Den britiske producer og UK garage-renæssancemand Zomby bruger mystik både i sin promotion og sine produktioner. Med et ry for at have visse vanskeligheder med at møde op til sine første koncerter har han skabt sig et omdømme for at være et både utilregneligt og kontroversielt navn i den engelske elektroniske undergrund. Og når han først møder op, sker det bag maske. Med andre ord er manden mere end villig til at bringe sit publikum ud på usikker grund, og det gælder også på hans nye album, With Love.
Her er produktionerne skåret helt ind til benet mht. spillelængde. Faktisk i en sådan grad, at de fleste af de 33 numre på den nyeste plade ender mere eller mindre abrupt – f.eks. midt i et beat, så man mere end én gang lige er nødt til at tjekke efter, om ikke der er koks med musikafspilleren. Produktionerne fremstår mere eller mindre skitseagtige, og ofte er det blot én enkelt idé, der udforskes via forskellige variationer, indtil mulighederne er opbrugte, hvorefter nummeret prompte afsluttes. Altså er der sjældent tale om B- og C-stykker, hvilket selvfølgelig har sine fordele og ulemper. Ingen kompositioner fortærskes eller klemmes ind i en popskabelon, men samtidig sidder man også ofte tilbage med en fornemmelse af at lytte til noget ufærdigt, som på en god dag kunne have udviklet sig til noget større.
Lige siden Zomby udsendte debutalbummet Where Were U in ’92, har han gjort sit for at gøre verden en smule mere dyster. Dette arbejde udfoldede sig på debutalbummet inden for nogle 90’er-inspirerede hardcore- og drum’n’bass-rammer, hvorefter formen tre år senere på opfølgeren, Dedication, udviklede sig i en knap så tung og mere synth-dreven retning. Hele vejen har Zomby haft mørket som pejlemærke, og med hans nyeste album, With Love, taget i betragtning synes målet efterhånden at være inden for rækkevidde. Her er mørket både tætsluttende og klaustrofobisk, og ingen positive toner kan trænge igennem producerens tonstunge beats, witch house-inspirerede samples samt ikke mindst den kompromisløse fascination af modløse melodier i mol.
Albummet kan tydeligvis deles ind i to dele svarende til hver af de to cd’er, albummet fylder. Den første del er tung, mere aggressiv og med sine dubstep- og drum’n’bass-inspirationer tydeligvis tilegnet de sene nattetimer på en dunkel klub, mens anden del er dyster på langt mere omklamrende og melankolsk vis.
Denne forskel illustreres ved de to udmærkede tracks “It’s Time” og “Vast Emptiness”. Hvor førstnævnte bevæger sig cyklisk omkring et jungle-inspireret beats samt en række samples (»it’s time to get fucking mental!«), der lige så stille henfører lytteren til rus a la dansegulvet på et britisk diskotek i de tidlige 90’ere, trækker sidstnævnte på langt nyere tendenser. Slæbende hiphopbeats og gysende synths får unægtelig tankerne til at vandre i retning af den just opståede og næsten lige så nyligt glemte witch house-strømning, som i sin korte blomstringsperiode blev anført af dystre artister som Salem og oOooO.
I stedet for at sætte sig i den britiske electronicas førersæde fortsætter Zomby på With Love med at udforske allerede veloverståede tendenser inden for den britiske basmusik. De mange numre kommer i det store hele til at fremstå som lige dele opsamling og nyfortolkning af noget, som til en vis grad er hørt før. At de 33 numre er presset ind i en samlet spilletid i omegnen af ‘sølle’ 80 minutter, bidrager kun til denne følelse. Alligevel er samtlige lyde på samtlige skæringer bærere af et ganske karakteristisk Zomby-aftryk, hvilket slutteligt trods alt gør albummet til noget for sig.
Endvidere er det svært at sætte spørgsmålstegn ved Zombys producerevner, der ganske enkelt er uovertrufne. Det faktum, at stort set hvert enkelt track tydeligvis er komponeret knivskarpt uden overhovedet at levne tid til små ligegyldigheder, er imponerende. Tag for eksempel den bastunge “Isis”, der på to et halvt minut får det til at krybe ned ad ryggen på lytteren med udsvævende samples og lette repetitive klaverdrevne melodier.
At Zomby formår at gabe over så langt et album, så mange tracks og så meget musikhistorie er ligeledes imponerende. Desværre er denne hyldest en ære, som snarere bør tilfalde manden selv end albummet, da hele projektet i netop dette format bliver en noget uoverskuelig og sammenskruet affære. With Love er således ingen milepæl for Zomby, men snarere et vidnesbyrd om en musiker, der tør gå sine egne veje og bærer rundt på et talent, som forhåbentlig senere på anden vis vil komme til sin ret.
