Plader

Pusha T: My Name is My Name

Skrevet af Joachim

Siden Pusha T debuterede kommercielt som en del af Clipse i 1997, har han formået at forblive relevant som kun de færreste. Trods de 16 år siden debutalbummet er My Name is My Name ikke noget nostalgisk tilbageblik. Snarere er det en original fortolkning af tidens mainstream-tendenser, der dog lider en smule under ambitioner i lidt for mange retninger.

Pusha T er på mange måder noget af et særtilfælde. På trods af sine 36 år har han indtaget en respektabel position på den amerikanske hiphop-scene længere end de fleste. Første gang Terrence ’Pusha T’ Thornton trådte ud af skyggen fra Norfolk, Virginia og trængte ud i æteren var som en del af hiphop-søskendeduoen Clipse. Året var 1997, og dengang fik brødrene en hånd af et andet fænomen i musikbranchen, nemlig den endnu allestedsnærværende Pharrell, der som en del af producerteamet The Neptunes så et potentiale i duoen.
Hvor albumdebuten Exclusive Audio Footage savnede kommerciel anerkendelse, kan det samme ikke siges om opfølgeren, Lord Willin’. Med et tidstypisk og dog intelligent sammenkog af hardcore east coast-rap og et eksplicit tekstunivers – kredsende om temaer som sex og stoffer – formåede Pusha T og Malice at tale til fintfølende musikkritikere såvel som de brede masser, og Clipse indtog en hæderfuld placering på hiphop-scenen, indtil gruppen sagde farvel i 2010.

I kraft af et solidt bagkatalog og et imponerende netværk har Pusha T dog ikke siden savnet arbejde. Som en del Kanye Wests label, GOOD Music, har Thornton haft langt flere gæsteoptrædener hos diverse medlemmer af crewet, end det var tilfældet i Clipse-dagene. Heriblandt kan bidraget til den ekstravagante “Runaway” på Wests skizofrene mesterværk, My Beautiful Dark Twisted Fantasy, nævnes som det mest prominente. Dog er det ikke alle projekterne på pladeselskabet, der har været lige vellykkede, og således delte Pusha T’s solodebut fra 2011, Fear of God II: Let us Pray, vandene. De mange samarbejder med andre GOOD Music-kunstnere såede tvivl hos nogle om, hvorvidt Pusha T stadig havde noget selvstændigt at byde på.

Med My Name is My Name dementerer den tidligere Clipse-rapper dog denne anklage i en håndevending. Stilen er umiskendeligt tidstypisk og influeret af GOOD Musics producercrew. Dette vidner “No Regrets” om med sit karakteristiske synth-hook, der sender tankerne på vej i retning af nogle af Kanye Wests nyere produktioner. Nummeret er et mesterstykke udi trap, og de hyperaktive fingre, der affyrer kicks og hithat-anslag i ottende-, sekstende- og toogtredivtedele, spores tydeligt tilbage til det unge producertalent Hudson Mohawke.

Ligesom på solodebuten har Pusha T på My Name is My Name valgt at favne alverdens kolleger inden for hiphop-miljøet. Kun de to indledende tracks kan tilskrives Norfolk-rapperen alene. Nyere talenter som 2 Chainz, Kendrick Lamar og Big Sean står side om side med mere garvede bekendtskaber som Kelly Rowland, Pharrell samt Chris Brown. Men i stedet for at kritisere Pusha T for uselvstændighed – da han dybest set bare følger genrens spilleregler – bør man snarere bifalde ham for at få noget produktivt ud af samarbejderne.

Således fremstår 40 Acres, der er lavet i fællesskab med den Def Jam-produceren The-Dream, som et af Pusha T’s stærkeste aktiver til dato. Blandingen af The-Dreams uhyggeligt poppede R’n’B-inspirerede omkvæd og Pusha T’s sumpede vers er en virksom kontrast, der bidrager med ekstra tyngde til den tidligere Clipse-rappers lyrik. »We was born to mothers who couldn’t deal with us / left by fathers who wouldn’t build with us / I had both mine, let’s keep it real, niggas / my better half chose the better path, applaud him«, rapper Pusha T, og pludselig har fokus flyttet sig fra stoffer og damer til at omhandle en barndom med apatiske forældre og forholdet til broderen (nu med navnet No Malice), der efter sidstnævntes kristne omvendelse ikke er helt ukompliceret.

Hvor bundniveauet på My Name is My Name helt overordnet er faretruende højt, når man ser på det enkelte produktioners single-potentiale, er albumkompositionen som helhed en smule ufokuseret og utroværdig. De mange gæsteoptrædener er i sig selv stærke, og numre som det tilbagelænede vredesudbrud ”Nosetalgia” med en sjældent aggressiv Kendrick Lamar og den underspillede ”Sweet Serenade” med Chris Brown på vokal er glimrende beviser. Alligevel synes albummets røde tråd at være kørt gennem en makulator og blæst væk med vinden, når Kelly Rowlands vokal pludselig høres over et mærkeligt Maroon 5-klingende salsa-hook. Disse ekstreme udstikkere er ikke i sig selv uden en vis kvalitet, men alligevel truer de med at give lytteren et indtryk af, at My Name is My Name er lige dele Pusha T og lige dele et GOOD Music-prestigeprojekt.

Siden Pusha T debuterede kommercielt som en del af Clipse i 1997, har han formået at forblive relevant som kun de færreste. My Name is My Name er intet nostalgisk indblik i forældede strømninger inden for amerikansk hiphop. Snarere er det en original fortolkning af de mainstream-tendenser, som netop nu lægges for dagen af ikoner som Kanye West og Kendrick Lamar. Man kan med rette anklage Pusha T for at være en smule utroværdig grundet de pludselige lydmæssige inspirationer fra West og co., men My Name is My Name er ikke desto mindre en af det New York-baserede labels mest solide produktioner. For mens albummets lydside til tider synes uselvstændig, så når Pusha T’s ærlighed helt uhørte højder, når det kommer til mandens lyriske udfoldelser, og det er ikke umuligt, at indflydelsen fra GOOD Music-slænget også her spiller en væsentlig rolle.

★★★★☆☆

Leave a Reply