I Hunt Alone er free folk-musikeren og multiinstrumentalisten Nicholas Palmers femte plade under solopseudonymet Directorsound. Tidligere har Palmer hovedsageligt beskæftiget sig med den mere psykedeliske del af folkgenren – bl.a. i bandet The A. Lords under ledelse af den engelske maler og musiker Mark Fry – men det mærker man ikke meget til på I Hunt Alone.
Selv om Palmer kalder pladen en “sammenhængende, narrativ-drevet folk-horrorsymfoni”, er det ikke meget mere end fyldige ord, når den først sættes på. Til trods for at inspirationen bag den otte numre lange plade er en ferie i det mytiske Transsylvanien, er det dog ikke meget af den frygtede Vlad Dracula, der bliver manifesteret i løbet af de tre kvarter, pladen varer. Palmer har derimod skabt et kludetæppe af en masse genrer og undergenrer inden for folkemusiktraditionen.
Den altoverskyggende drivkraft i Directorsound er Nicolas Palmer selv. Sammen med nogle få gæstemusikere gør han flittigt brug af et udelukkende akustisk set-up af gængse instrumenter som guitar, klaver, harmonika, trompet og klarinet foruden et mere eksotisk sortiment som bouzouki, balalajka og autoharpe. Dertil kommer optagelser fra togture i Transsylvanien og kirkeklokker fra byen Sighisoara, der netop er Draculas fødested.
Jeg skal ikke hævde mig som ekspert på rumænsk folkemusik, men umiddelbart er det overhovedet ikke dét, der falder mig ind, når I Hunt Alone udspiller sine forskellige lyduniverser. Åbneren “Pan in Paradise” er en naivistisk folkkomposition, hvor man på trods af lidt mere snirklede melodilinjer i den dominerende fløjte alligevel kommer til at tænke på Vashti Bunyan og en sommerdag i køkkenhaven, hvor kartoflerne skal hyppes.
”Serpent in the Jaws of October” bidrager med pladens måske mest uhyggemættede nummer, men ender alligevel med at blive noget enerverende med syv minutters skæv fløjte og middelaldertrommer, som lyder som noget fra en gildesal i “Game of Thrones”. Her får man lige lovlig meget følelsen af at være til vikingemarked i Lejre. Yann Tiersen og hans franske tristesse dukker op i den melodramatiske tango “Sun Danzed & Dancing”, og den efterfølgende klaversonate, “Nocturne for Grace”, der grænser op til det pladderromantiske, hjælper heller ikke til at samle den røde tråd.
Selv om numrene er afvekslende, mangler der en fællesnævner, der kan omfavne kludetæppet af indtryk. Coveret gør sit til at bidrage med en rød tråd med naturbilleder af væltede træer og blå fugle, og i løbet af “Pan in Paradise” tror man da også, at man er havnet et sted, hvor neofolken trygt kan udfolde sin naturalistiske forkærlighed. Men efter at have hørt alle otte numre igennem er det alligevel svært at finde hoved og hale i det – og især at skulle kunne relatere sansebombardementet til transsylvansk folklore.
Det bedste nummer på pladen ender med at være titelnummeret, der er en enkel, men inderlig guitarmelodi, som på fin vis indkapsler den ensomhed, man forbinder med coverbilledet af et væltet træ i skoven. De fem minutter er dog ikke nok til at redde pladen. Palmer fører på I Hunt Alone tilhøreren godt og grundigt rundt i folkemusiktraditionen, men gaber over for meget, rammer for overfladisk og efterlader det flotte coverart som det mest mindeværdige.
