Plader

Neko Case: The Worse Things Get, the Harder I Fight, the Harder I Fight, the More I Love You

Neko Case vil være det hele på én gang på sit sjette album: fjollet og alvorsfuld, nuttet og bidsk, poppet og rocket. Men i forsøget på at favne bredt mister hun troværdighed, og man efterlades med samme følelse, som når H&M sælger Ramones-t-shirts.

Da Neko Cases sidste album, Middle Cyclone (2009), blev anmeldt her på siden, efterlyste anmelderen flere traditionelle sange og færre sære eksperimenter. Neko Case har næppe læst med, men ønsket indfries nu alligevel på hendes sjette soloalbum, The Worse Things Get, the Harder I Fight, the Harder I Fight, the More I Love You. Min første tanke, da åbningsnummeret ”Wild Creatures” sætter i gang, er: ”Det her vil min mor elske”. Nu har min mor glimrende smag, så det er ingen fornærmelse mod Neko Case, men jeg har godt nok svært ved at genkende musikpressens billede af ”den iltre rødhårede femme fatale” med de ”trashede” (?) sange her. Lidt ilter, måske ja, men trashet? Som om! Neko Case har ganske vist rødder i punkbands som The Del Logs og The Propanes, men det er for det meste af tiden den melodiske syng-med-country og singer/songwriter-folk, der hersker på albummet her. Desværre.

Det forlyder, at dette album er udsprunget af en personlig krise, hvilket straks sætter mine forventninger i vejret. Livskrisealbum er som regel de bedste, fordi det kommer fra et sted, hvor det gør ondt, rigtig ondt. Og jo, Neko Case skiftevist piver og snerrer sig gennem krisen med selvbiografiske sange om tabt kærlighed, depression, forældresvigt, kønsroller og -kamp, men alligevel kan jeg ikke slippe følelsen af, at det aldrig bliver decideret krads eller trist. Tag for eksempel ”Night Still Comes”, et af albummets stærkeste numre. Det er smukt og smerteligt uden på noget tidspunkt at glemme lytterappellen – prøv at lade være med at synge med på omkvædet, for det er svært.

Neko Case balancerer i det hele taget pudsigt mellem en meget poleret mainstreamlyd og en finurlig skarphed, der især giver sig til kende i teksterne. Hun står med et ben i hver lejr og befinder sig tilsyneladende lige godt i begge. Der er derfor langt mellem yderpolerne – fra grandiose, fængende omkvæd skåret efter hitsikker skabelon over excentrisk a capella og fjollede tekster til kuldslået – og derfor ender albummet med at efterlade et lidt for skizofrent og usammenhængende indtryk. Er man mest til den ene eller den anden stil, er pladen selvsagt en blandet fornøjelse.

En af faldgruberne er en overdosis af selvironisk chick lit. »If I puked up some sonnets, would you call me a miracle?« lyder det, og efterfølgende spørges der: »Is it because I’m a girl?« Ironisk eller ej, lad nu være med at spille kønskortet. På ”I’m From Nowhere” vil hun ikke kaldes »lady« med begrundelsen: »’Cause I remember the 80’s, and I remember it’s puffy sleeves«. Det er ikke sådan for alvor sjovt, selvom der prøves ihærdigt. Ligeledes fortager charmen sig i takt med, at den kommercielle lyd tager over. Her slægter Neko Case sig mere på radiovenlig Amy MacDonald’sk pop end på Jenny Lewis-agtig folk-country og Kimya Dawson’sk humor. Der er gode numre på Neko Cases nye album, men der er desværre endnu flere, hvis personlighed aldrig hæver sig over gennemsnittet – eller i værste fald er decideret irriterende. F.eks. er ”City Swan” gabende kedelig, men værst er den bombastiske ”Man”, der lyder som en pinlig krydsning mellem Shania Twain og noget fra Courtney Loves miserable solokarriere. »I’m a man« bedyres der, og selvom Neko Case puster sig op og sniger et snerrende »fucking« ind, så tror man hende ikke. Jeg får samme følelse, som når H&M sælger Ramones-T-shirts. Jeg hader ”Man” inderligt, og desværre vil den ikke forlade min hjerne nu – men den er helt sikkert født til at få massive mængder radiospilletid. Man må give Neko Case, at hun forstår at skrue et effektivt hit sammen.

Men så fungerer det i mine ører langt bedre, når hun går den stik modsatte vej, skruer ned for guitaren, armbevægelserne og den påtagede rock mama-attitude og giver det afdæmpede alvor spillerum som på albummets sorte (fremragende) får, ”Where Did I Leave That Fire”. Med sit overraskende mørke, nærmest ambiente lydbillede er den en fortryllende og tiltrængt lille perle – helt, helt anderledes end førnævnte rædselsnummer og faktisk noget, jeg får lyst til at sætte på repeat med det samme. Er det virkelig den samme kunstner? Man undres. Et nummer, der også bryder med den traditionelle hitskabelon, men mislykkes, er a capella-stykket ”Nearly Midnight, Honolulu” med en indigneret tekst, hvor fortælleren overhører en mor råbe ad sit barn i en lufthavn. At Neko Case selv er blevet svigtet af sine forældre er vist ingen hemmelighed, men med fortælleformen (et åbent brev til det stakkels barn) bliver indignationen corny og banalt i stedet for egentligt rørende. Vi forstår, at hun har noget på hjerte, men det bliver desværre for anstrengende at høre på.

Det, der virkelig frustrerer mig ved dette album og ved Neko Case som sådan, er, at alle andre tilsyneladende er ellevilde. Jeg begriber ærlig talt ikke den overstrømmende ros, hun bliver mødt med i Anmelderland. Ja, hun har en god stemme, men så sindsoprivende er den altså heller ikke, og ja, hun har personlighed, som hun får formidlet ud i sine tekster, men jeg køber den ikke. Det er – med enkelte undtagelser – for glat, for nemt og for kedeligt. På trods af sin intime, selvterapeutiske karakter kryber The Worse Things Get, the Harder I Fight, The Harder I Fight, The More I Love You aldrig rigtigt ind under huden på mig, og værst af alt så virker den utroværdig i sit forsøg på at favne bredt. Den vil være det hele på én gang: nuttet og bidsk, poppet og rocket, lettilgængelig og sær, fjollet og alvorlig – og måske derfor rammer den aldrig helt plet i nogen af lejrene. Neko Case ryger fluks hjem til mor.

★★★☆☆☆

Leave a Reply