Det er ikke til at sige, hvilken musikalsk rynkecreme de tre medlemmer i den snart 30 år gamle kultgruppe Yo La Tengo benytter sig af, men én ting er sikker: Satte de den til salg, ville den være i høj kurs hos deres kolleger fra start-80’erne. For hvor de fleste bands, når familielivet og det medfølgende ansvar efter tre årtier med turné og sangskrivning presser sig på, enten sidder fast i tam synthrock med katedral-rungende trommeslag eller tilpasser musikkens lydbølger til FM-båndet, skiller Yo La Tengo sig tydeligt ud. På den amerikanske trios seneste udspil, Fade, er der således ingen midtvejskrise at spore, snarere tværtimod.
For samtlige 10 sange giver en klar fornemmelse af, at Ira Kaplan, Georgia Hubley og James McNew i dén grad har en sans for at tilpasse deres særegne univers til netop den tid, som de befinder sig i nu og her. Således indledes albummet med den fine Arcade Fire-klingende “Ohm”, hvor små elektroniske finurligheder ubesværet blender sammen med ringende guitarer, et næsten marcherende trommespil og to nynnende forsangere. Melodierne serveres med en overbevisende tilbagelænethed, som går perfekt i spænd med sol og slacker-attitude, og på trods af guitarsoli og en syv minutter lang spilletid er den dynamiske udvikling ørenhørligt ikke-eksisterende. Og dog føler man sig en smule dum, når det er gået éns næse forbi, at fire lydspor til slut har udviklet sig til minimum 20 – hvilket jo kun vidner om Yo La Tengos evner til at lægge adskillige lag på en produktion, uden at det virker fortænkt eller overproduceret.
Særligt trioens imponerende tålmodighed og de larmende guitarflader går igen pladen igennem. Yo La Tengo er for en sjælden gangs skyld mindre ironiske og giver sig tid til at frembringe et mere eftertænksomt udtryk, hvis troværdighed i kraft af vage og mindre ligefremme melodier virkelig lader sig vokse på lytteren over adskillige gennemlytninger. Duetten “Before We Run” er ingen undtagelse fra denne tendens, og over en kompakt flade af blæsere, guitarere og alskens percussion synges »Take me to your distant lonely place / Take me out beyond mistrust« med et for bandet næsten uklædeligt mismod.
Heldigvis genfinder gruppen i “Well You Better” lidt af den charme, som har haft stærk indflydelse på Hoboken-bandets kultstatus. Her er tempoet røget en tak i vejret, og korte, tighte anslag på guitaren, en fræk wah-effekt og et tilpas ufokuseret elorgel får det til at trække en smule i lytterens smilebånd. Selvom vi hverken musikalsk såvel som lyrisk her har med de store genialiteter at gøre, er denne slags numre netop af den skuffe, som gør Yo La Tengo til det skæve bekendtskab, som de jo unægtelig er.
Når fælden klapper for Yo La Tengo, skyldes det ikke desto mindre den modige og i grunden rosværdige tålmodighed, som trioen udviser gennem stort set samtlige af pladens 46 minutter. For godt nok er det rart for en gangs skyld at have med et band at gøre, som tør dvæle ved lyrik og de stemningsfyldte rum, som den mangefacetterede instrumentering nu engang er i stand til at frembringe. Inderligheden bliver ikke én gang forceret af catchy melodier og iørefaldende gimmicks, hvilket i den grad er beundringsværdigt, men – lad os se det i øjnene – også en anelse kedeligt.
For når alt kommer til alt, gælder samme regler for et godt album som for gode bøger og film: For at være i stand til at fastholde koncentrationen om det centrale i værket er man som modtager en gang imellem nødt til at få pulsen op og få serveret herlighedens tyngde med noget, som er en anelse mere let og direkte vedkommende. Lad det være en klichéfyldt biljagt eller, i lydformatet, bare et enkelt hook, som går lige i kroppen. Med andre ord mangler Fade simpelthen flere numre, der virkelig sparker benene væk under lytteren og minder én om, at man her har med et band at gøre, der har produceret 13 studiealbums og derfor om nogen netop ved, hvilket mangefacetteret stof et mindeværdigt og tidløst album er gjort af.
