Det var svært ikke at smile, da jeg første gang sad med det fysiske eksemplar af ep’en Through Endless Towers of Rain fra det unge danske band Hazy Days. Der er tale om en hjemmelavet sag, hvorfor det hele er lidt tilfældigt, skævt og charmerende. Spørgsmålet var herefter blot, om det samme ville gøre sig gældende for det musikalske indhold.
Åbningsnummeret, i form af skæringen med den sjove titel “Tumble Dried Clothes & Hot Coffee”, minder om en sær og interessant krydsning af WU LYFs “Heavy Pop” og nogle af de bedre numre fra The Kissaway Trails Sleep Mountain. Det er storladent og drømmende på en ung og optimistisk facon, uden at det på nogen måde bliver prætentiøst eller tomt. Teksten er en smule pudsig, men vinder lidt i kraft af sin genkendelighed, hvilket linjerne »We run / Through endless towers of rain« samt »And when we get home / Soaked and cold / We’ll have tumble dried clothes / And hot coffee« vidner om.
Herefter skifter udtrykket dog retning flere gange, og niveauet falder betragteligt. “Thanks” leder med sin let overrumplende guitar tankerne hen på Mews “Behind the Drapes”, mens vokalsiden lader en del tilbage at ønske. I “Weird Dreams” skaber foruroligende klavertoner en noget konfus stemning og gør nummeret ubehageligt at lytte til.
“Sunrise Over Snow” viser en mere afdæmpet og følsom side af gruppen, men den skrøbelige guitar, der udgør nummerets fundament, formår ikke i tilstrækkelig grad at understøtte den følelsesmæssige vægt, som forsangerens vokal forsøger at fremmane i samspil med det stedvise, effektfulde og nærmest spøgelsesagtige kor. Derfor virker det forstilt og efterlader ikke lytteren tung om hjertet, men snarere ærgerlig over, at den simple og repetitive guitar virker mere enerverende end melodiøs.
Anderledes spændende er “Music for Rainy Sundays”, der i sin måde at bygge stemningen op og udløse spændingen på synes stærkt inspireret af Kashmir. Til at starte med bydes der på bløde og svævende toner, som medvirker til langsomt at bygge nummeret op. Pludselig kan man høre trommerne, der stille og roligt sniger sig ind i baggrunden, hvorefter nummeret via en let skramlet guitar bryder løs og frigiver den opbyggede spænding. Dette havde uden tvivl været en fornem afslutning på ep’en, idet der dannes en fin forbindelse til åbningsnummeret. Desværre forsøger Hazy Days sig også med den mærkværdige og intetsigende “Foth”, der fremstår som albummets svageste punkt.
Det er ikke svært at sætte navn på nogle af de kunstnere, som virker til at have inspireret og vejledt gruppen i deres musikalske udfoldelser. Ud over de allerede nævnte navne synes Radiohead hele tiden at skinne ud igennem de sprækker, der burde åbne op for gruppens eget udtryk. Det virker i særdeleshed til, at forsangeren forsøger at indkapsle noget af den troværdighed og lidelse, der kendetegner Thom Yorkes stemme. Som lytter vil man gerne forføres eller overbevises, hvilket ikke betyder, at det behøver at være poleret eller flot, men nærmere at det bør have nerve og føles ægte. Det mislykkes imidlertid for Hazy Days, da man ikke får fornemmelsen af, at der for alvor er noget på spil. De tanker og følelser, som forsangeren forsøger at give udtryk for, virker derfor påtagede og upålidelige.
Overordnet set er det svært at høre, hvilket musikalsk udtryk Hazy Days egentlig ønsker at udvikle. Through Endless Towers of Rain peger udadtil i mange retninger, mens det omvendt er svært at se, hvornår ep’en peger indad mod det, der fremover kommer til at kendetegne gruppen. Der er dog helt klart nogle elementer, som det er muligt at bygge videre på. Her tænkes ikke mindst på de fine, storladne takter i åbningsnummeret samt den stemningsfyldte “Music for Rainy Days”. Begge numre udstråler ungdommelighed og sans for at transformere inspirationskilderne frem for at kopiere dem. Må Hazy Days fremover kigge ikke kun udad, men også indad.
Hele ep’en kan høres på Hazy Days’ Soundcloud-side.
