Erik K. Skodvin har undersøgt rædslen i noget nær alle dens afskygninger på sine plader under navnet Svarte Greiner. Virkemidlerne har været nogenlunde de samme – cello, guitar, diverse reallyde og masser af rumklang – men fra album til album har Skodvin dygtigt varieret både sit udtryk og sin skildring af den afgrundsdybe skræk.
På den akustiske debutplade Knive går knirkende døre op og i, knivsægge hvæsses, og som lytter holder man vejret, fordi noget forfærdeligt måske venter lige rundt om hjørnet. Den mere noise-betonede Kappe lader derimod åndedrættet gispe helt ukontrolleret, for her er det skrækkelige altomsluttende og uundgåeligt. På Penpals Forever (& Ever) ligger udtrykket et sted midt imellem, og klart stærkest er de to lange åbningsnumre på 14 og 11 minutter.
Derfor virker det umiddelbart meget fornuftigt af Skodvin at holde fast i de langstrakte kompositioner på sit nye album, Black Tie. Her når både titelnummeret og pladens modsatte side, ”White Noise”, op over de 20 minutter. Mens uhyggen er noget mindre udtalt end på de foregående plader, har nordmanden skruet tilsvarende op for de kompositoriske ambitioner. For samtidig med at numrene altså nu skal kunne fylde en hel side på en lp, er mængden af virkemidler lige så begrænset som hidtil. Det hæmmer “Black Tie”.
Titelnummeret åbner ellers lovende: En af celloens tykke strenge bliver slået an i et højloftet rum, og med fem sekunders mellemrum angiver det rungende anslag både den alvorlige stemning og det slæbende tempo. Langsomt glider lyse cellostrøg ind i baggrunden, mens den mørke tone fortsætter med at give små, drypvise drøn. I mellemlejet skingrer celloen ildevarslende, og et vist ubehag begynder at indfinde sig. Men modsat tidligere forcerer Skodvin ikke gruen. Han lader blot de loopede cellodryp blive ved, adstadigt og roligt.
Midtvejs forsvinder de dog og giver plads til ringende guitartoner. De svøbes ind i distortion, og ensomme, mørke akkorder dundrer i det store rum. Det er ikke just for sarte sjæle, men chokeffekten aftager hurtigt. Og så er det, at ”Black Tie” begynder at føles noget langt. Godt nok vender de skærende strygere fra starten tilbage, ligesom også den dryppende cello dukker op på ny. Men der sker simpelthen ikke nok i nummeret til at kunne holde interessen i 21 minutter. Det udvikler sig ikke specielt meget, og ud over cellotonen er der ingen af de tilbagevendende elementer, der fæstner sig hos lytteren.
Med “White Noise” bevæger Skodvin sig længere ind i hidtil ukendt land. Hans tidligere plader kan – i mangel af bedre termer – sagtens karakteriseres som ambient, men med “White Noise” nærmer han sig mere end nogensinde den dystre fortolkning af genren, som tyske Thomas Köner perfektionerede på plader som Nunatak og Teimo.
Over en dyb totonig basbund knitrer og suser baggrundsstøj, der tøvende lader let forvrænget diskant guitar og afmålte synthflader komme ind. Med bassens rumlen som evigt ulmende påmindelse om verdens mørke vrider og drejer såvel guitar- som synthlinjer sig på en måde, der vækker mindelser om mellemøstlig melodik.
Lyse, dirrende klangflader omkranser lytteren og holder mørket i ave, men det her er ikke den slags ambient, man falder i søvn på sofaen til. Tværtimod intensiverer Skodvin stemningen i nummerets sidste tredjedel, hvor den knitrende støj fra indledningen vender tilbage og forstærkes, så den kommer til at fungere som en art rytmisk element. Dernæst introduceres noget, der lige så vel kan være optagelser af et spøgelseskor som en effektbehandlet optagelse af fjerne, montone horn. Og som kulmination tilføjer Skodvin så en langsomt dunkende puls, der får nummerets afslutning til at vække mindelser om Demdike Stare. Decideret uhyggeligt er det ikke, men omvendt skal man have ret hård hud i sit indre for at undgå at blive bare lidt beklemt over den knugende uro.
Netop de sidste tre minutters dumpe rytme er sigende for, hvorfor “White Noise” virker mere vellykket end titelnummeret. Her slækker Skodvin nemlig så tilpas meget på de minimalistiske tøjler, at uventede ting kan ske. Og samtidig giver introduktionen af synthesizer mulighed for nogle klangmæssige variationer, som nordmandens skrabede setup indtil videre har forhindret. Uanset at han er imponerende dygtig til at få store, manende lydbilleder ud af få virkemidler, er det bestemt ingen skade til, at han udvider lydpaletten.
Der kan således meget vel vente spændende – og rædselsvækkende – oplevelser forude, hvis Skodvin arbejder videre i samme spor som “White Noise”. Samlet set viser Black Tie dog, at han stadig ikke helt har fundet balancen mellem minimalisme og tomgang.
