Imens New Zealand i populærkulturen først og fremmest er kendt som hobbitternes hjemland, har nationen kun i mindre grad gjort sig gældende på musikscenen. Men derfor kan man jo godt spille støjrock og komme fra øgruppen i det sydlige Stillehav; og det er præcis, hvad den albumdebuterende trio Popstrangers gør på Antipodes, der trækker på denne genres lange og efterhånden velvoksne historie.
Trioen dyrker først og fremmest det disharmoniske i deres bud på alternativ, støjende rock. Det demonstrer de til fulde allerede fra åbneren, “Jane”, der først og fremmest defineres af snørklede guitarfigurer, som bliver flankeret af dyster og tung bas og slæbende trommer, ikke ulig hvad man kan finde på tidlige Blonde Redhead-plader. Det hele afbrydes af en tyk, tyk støjmur, før verset sættes ind med et up-tempo-indie-riff, der vækker mindelser om Pixies eller Dinosaur Jr. i deres velmagtsdage. So far, so good. Det hele er faktisk ganske tiltalende ved første lyt, selvom vokalen har fået en unødigt omfattende behandling gennem både rumklangs- og ekkomaskiner.
Nogenlunde samme fremgangsmåde gør sig gældende på “In Some Ways”, hvor det igen er bassen, der driver nummeret frem under flydende guitarer. Resultatet er et ganske sensibelt vers, der fint og skrøbeligt glider af sted. Der er noget næsten luftigt over det hele, før musikken løftes et niveau op af forvrænget guitar såvel som bas.
Alligevel udstikker disse to første numre på Antipodes ikke retningen for resten af pladen, da bandet gerne vil brede udtrykket lidt ud. “Witches Hand” lægger sig eksempelvis i langt højere grad op ad traditionel sangskrivning og peger med sin umiddelbare iførefaldenhed tilbage mod 90’ernes college-rock med 10 procent britpop smidt oven i hatten. Guitarsoloen midt inde i nummeret er med til at understrege skridtet mod det konforme, desværre uden at man fornemmer nogen form for originalitet. Da bandet sætter ind med støj hen mod slutningen, er det allerede for sent.
Det smager også lige en tand for meget af 90’erne på “What Else Could They Do”, der kunne have tidlig Radiohead som forbillede, dog uden at komme i nærheden af briternes genuine greb på hverken sangskrivning eller fremførelse. Nummeret slæber sig gennem de samme to stykker uden de store dikkedarer eller variationer, og det er lidt en tom følelse, man sidder tilbage med som lytter. Der sker jo egentlig ikke rigtig noget.
“Heaven” er gruppens forsøg på at skrive en hitsingle, og nummeret er langt det mest mainstream-prægede på Antipodes. Alligevel fornemmes et mere personligt præg end på så mange andre steder på albummet. Omkvædet er rendyrket indiepop, hvor det lykkes at inkorporere elementer af støj. Paradoksalt nok er “Heaven” det mest velfungerende nummer fra de tre newzealændere. De kan altså godt noget; det er bare ikke så ofte, de virkelig viser det. Alt for ofte gemmer de sig nemlig bag forskellige variationer af støjrock, som i stort set alle tilfælde kan føres tilbage til en række lidt for åbenlyse inspirationskilder.
Popstrangers har helt sikkert hjertet på rette sted; de vil bare gerne spille alternativ rock – og gerne af den støjende slags, og det er i sig selv cool burger. Det er bare hverken særlig originalt eller spændende udført. Der bliver simpelthen taget alt for få chancer, mens bandet i stedet vælger den nemme løsning, hvor der stjæles med arme og ben fra de musikalske forgængere. Der er fine momenter på Antipodes, men det betyder desværre bare, at de resterende sanges middelmådighed bliver så meget desto mere tydelige.
Hvis der for alvor skal være håb for Popstrangers, skal bandet arbejde benhårdt med sangskrivningen såvel som det samlede udtryk. De skal simpelthen koncentrere sig om de elementer, som de faktisk er gode til, og så glemme alt om at lyde som idolerne. Resultatet ville formentlig ligge milevidt fra Antipodes.
