra de første bombastiske guitartoner af deres Roskilde Festival-debut mærkede man, at vi potentielt havde at gøre med et af Danmarks næste store alternative rocknavne.
Storladne guitarflader, der drypper af 90’er-nostalgi et sted mellem shoegaze og grunge, spillede flot op imod Risells vokal, der har en lethed og æterisk kvalitet, som får én til at tænke på Cranes og Lush – men med en varm kant, som næsten omfavner sine lyttere som et langt kram.
På numre som “I Can’t Find You” og den helt nye single “High Life” bevægede Spawner sig ubesværet mellem melodiske passager, der nikker til 60’ernes veldrejede sangskrivning, og simple, men stadig storladne og absolut voluminøse guitarpassager i opløftende indierockperfektion. Det var den slags rockmusik, der har en ubesværet coolness, og som er perfekt at nikke langsomt med til i sommervarmen med solbriller på og en cigaret i hånden.
Alt sammen blev leveret med en tilbagelænet attitude fra scenen, hvor trioen virkede som et band, der egentlig bare havde det sjovt i øvelokalet, mens Risell svajede rundt på scenen med en tamburin i hånden som en Hope Sandoval på lykkepiller. Og så alligevel for et band med en så solid musikalsk levering havde Spawner stadig en uerfaren charme på scenen med en masse festivalfloskler mellem numrene – det er jo dødcute at introducere en sang med: »Vi har lavet et nummer om at falde i søvn med bukser på.« Nummeret “Jeans” er så til gengæld en kæmpe banger, med en dejlig jangly, akustisk guitar, der stadig kilder lidt på min trommehinde.
Da Spawner lukkede med en ekstra lang version af “Respawn” kogte Lagune i rendyrket rockeufori, og jeg er sikker på, at Spawner kommer til at ride Copenhagen+ direkte til international anerkendelse.
(Anne Kirstine Knudsen)
Smøgmænd, Eos
Til sundhedsmyndighedernes skræk og gru, så kan vi her fra festivalpladsen meddele, at de unge, de vil sgu have Smøgmænd. Allerede en lille halv time før hiphopduoens imødesete koncert var der godt pakket foran Eos – og en hjemmestøbt papmachesmøg i gigantstørrelse blev viftet frem og tilbage foran scenen. Gennemsnitsalderen var lav; entusiasmen var enorm.
En koloenorm røgsky annoncerede den maskeklædte duos ankomst, og med det samme blev der blændet op for de ultraæstetiske og lækre/klamme visuals, der ledsagede åbningssangen, ”Skyttegravsfod”, og derefter ethvert moment af aftenens koncert. Det var dog ikke nok – her havde vi at gøre med et show, et totalteater af en koncert, så der blev også fyret gavmildt af med pyroteknik fra scenekanten.
Smøgmænd er uden tvivl et underholdende og ganske unikt bekendtskab på den danske rapscene. Maskerne, kostumerne og pyroen sender tankerne i retning af Slipknot og Mad Max-filmene. De altoverskyggende visuals er top professionelle og har måske et gram af Albertslund Terror Korps i sig – blot mere østblok – mens de absurde tekster og det ubesværet henslængte flow har umiskendeligt et vist slægtskab med scenens grand old men, Malk de Koijn. Men kombinationen af disse elementer er helt og aldeles unik.
På trods af hvor relativt obskur en gruppe, der er tale om, så var det imponerende hvor mange mennesker, de kunne få til at stimle sammen foran Eos og skråle med på deres absurdhumoristiske linjer fra det hjemmestrikkede mytologiunivers.
»Jeg er en cigaret, hvis den havde ben. Alt hvad jeg rører, bliver til råd – det’ et fænomen. Jeg har tabt min dømmekraft, lod det bare ske,« rapper de på ”Misha” over et ondt beat, der sampler Geoff Barrows soundtrack til Annihilation. Eller ”Isfugl”, hvor duoen fantaserer om at begå røveri i en iglo og overtage d’Angleterre med en flitsbue. Ja, det var nærmest lige meget, hvad de kastede i hovedet på publikum, så fik de det råbt durk tilbage i hovedet.
Teknisk faldt Smøgmænd ikke igennem, men de lænede sig godt nok også gavmildt op af deres vokalsamples til at holde koncerten på rette spor. Det gjorde ikke det store for indtrykket, for som sagt var her tale om en totaloplevelse af et show – et koncept, der havde publikum i sin hule hånd. Selv helt nede bag mixerpulten opstod der spontane moshpits. Energien, mytologien, æstetikken og de absurde tekster var alt rigeligt til at skabe et brag af en midnatsmesse med Smøgmænd som dommedagspræsterne ved alteret.
Det her er Smøgmænds verden nu – vi andre lever bare i den.
(Simon Freiesleben)
