Den ene halvdel af duoen Murder, Anders Mathiasen, lancerede sidste år sit debutalbum, Enlettered Species, under navnet Vessel. Pladen var et flerfacetteret og udforskende bud på moderne folk, hvor inspirationer fra både jazz og afrobeat fik spillerum.
Vessel skulle være klar med et nyt musikalsk udspil i 2013, og giver sin hidtil eneste koncert i 2013 på Ideal Bar i morgen sammen sin live-trio. Nu får Undertoners læsere samtidig chancen for at få et indblik i, hvilke musikalske retter der bliver indtaget i Vessels verden.
Læs med, når Mathiasen her præsenterer sin liste over anbefalelsesværdige plader.
———————————————————————————————————————————————————–
Max Eastley/David Toop: New and Rediscovered Musical Instruments,
Obscure Records no. 4 (1975)
Brian Enos label Obscure Records nåede i sin blot tre-årige levetid at stå bag i hvert fald fire milepæle i min personlige musikhistorie: Gavin Bryars’ The Sinking of the Titanic og Jesus’ Blood Never Failed Me Yet, Enos egen Discreet Music og så denne hér. Side 1 er Max Eastley der går temmelig hippieagtigt til en række uortodokse instrumenter, bl.a. en hydrofon og en metallofon(?), og det siger mig ingenting, men David Toops side 2 er et lille mirakel af sær skønhed. “Do the Bathosphere” og “The Divination of the Bowhead Whale” virker helt, helt fri. Vinylen er desværre ikke så nem at skaffe, men den findes på Spotify.
Gavin Bryars: Jesus’ Blood Never Failed Me Yet, Obscure Records (1972) 
I 1971 arbejdede Bryars med på en film om folk, der levede på gaden omkring Waterloo Station, og mange af dem, der blev filmet, brød ud i (ofte beruset) sang. Dette værk er baseret på et 13-takters båndloop af en vagabond, der synger en salme af samme navn. Da Bryars kom hjem med optagelsen viste det sig, at den stemte med hans klaver, og han skrev et arrangement til loopet over godt 26 minutter for udvidet strygerensemble, med bl.a. harpe og akustisk guitar. Det er stærkt bevægende – det lyder, som om manden, der synger, har fundet en lillebitte sprække af lys midt i et stort mørke, og som om han ved, mørket vil indfinde sig igen. Men lige nu er der lys… (læs Bryars’ egen beskrivelse af værkets tilblivelse hér).
Morton Feldman: The Viola in My Life, Composers Recordings Inc. (1971)
Feldman er en af mine store inspirationer for tiden. Jeg nyder og nyder, at jeg vitterlig ikke forstår noget af det, ikke vurderer og identificerer, men bare bliver forført og mystificeret. Pladen synes at ophæve tiden og etablerer sit helt eget univers, hvor kun lyd og relationer mellem forskellige klangkilder betyder noget. Han arbejdede nedad, ned mod lydens rudimenter, og skabte en uhørt abstrakt musik, særegen som ingen anden, jeg kender. Dette er et af hans mere tilgængelige værker og et af dem, jeg holder mest af, men der er meget, meget mere at hente. Han er også en fremragende essayist. Læs og lyt!
Brian Eno: Ambient 4: On Land, Editions EG (1982
)
Brian Eno. Brian Eno. Brian Eno.
Kraftwerk: s.t., Vertigo (1972)
Kraftwerks første plade under det navn og i mine ører et skammeligt underbelyst værk i deres oeuvre. Der er en helt særlig energi over den, en lethed og åbenhed, hvis lige kun findes på Autobahn (måske (også) takket være co-producer og tekniker Konrad (Connie) Plank). Åbneren ”Ruckzack” (nogle stedet kaldet ”Ruckzuck”) og side C’s ”Klingklang” er enestående friske, også (eller især) i dag. Man sidder med en fornemmelse af, at d’herrer ikke blot er på et trip, ingen andre nogensinde har været i nærheden af, men at de oven i købet ved det – at de lysvågent bereder vejen for de kommende generationers mest fremmelige syrehoveder. Hold nu kæft, hvor er det godt.