De er unge, de er vokset op med rock, pop, electronica og hiphop – og så spiller de klaver. Inden for de sidste par år har flere klaverspillende unge mænd (også kvinder, men især mænd) haft held med at ramme et for genren bredt publikum med deres ofte melankolske, altid filmiske soundtrack-inspirerede instrumentalmusik. “Neoklassisk” bliver musikken kaldt, selvom det mest klassiske ved disse musikere vel egentlig er, at de spiller på et, traditionelt set, klassisk instrument. Herhjemme har vi August Rosenbaum som frontløber inden for genren. Ude i verden hedder hovednavnet Nils Frahm.
Frahm har været i gang siden 2005, men fandt først for alvor sin form med 2009-udgivelsen Wintermusik og fik siden sit brede gennembrud med Felt i 2011. Hans stil er minimalistisk med tydelig inspiration fra klassiske impressionister som Satie og Ravel. Dermed ikke sagt, at den tyske komponist er nem at sætte i bås. Han bruger nemlig også gerne elementer fra nyere genrer som elektronisk musik og jazz.
Nu er Frahm aktuel med pladen Spaces, hvor konceptet er, at numrene er optaget over 30 koncerter på forskellige locations og med forskellig opsætning – modsat hans sidste plade, Screws (2012), som han indspillede over kort tid og med kun ni af sine ti fingre på grund af en mindre, men for en pianist svært uheldig, faldulykke.
Det lyder måske som en bagatel, men forskellen er faktisk hørbar. Spaces er i høj grad fokuseret omkring Frahm som livekunstner. Han er improvisatorisk og fri i sin tilgang til musikken. Numrene er derfor også vidt forskellige i udtryk og atmosfære, tag for eksempel de første tre: “An Aborted Beginning” er støjende, rå og percussionbåret. “Says” er først underspillet og siden storslået, og nummeret har en gennemgående elektronisk klang. “Said and Done” har en meget ren og varm klaverlyd og har et fint, næsten poppet tema under de prikkende tonegentagelser.
Og sådan fortsætter det. Der er lidt kludetæppe over konceptet, og det er både pladens styrke og svaghed. Styrke, fordi Frahm viser sig som en alsidig musiker og komponist, der tør udforske nyt uden at vende ryggen til det gamle. Svaghed, fordi resultatet let bliver en lille smule usammenhængende, som om numrene ikke rigtig vil have noget med hinanden at gøre.
Personligt er jeg mest til pladens sidste halvdel, hvor især nummeret med den smukke titel “Over There, It’s Raining” og den spinkle og tragikomiske “Unter – Tristana – Ambre” skinner igennem. Begge numre er relativt umanipulerede i klaverklangen, og det er dejligt, når det nu faktisk er en plade med klaveret i centrum. Det samme gør sig gældende for “Went Missing”, som også er en af pladens helt stærke skæringer. Det er, som om den helt rene, næsten uskyldige lyd af klaverets lyse tangenter får solen til at skinne en lille smule igennem disen af melankoli. Og solstrejf og melankoli er nu en særligt smuk blanding.
Når Frahm er bedst, rammer han lytteren, så man mærker det fysisk. Om det så er en våd øjenkrog, en knugen i mellemgulvet eller et hjerte, der lettes. Til gengæld er der altså også passager, der flyder over i bare at blive muzak. Det er altid en fare ved det indadvendte udtryk, at udtrykket simpelthen forsvinder helt i indadvendthed. Det er ikke mange steder på Spaces, hvor dette gør sig gældende, men et eksempel kunne være “Said and Done”, som simpelthen er lidt fladt og uforløst at lytte til i sin fulde længde af knap 10 minutter.
Det kan være rart med pusterum og tænkepauser, men lige præcis i dette tilfælde, hvor pladen simpelthen består af ‘spaces’, er behovet for yderligere dvælen ikke så stort. Jeg savner ikke uptempo-stykker eller en mere rytmisk tilgang til numrene. Et lille, nyt tema eller et smukt harmonisk skift kunne også gøre det.
Hvis Frahm med Spaces har forsøgt at skabe rum for tanker, for improvisation og for stemninger, synes jeg, at han er nået i mål. Og så er udgivelsesdatoen oven i købet også godt tilpasset den efterårsmelankolske stemning, som karakteriserer pladen og Frahms tilgang til musikken i det hele taget. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig andet, end at den kommer til at være mit soundtrack til mangt en smuk, men regnfuld efterårsdag endnu.
Så han har ikke mere tilfælles med klassisk musik end at han spiller på klaver? men samtidig er han meget inspireret af klassiske musikere som Satie og Ravel, giver jo ingen mening… Din musiske viden giver sig jo ingen steder til kende. Det eneste der bliver summeret op er, at nogle numre er gode og nogle er mindre gode. Lidt efterårsmelankoli her, lidt solstrejf her. Ærgeligt
Hej Frro. Tak for din kommentar. Diskussionen om klassisk musik/ikke klassisk musik er spændende (men svær!), og her kan du sagtens være uenig med mig. Jeg vil dog lige påpege, at jeg ingen steder skriver, at “han ikke har mere tilfælles med klassisk musik end at han spiller på klaver”, som du beskylder mig for. Jeg skriver blot, at valget af instrument for mig er den mest slående lighed. For eksempel tvivler jeg på, at disse kunstneres musik var blevet sammenlignet med klassisk i samme omfang, som det gør i dag, hvis de havde spillet elektrisk guitar. Men her kan du være uenig – og det skal du have lov til!
Jeg mener også sagtens, at man kan være inspireret af klassiske komponister uden selv at være en klassisk komponist. Hvordan skulle ny musik og nye genrer overhovedet kunne opstå, hvis ikke man kan være inspireret af en genre og spille en anden? Du hæfter dig ved sammenligningen mellem Frahm og impressionisterne Satie og Ravel – dem anser mange faktisk for også at være neoklassicister, i mindste fald som klassiske komponister med træk eller perioder, der kan defineres som neoklassicistiske. Det siger lidt om, hvor flydende grænserne er, men jeg ser altså intet galt i at sammenligne Frahm med d’herrer, selvom jeg ikke betragter ham som en klassisk komponist.
Den gruppe af musikere, som vi typisk kalder for “neoklassiske” i dag, gør jo netop det, at de holder fast i nogle klassiske træk i musikken, men herudover frit tilføjer moderne elementer, som f.eks. beats, synthesizer, effektpedaler el. – det er også tilfældet på meget af Nils Frahms materiale. Har prøvet at opstøve en egentlig definition på neoklassisk musik, men det ser ud som om nettet byder på flere forskellige!
The Guardian har forsøgt at sætte et par ord på den neoklassiske musik i dag i denne korte artikel: http://www.theguardian.com/music/musicblog/2013/nov/01/neo-classical-nils-frahm
Om min musikalske viden, må du selvfølgelig mene, hvad du vil. Men jeg vil da tage din efterspørgsel om, at jeg bruger den mere aktivt til efterretning :)
Hvis du i øvrigt har lyst til at fortsætte diskussionen, skal du være velkommen til at smide mig en mail. Er sikker på at redaktionen kan være behjælpelig med min mailadresse, hvis du skriver ind til dem.
God dag til dig,
Anne
1-0 til Anne!
Som du siger er dette et definitionsspørgsmål, hvilket jo ikke bliver understreget, måske skulle det være implicit, da dette jo er en subjektiv anmeldelse. Jeg synes hans kompostioner har meget med klassisk musik at gøre! specielt nogle af de kunstnere du nævner. Nu blev jo en elektrisk guitar jo ikke just brugt til klassisk, men forstår din pointe til en vis grad.
Jeg føler at genren og hans musik er neoklassisk fordi den kompinerer klassisk klavermusik med nye elementer som jazz, elektronisk musik osv. Hvilket i min mening ikke har noget at gøre med at dette er et klassisk instrument, men at det rent faktisk er klassisk!!
Nu er det en diskussion Jens, hvilken jeg så åbenbart taber.
God dag til dig også!