… And So We Destroyed Everything. Det lyder i hvert fald som en postrockplade, og det er da også lige, hvad det er. Men ikke en langtrukken og depressiv postrockplade. Tværtimod snarere en af dem, der er blevet træt af alt det langsommelige tuderi og nu bare vil lave noget larm og ikke mindst noget spektakel.
Der er altså langt imellem, at man ser et instrumentalt rockband blive nomineret for priser andre steder end blandt alle kenderne på Facebook. Det er ikke desto mindre, hvad der skete for Sleepmakeswaves, der med denne debutplade fik et stort og uventet gennembrud hjemme i Australien og blev nomineret til det hjemlige svar på en Grammy. Ikke dårligt, må man sige.
Man skal da heller ikke høre ret meget af … And So We Destroyed Everything, før man begynder at forstå, hvad alle de australiere er faldet sådan for. Faktisk skal vi ikke længere end til åbningsnummeret, før Sleepmakeswaves’ kvaliteter nærmest springer i ørerne. “To You They Are Birds, to Me They Are Voices in the Forest” er nummerets letgenkendelige titel, og det indeholder så godt som alt det, man som postmetal-fan gerne vil have. Der er en lang, uhyggelig indledning, inden shoegazerguitaren og de hårde trommer pludselig sprænger lydmuren, der efter noget tid falder sammen om sig selv. Det lette og levende fingerspil på guitarerne bliver dog brudt af endnu en energiudladning af smadrende hård rock, og sådan kører nummeret i ring i gode otte minutter.
Og ja, det lyder måske nok som et postmetal-nummer, du har hørt mange gange, men gør nu dig selv den tjeneste at åbne de korslagte arme og så bare nyde det. For det fortjener det ærligt talt.
Herefter følger et par glimrende små vignetter, der kun løber op i en tre-fire minutter hver, og mest af alt fungerer som en lille overgang, til det igen bliver rigtig spændende.
Og spændende, det bliver det heldigvis hurtigt. Igen er titlen noget, alle kan huske, “A Gaze Blank and Pitiless as the Sun”, og det kører meget i samme rille som åbningsnummeret. Og igen må det siges, at selvom det er en velkendt rille, så virker det sgu bare. Der er en langsom og levende opbygning af nummeret, indtil shoegazingen bliver overdøvet af den hårde, mørke guitar og kun får lov at brage igennem i momenter. Trommeslager Tim Adderley holder et imponerende tempo og driver i høj grad det nummeret frem. Tilføjelsen af blæsere mod slutningen ændrer på sin vis hele det fremragende nummer og giver det en kant, jeg ikke havde set komme, og det gør bestemt ikke noget.
Sleepmakeswaves hører allerede nu hjemme blandt de fine herrer i den hårde ende af postrock-skalaen, derude hvor det bliver til postmetal, og de har lært mange af cowboytricksene til, hvordan et rigtig postrockband skal være. Titlerne på numrene er uendeligt lange og sære, og hvis ret skal være ret, så er flere af numrene ret skabelonagtige. De bygger langsomt op, så bliver rockmusikken sluppet løs i nogle minutter, inden den dør hen, så pludseligt som den kom – og sådan gentager det hele sig så et par gange.
Men hvor dette godt kan blive noget af en hæmsko for mange af de bands, der niveaumæssigt er et skridt under Sleepmakeswaves, formår australierne at undgå den altid lurende ensformighed. De små vignetter, der er placeret mellem de omkring 10 minutter lange numre, hjælper i høj grad med at bryde trivialiteten.
Hvis du sad og håbede på, at det afsluttende titelnummer brød med mønsteret fra sine forgængere, så må jeg desværre nok skuffe dig. For det gør det faktisk overhovedet ikke. Skønt det svinger sig over den lækre side af 12 minutter, taber det på intet tidspunkt pusten. Selvom det bygger op og river ned hele vejen, har det den force, at det fremstår energisk fra start til slut, som det eksempelvis høres med de kraftfulde trommer og det hurtige guitarspil efter tre minutters tid, da første klimaks er gået i sig selv.
… And So We Destroyed Everything breder sig over mere end 50 minutter fordelt på otte numre, og for mit vedkommende, var det ikke ét sekund for meget.
