Plader

Oracle O.: Cracking the Eyes

Skrevet af Daniel Niebuhr

Debutalbummet fra københavnske Oracle O. mangler både egentlige højdepunkter og en god portion originalitet for at komme til at lyde som andet end en gentagelse af sidste årtis musikalske tendenser hertillands.

Der skete et eller andet med det musikalske rocklandskab, da The Raveonettes slog igennem i starten af dette årtusind – ikke mindst med debutpladen, Chain Gang of Love, fra 2003: Det var 50’er- og 60’er-klingende musikalske elementer, som man (måske) helt havde glemt eksisterede, med den karakteristiske guitarsound og de dystre undertoner i teksterne som de primære drivkræfter.

Det var ikke overraskende, at andre bands med tiden også prøvede at bruge den danske duos succesopskrift – med stærkt varierende resultater. Ved første gennemlyt virkede københavnske Oracle O. som et af disse tilfælde, så derfor skulle det blive spændende, om deres første udgivelse, Cracking the Eyes, kunne skille sig nok ud til ikke bare at virke som blot endnu en rockplade i mængden.

Til at begynde med er der dog ikke noget, der giver mig forhåbning på ovenstående. For efter en intro, der i det store hele ikke er andet end sporadiske guitaranslag og -feedback, skydes pladen reelt i gang af “We’re No Good”, hvor slideguitar, en simpel trommerytme og en velkendt, humørforladt vokalpræstation fra både Mauricio Santana og Madeleine Kate ikke just får tankerne til at flytte sig fra Sune Wagner og Sharin Foos lignende foretagende.

Som pladen skrider frem, kunne man dog håbe på, at duoen ville folde sig lidt mere ud. Desværre forbliver lydsiden helt genkendelig, efterhånden som vi bevæger os gennem bandets musikalske univers, selvom der er blevet plads til enkelte afstikkere. For eksempel består et nummer som ”Thunder” på overfladen af stort set det samme, som man har hørt mange gange før. men her fornemmer man alligevel en tand mere dybde i duoens musikalske udtryk, både hvad angår instrumentering og komposition. Mere af den slags kunne langt hen ad vejen have reddet debutudgivelsen fra at falde igennem.

Det største irritationsmoment ved Cracking the Eyes må dog siges at være Madeleine Kates vokal, der er på lidt af en rutsjebanetur i løbet af pladens små 40 minutter lange varighed. Nogle gange akkompagnerer den musikken ganske glimrende, f.eks. i “Mr. Something”, hvor den tilpasser sig det mere afdæmpede lydbillede og samtidig holder sig i baggrunden, da nummeret endelig tager til i intensitet. Men så er der også steder, hvor hendes vokal mest af alt fremstår unaturligt forceret og gør numre som “Rosy Princess” og “Doom Doom Land” uinteressante at lytte til.

Afslutningsvis får man desværre endnu en gang fornemmelsen af, at vi begynder at køre lidt i ring. De musikalske virkemidler synes genbrugte, og alt i alt er det hele lidt for velkendt. Cracking the Eyes mangler som nævnt både egentlige højdepunkter og en god portion originalitet. Man kan dog håbe på, at Oracle O. med tiden bliver bedre, men det redder ikke duoens debutudgivelse fra at lyde som en gentagelse af sidste årtis musikalske tendenser på netop disse rockkanter.

★★☆☆☆☆

Leave a Reply