Onsdag aften og London-bandet Daughter gæster Lille Vega. På papiret ligner det en helt perfekt booking til den lille koncertsal. Et tætpakket Lille Vega og Daughter med deres storslåede lyd og nærværende og betænksomme univers virkede på forhånd som et perfekt match. Hertil skal lægges den uforglemmelige koncert, Daughter leverede på sidste års Roskilde Festival. Daughter har siden udgivet den anmelderroste plade If You Leave, som blev indspillet i de legendariske Abbey Road Studier med Rodaidh Mcdonald (The xx og Adele) som producer og Ken Thomas (Sigur Rós) bag mixeren. Undertoner gav pladen hele 5 U’er og skrev blandt andet: »Daughters debutalbum er et seriøst bud på et af årets bedste albums, idet det har en klar rød tråd samt en uvurderlig nerve og intensitet.« Forventningsniveauet til koncerten var således højt.
Daughter startede koncerten storladent med deres karakteristiske stortromme og bas, som bunden og baggrunden, og forsanger Elena Tonras fine stemme som forgrunden og selve kernen i deres melankolske univers. Særligt ”Candels”, ”Still” og ”Amsterdam” satte rammerne for, at det nok skulle blive en flot koncert. Det var imponerende – og et bevis for Tonras musikalske talent – at hun mellem numrene skiftede mellem bas og guitar, hvilket viste et musikalsk overskud. Det var dog lidt hæmmende for koncerten, at Tonra virkede meget nervøs og kom med flere akavede små fnis og ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv, når bandet havde pause mellem numrene. Hun virkede lige så sårbar og følelsesladet som sin musik.
Nummeret ”Amsterdam” fungerede overraskende godt live og fik netop vist den fine sammenblanding af de melankolske melodier og støjende guitarsektioner, hvor violinbuen bliver brugt heftigt mod guitaren. Ærgerligt var det, at Tonras stemme forsvandt under nogle numre, og det virkede som om lydniveauet var lidt forkert sammensat. Det gjaldt især på et af pladens bedste numre, ”Human”, hvor tempoet var sat en tak op, hvilket forårsagede at trommerne kom til at løbe lidt i forhold til Tonras stemme og guitaren mellem vers og omkvæd.
Daughter spillede herefter ”Winter”, hvilket virkelig trak én ind i deres univers, og man fik fornemmelse af at blive båret væk og forført af Elena Tonras lyse stemme. Det blev desværre efterfulgt af en lidt for lang pause. Det var et generelt billede af koncerten, at der var for lange pauser mellem numrene, hvilket gjorde, at man blev trukket ud af bandets univers, som man eller lige havde fundet sig til rette inde i. ”Tomorrow”, og specielt hittet ”Youth”, blev spillet lige efter bogen. Man føler sig virkelig ramt, når trommer, guitar og bas dør ud i slutningen af nummeret og Tonra synger: »And if you’re in love, then you are the lucky one / Cause most of us are bitter over someone.«
Koncerten sluttede af med ”Home” og et ekstranummer, som var et mash-up af Bon Iver og Hot Chip med numrene “Perth” og “Ready for the Floor”. Det var meget overraskede og fungerede ret godt.
Briterne spillede lidt over en time, hvor vi fik set Daughter fra deres bedste side, men også fra en side, der ikke skinner lige så klart som det potentiale, deres plade og bandet generelt har.
