Det er altid en udfordring at skulle forholde sig til musik på et sprog, man ikke forstår noget som helst af. Men ikke ubetinget en ulempe, for det giver plads til lettere at kunne opfange sprogets melodi og ikke mindst danne sig indre billeder upåvirket af sangens lyriske univers.
Shugo Tokumarus album In Focus? er en blanding af eksperimentelle lydmontager og mere let tilængelige popnumre. Det er til tider meget svært at forholde sig til og til andre tider en fornøjelse blot at læne sig tilbage og flyve af sted med. Og så er det på japansk.
In Focus? er en utrolig skizofren oplevelse. Den svinger imellem sange, man ville synge med på, hvis man altså havde de sproglige forudsætninger for at kunne følge med, og numre hvor man bliver desorienteret og lydmæssigt rundtosset, hvis man ikke holder tungen lige i munden.
Pladen starter meget tilforladeligt med et nærmest folket udtryk i “Circle”, der dog hen mod slutningen sætter tempoet op og eksploderer i et virvar af lyde, før det glider over i et kaos af en blokfløjteintro til “Katachi”. Dette nummer laver dog den modsatte manøvre af åbningssangen og udvikler sig til et mere fast struktureret popnummer.
Den mere klassiske opbygning varer imidlertid kort, for allerede pladens næste nummer, “Gamma”, lyder som en spilledåse på amfetamin – uden at blive anstrengende eller anarkistisk, men stadig et vokalløst lydtæppe, der med sit halvandet minuts varighed ikke rigtig når at blive andet end en kaotisk rusketur for lytteren.
“Decorate” er et af pladens potentielle radiohits. Jeg ved ikke, om den rent faktisk er blevet spillet i japansk radio, men den har i hvert fald et omkvæd, som selv jeg kan følge med i. Lydbilledet har konstant en tone af det eksperimenterende over sig, og Shugo Tokumaru er ikke bange for at smide små lyde af f.eks. et vækkeur ind over musikken. Han spiller selv alt, man hører, og hele pladen bærer præg af, at han er multiinstrumentalist. For det meste giver det et interessant pift til musikken, men det sker også, at det bliver for overdrevet, specielt i de rene instrumentalnumre.
Hele pladen er skiftende. På den ene side er der de overordnet set vellydende og letfordøjelige numre, hvor den bløde, musikalske vokal tager en trygt ved hånden. Eksperimenterne ligger i musiksporet, og vokalen er langt mere afslappet; en rar følelse, når man beskæftiger sig med musik, hvor man ikke er helt sikker på, hvad der kommer om næste hjørne. På den anden side har pladen så de små, eksplosive lydbidder.
Hvor disse korte numre hverken fanger eller fascinerer mig, har jeg den absolut modsatte oplevelse med den afdæmpede “Tightrope”. Et simpelt nummer, hvor specielt sproget viser tænder – ordene lyder smukt i sig selv som ord. En væsentlig pointe er, at netop i dette nummer er musikken skåret ned til et enkelt strengeinstrument i langt størstedelen af nummeret, der så hen mod slutningen bygges op progressivt med flere lag, tempo og intensitet. En sand perle, der ikke opfinder noget nyt, men i kraft af min manglende forståelse for sproget formår at fascinere.
Jeg kunne have lavet en parallel mellem musikken og titlen – og stillet spørgsmålet om, hvorvidt pladen er fokuseret, men det er jeg overbevist om, at den er. Selvom In Focus? kan virke kaotisk, er musikken kontrolleret. Shugo Tokumaru ved, hvad han gør, og selv de små lydbidder – der desværre bliver upersonlige eksperimenter – er nøje planlagt.
Men det er i de mindre detaljerede numre, at pladen for alvor folder sig ud og giver lytteren mulighed for at få et indblik i en asiatisk kunstners univers – noget, som ikke fylder det store herhjemme (medmindre man opfinder nogle, efterhånden, trættende dansetrin). Gør dig selv en tjeneste, og lyt til In Focus?, men vær forberedt på, at hver tredje eller fjerde nummer måske skal skippes.
