Da Noah and the Whale debuterede i 2008 med Peaceful, the World Lays Me Down, gav det mening, at bandet havde taget navn efter Noah Baumbach og hans film “The Squid and the Whale”. Pladen fungerede næsten som et uofficielt soundtrack til det Wes Anderson-producerede skilsmissedrama, og netop Wes Andersons eklektiske musiksmag gav genlyd i sangskriver Charlie Finks sange. Senere skred kæresten Laura Marling både fra ham og bandet, og selvom det ødelagde bandets ‘søde’ dreng/pige-udtryk, fik Fink mere at skrive sange om. Opfølgeren The First Days of Spring handlede om bruddet med kæresten, mens Last Night on Earth fra 2011 tog bandet længere væk fra deres oprindelige akustiske lydbillede og inkorporerede synthesizere og trommemaskiner.
Det er også gamle flammer og barndomsvenner, der hjemsøger bandets seneste plade, Heart of Nowhere, og selvom der åbnes med xylofon og strygere på ”Introduction”, er det klart på første nummer, ”Heart of Nowhere”, at Noah and the Whale ikke ser sig tilbage. Sangens storladne strygerarrangement ledsages af Finks opfordring til at løbe væk hjemmefra; i bedste Arcade Fire-stil forsøger bandet at indfange lytteren i et univers, som desværre viser sig at være en tynd kop te. Når den britiske sanger Anna Calvi overtager vokalen i broen, er det tæerkrummende, fordi hverken band, producer eller gæstevokalist lader til at kunne høre, at sangen ikke kan bære det.
På ”All Through the Night” bliver vi mødt af guitarist Fred Abbotts meget dominerende rumklangspedal, der giver sangen et islæt af new wave, og selvom rytmesektionen er på plads, kommer melodien ingen vegne. På ”Lifetime” bliver strygersektionen igen vækket til live på en sang, hvor Fink kigger tilbage på et venskab uden at have noget at berette, mens ”Silver and Gold” skærer et af pladens største problemer ud i pap; Finks tekster er pinlige. »It’s okay / to not always be sure / exactly where you wanna go / love may not be the cure / but that’s something I’ll never know,« synger han, fuld af overbevisning om, at han lige har givet lytteren et råd for livet.
Generelt er lemfældig omgang med tekster i popmusik tilgiveligt, fordi det netop er det, det er: popmusik. Men når så håbløs lyrik bliver leveret uden et hint af selvironi, gør det ondt, mest fordi Fink lader til at mangle al form for selvforståelse. Og bandets radiovenlige 80’er-lyd gør ikke Finks kamp for lytterens empati lettere. Tværtimod får sangene et komisk islæt, og Fink fremstår enten uforståelig eller patetisk. Og så er der lige ”One More Night”; en sang, der kunne være indspillet af Lionel Richie, som er decideret foruroligende. Fink forstår ikke, hvorfor hun ikke har lyst til at tilbringe ”One More Night” med ham, mens han selv afslører, at hun er skredet og har giftet sig med en anden.
Fans af bandet vil måske finde glæde i pladens umiddelbarhed, og det er prisværdigt, at et band, der fik så stor succes med en debutsingle, er villige til at ændre ved deres lyd. Men når melodierne er kedelige, og lyrikken pinlig, er der, for den almindelige lytter, ikke meget at komme efter. Det skulle da lige være et billigt grin på Charlie Finks vegne.
